De første tyve børn, som afleverer en tegning af en af figurerne fra “Diplodocus og den mystiske Hokus Pokus”, hos Just Ask i Torvegade får en plakat og et par flotte strømper – og deltager samtidig i konkurrence.
Hvis man var barn for nogle årtier siden, vil man huske, hvor stort det var, når en af byens butikker havde gang i en tegnekonkurrence med gode præmier på højkant.
Den følelse kan måske vækkes til live blandt nutidens børn, der endda får en præmie for blot at være med.
De tyve første deltagere får som tak for deres tegning et sæt smarte strømper samt en plakat i A3-størrelse – begge dele med motiver fra den biografaktuelle “Diplodocus og den mystiske Hokus Pokus”, der har dansk premiere i landets biografer den 1. maj.
Hovedpræmien er fire biografbilletter og den store papfigur, der lige nu står i herretøjsbutikken Just Ask i Torvegade og gør opmærksom på den igangværende konkurrence, der slutter den 29. april.
Og hvem drømte i øvrigt ikke om at få de der store papfigurer fra biografen med hjem på værelset, da man var barn?

Da EsbjergLiv.dk i tirsdag eftermiddag var forbi, havde de første to børn været forbi med kreative tegninger – så der er altså 18 sæt strømper og plakater tilbage i skrivende stund.
Det hele er selvfølgelig en gimmick for at lave lidt larm for den kommende film, men indehaver Ditte Lundgaard, Just Ask, håber naturligvis også, at flere får øje på hendes ganske velassorterede forretning.
– Man må tænke i kreative baner for at lokke kunder ud i de virkelige butikker i dag, og en konkurrence som denne, er da en god anledning til at komme ind og besøge os, hvis man ikke kender butikken i forvejen, mener Ditte Lundgaard, der naturligvis også har åbent til klokken 22.00 onsdag, når der er påske-late night i Esbjerg City.
Det er den danske filmdistributør, Another World Entertainment, der på kreativ facon og gennem lokalt samarbejde med tøjbutik og biograf, markedsfører “Diplodocus og den mystiske Hokus Pokus”.
I filmen er en lille dinosaur taget på eventyr for at redde sine forældre, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. Sammen med en troldmand og to tossede videnskabsmænd støder han på fantastiske skabninger og fantastiske steder undervejs på sin spændende men farefulde færd. Filmen er baseret på polske Tadeusz Baranowskis berømte tegneserie, der har gået sin sejrsgang i hele Europa.
Se trailer fra filmen her – måske dine børn eller børnebørn kan lade sig inspirere til at tegne en tegning til konkurrencen:
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

