Der var fuldt hus, da årets Esbjerg Jazzfestival officielt blev skudt i gang med fortolkninger af ingen ringere end Frank Sinatra. Næsten 40 koncerter venter i weekenden.
Der var fuldt hus, da årets Esbjerg Jazzfestival officielt blev skudt i gang med fortolkninger af ingen ringere end Frank Sinatra. Næsten 40 koncerter venter i weekenden.
Forhenværende Kulturudvalgsformand i Esbjerg Kommune Jakob Lose beskrev Esbjerg Jazzfestivals udvikling rammende og simpelt:
– Da jeg stod her for fem år siden, på samme scene, for at åbne den første jazzfestival, var der ti koncerter på programmet. Man ville nemlig sikre sig, at man kunne stå inde for kvaliteten og ikke binde an med et større program, end man ville kunne overkomme. I år lyder programmet på 40 koncerter, og man siger jo, at når en tilbagevendende begivenhed finder sted mere end to gange, så er det en tradition. Det må man sige, jazzfestivalen er blevet.
Lose var i år blandt de fire talere, der alle gjorde det kort, til åbningsseancen i sin nye egenskab af at være blevet bestyrelsesmedlem i Johan Hoffmann Fonden, der gennem de senere år har doneret ikke så få millioner til kommunens kulturliv, og således også er blandt sponsorerne af Esbjerg Jazzfestival, der arrangeres i samarbejde mellem byens tre jazzforeninger.

Også hans afløser på Rådhuset, Susanne Dyreborg (DD), var blandt talerne, ligesom festivalens formand Grethe Johnsen og den kunstneriske primus motor Nicolas Kock, der præsenterede festivalens åbningsnavn, Mads Mathias Kvartet, der fortolkede sange af the one and only Frank Sinatra.
Med på scenen var Mads Mathias på vokal og saxofon, Regin Fuhlendorf på guitar, Anders Fjelsted på bas samt Esbjergs egen Henrik Gunde bag tangenterne på konservatoriets flotte Steinway-flygel. Her spiller han i øvrigt solokoncert fredag aften.



































