I disse dage sidder mange klistret til skærmen for at følge de olympiske lege i Paris. Men husker du, da OL-flammen brændte over Esbjerg Stadion i 1999?
Som den første og hidtil eneste danske by, kan Esbjerg kalde sig for OL-værtsby.
I 1999 havde kommunen fået tiltusket sig værtsskabet af Ungdoms-OL med det officielle navn European Youth Olympic Days, hvor små 1.800 unge atleter og godt 700 ledere og trænere fra 48 lande besøgte Esbjerg mellem 11. og 16. juli for at kæmpe i 11 forskellige discipliner som atletik, svømning og fodbold.
Det var i en tid, hvor Esbjerg var mest kendt for havnestrejker, Ribus-konflikt, fiskelugt og ikke at have haft et fodboldhold i øverste række i 13 år. Det sidste blev der rådet bod på netop i samme sommer, fiskelugten – eller i hvert fald rygterne om den – døjer vi fortsat med i dag.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Daværende borgmester Johnny Søtrup (V) ville så gerne gøre noget ved byens renommé og lancerede den famøse ambition om, at Esbjerg skulle være Danmarks idrætsby nummer ét. Ungdoms-OL, Svømmestadion og det nye badmintoncenter var alt sammen synlige beviser på, at der blev sat handling bag ordene.
Den egentlige nøgle til at blive værtsby for Ungdoms-OL lå i øvrigt i, at løbebanen på Esbjerg Atletikstadion i 1993 som den første i landet var blevet udvidet, så der nu var otte spor, hvilket er et krav til en OL-bane.
Den mangeårige eventchef i Esbjerg Kommune, som dengang havde titel af idrætskonsulent, Villy Grøn, stod med det praktiske ansvar for den store begivenhed, der på mange parametre blev en stor succes.
Legene kostede 14 millioner at afholde, hvoraf halvdelen kom fra kommunekassen og den anden halvdel fra sponsorer og Danmarks Idrætsforbund, DIF.
Folketinget havde til åbningsceremonien sendt fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) i kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens (RV) fravær.
Esbjerg Stadion var proppet i sommervarmen, hvor 15.000 lokale havde indløst billet til åbningsaftenen. Resten af legene, som primært foregik på atletikstadion og i de omkringliggende haller, var gratis at overvære.
Præsidenten for den internationale olympiske komité, spanske Juan Antonio Samaranch, holdt åbningstalen – og der gik historier om, at Hotel Scandic Olympic måtte sammenlægge to værelser og ombygge for ikke så få penge for at leve op til præsidentens standarder – hvorefter han eftersigende alligevel valgte at lade sig fragte til Hamborg for at overnatte efter sit lille ærinde på den danske vestkyst.
Den olympiske ild var naturligvis også til stede og var blevet fragtet herop direkte fra Athen ved hjælp af en Mærsk-helikopter.
Med hjælp til at tænde faklen fra to rigtige OL-guldvindere fra Atlanta i 1996, håndboldspiller Janne Kolling og badmintonspiller Poul-Erik Høyer, kunne ilden brænde i fem dage over Esbjerg Idrætspark.
Faktisk blev den 20 meter høje, rustne fakkel stående ved Esbjerg Stadion ud mod Gl. Vardevej i mange år fremover. Den var blevet skænket af en række lokale virksomheder og blev først pillet ned, da stadion, nu under navnet Blue Water Arena, i 2008 blev udvidet med en langsidetribune mere.
Siden da har den – hvis den da gør det endnu – ligget hengemt ved en skrothandler i Sæddings industrikvarter.
Danmark vandt i øvrigt i alt syv medaljer i løbet af de fem dages ungdomsolympiske lege, hvor Rusland vandt flest af alle.
Kilder: Danmarks Radio, Jyllands-Posten, Byhistorisk Arkiv, Esbjerg og Wikipedia.
