MOBILVERSION
Esbjergenserne hjalp Poul Madsen med idéer til mord i ny thriller
Sidste år bad Poul Madsen esbjergenserne om idéer til det perfekte mord i byen. Nu er opfølgeren udkommet – og nogle af buddene er endt i bogen. Mød forfatteren mandag.
Sidste år bad Poul Madsen esbjergenserne om idéer til det perfekte mord i byen. Nu er opfølgeren udkommet – og nogle af buddene er endt i bogen. Mød forfatteren mandag.
Da den tidligere Ekstra Bladet-chefredaktør Poul Madsen sidste år besøgte Esbjerg, bad han – i fiktionens navn – byens borgere om hjælp.
Hvor i Esbjerg kunne man begå det perfekte mord? Og hvor kunne et lig forsvinde sporløst?
Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med et arrangement i byen, hvor Madsen fortalte om sin debut som krimiforfatter med “Kongen fra Esbjerg”. Samtidig lavede EsbjergLiv.dk en konkurrence, hvor læserne kunne komme med deres bud på byens mest velegnede steder til en fiktiv forbrydelse.
Responsen var overvældende.
Esbjerg-idéer i den nye bog
Da Poul Madsen i sidste weekend var Søndagsgæst i Go’ morgen Danmark på TV 2, fortalte han, at konkurrencen på EsbjergLiv.dk havde givet ham masser af inspiration.
– EsbjergLiv.dk er sådan en side, som alle i Esbjerg læser, sagde han endda i programmet – og fortalte samtidig, at han havde fået mange gode bud fra læserne.
Flere af idéerne har han siden ladet indgå i arbejdet med sin nye roman “Kejseren af Christiansborg”, der udkom 3. marts.
Bogen er opfølgeren til Kongen fra Esbjerg og fører læseren fra Christiansborgs inderste magtcirkler til mere lyssky miljøer – blandt andet i Esbjerg.
Tidligere har vi beskrevet, hvordan Poul Madsen – måske – også har fundet den sagnomspundne tyskertunnel imellem Havnegade og Hulvejen – en historie, der i øvrigt også blev taget op i TV 2-programmet, som du kan se på TV 2 Play.
Besøger boghandel mandag
Mandag 9. marts kl. 17–18 vender Poul Madsen tilbage til Esbjerg, når han gæster Varmings Boghandel.
Her vil han sammen med sin redaktør fra Gyldendal fortælle om arbejdet med den nye politiske thriller – og måske også afsløre, hvordan nogle af de esbjergensiske idéer har fundet vej ind i fortællingen.
Forlaget skriver om Kejseren af Christiansborg:
Kejseren af Christiansborg er en politisk thriller, der fører læseren ind i Christiansborgs inderste hjertekammer, ud blandt Esbjergs rockere og narkobaroner og livstruende tæt på den absolutte magt.
Bjørn Svendsen er landets yngste statsminister nogensinde. Han har magten i sin hule hånd sammen med sin purunge og knivskarpe rådgiver Rosa Abramovich, sin ambitiøse hustru Caroline og sin trofaste barndomsven Carsten West. Hans farligste modstander – Carstens eks-kone – får de placeret strategisk tæt på, så der er styr på hende, og Bjørn kan pleje sin diskrete kontakt til de rundhåndede pengemænd i baglandet, der tror på stærke alliancer med eliten. Men Bjørn tror kun på magt. Vold og magt.




































