MOBILVERSION

20. april 2026

Fuldt hus til vinylens festdag: – Over al forventning

Kø fra morgenstunden og fyldt butik hele dagen. Record Store Day blev en succes i Esbjerg – med vinyl, koncert og masser af snak om musik.

Kø fra morgenstunden og fyldt butik hele dagen. Record Store Day blev en succes i Esbjerg – med vinyl, koncert og masser af snak om musik.

Record Store Day trak masser af musikelskere til noder.dk – og stemningen holdt hele vejen til sidste tone.

På jagt efter plader: Vinylentusiaster bladrede igennem kasserne efter dagens fund.
På jagt efter plader: Vinylentusiaster bladrede igennem kasserne efter dagens fund. Foto: Skovgaard Studio.

Der var lagt op til en særlig dag for vinylfans i Esbjerg lørdag.

Og forventningerne blev mere end indfriet.

Da Record Store Day løb af stablen hos noder.dk i Kongensgade, strømmede folk til fra morgenstunden – og blev hængende langt ind i eftermiddagen.

– Vi havde et rigtig godt flow af mennesker hele dagen. Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente, da det var første gang, vi prøvede noget i den her stil, fortæller Philip Skovgaard fra vinyl- og kaffebutikken Sort Cirkel, der var medarrangør – i øvrigt også sammen med Esbjerg Bryghus.

Begge foretagender driver til dagligt forretning i Jyllandsgade 14.

Kø ved åbning – peak midt på dagen

Allerede klokken 10 stod de første klar, da dørene åbnede, og i løbet af dagen voksede besøgstallet støt.

Omkring klokken 13 toppede det, men festen stoppede ikke dér.

– Folk blev hængende helt frem til koncerten klokken 15, som kunne nydes i alle hjørner af forretningen, siger han.

Vinyl, kaffe – og kolde øl

Live jazz i butikken: Emil Brinch (klaver) og William Frøland (bas) præsenterede deres nye jazz-duoprojekt – med sangerinden Veronika Rud. Foto: Skovgaard Studio.
Live jazz i butikken: Emil Brinch (klaver) og William Frøland (bas) præsenterede deres nye jazz-duoprojekt – med sangerinden Veronika Rud. Foto: Skovgaard Studio.

Dagen bød på det hele: eksklusive Record Store Day-udgivelser, god kaffe, kolde øl og live jazz.

Kunderne købte bredt ind – ikke kun de eftertragtede RSD-titler, men også brugte plader og nye udgivelser fra hylderne.

Mere end bare handel

Men det var ikke kun jagten på sjældne plader, der trak.

– Det blev også en dag med gode og lange snakke om vinyl, grammofoner og samlerglæden, fortæller Philip Skovgaard.

Alt i alt blev det en dag, der understregede, at vinylkulturen lever i bedste velgående i Esbjerg.

Endnu mere vinyl til Esbjerg Plademesse 2026

Har man ikke fået nok vinyl, så afholder Sort Cirkel i samarbejde med Esbjerg Bryghus også Esbjerg Plademesse, som finder sted den 20. juni fra klokken 10.00 hos Esbjerg Bryghus i Jyllandsgade 14C. De første 20 standmeter er allerede revet væk, så det tyder til at blive endnu en fantastisk dag i vinylens tegn. Læs mere på Facebook HER.

Vinylens festdag i Esbjerg: Record Store Day samlede musikelskere i Kongensgade. Foto: Skovgaard Studio.
Vinylens festdag i Esbjerg: Record Store Day samlede musikelskere i Kongensgade. Foto: Skovgaard Studio.
Del artiklen