“Mama” står der i den imiterede guldhalskæde, der danser rundt om halsen på Lena med det lyserøde hår og matchende bukser. Der er en uro i kroppen, som har fulgt hende altid.

Som den ældste af syv halvsøskende – alle med forskellige fædre – fik hun ikke ligefrem den mest rolige og ønskværdige begyndelse på tilværelsen, hvilket har sat sine spor.

– Jeg er blevet flyttet meget rundt. Jeg er født her i Esbjerg, men har gået i skole syv-otte forskellige steder. Ribe røg jeg tilbage til flere gange. Det var en tryg havn, hvor min bedstefar boede, fortæller Lena, der selv er mor til tre.

– Med stort M. Jeg vil gerne være tilstede i mine børns og måske kommende børnebørns opvækst, fortæller Lena, der nu i to måneder har været clean.

Aldrig før har det holdt så længe, og denne gang skal det være. Det er hun selv fast besluttet på, og føler også, at den medicin hun får, har en gavnlig effekt.

– Kokain og amfetamin har aldrig sagt mig noget, fortæller hun.

Men heroin, piller, alkohol og ikke mindst hash har hun været storforbruger af. Stormisbruger. Hashen har dæmpet hendes ADHD, en slags selvmedicinering, men den er begyndt at give hende psykoser.

– Måske er det også fordi mit mindset har ændret sig, fabulerer Lena, der i den grad også har lidt af socialangst og på grund af oplevelserne som barn aldrig har stolet på, at andre mennesker rent faktisk ville hende det godt.

– Hvis folk smilede til mig, var jeg sikker på, at de ville mig det ondt, og så ville jeg selv gå til angreb, fortæller Lena, der derfor meldte hus forbi, da hun første gang blev inviteret til klippedag hos Ulla Ritter og Salon Madonna i Torvegade for syv år siden.

– Det kunne jeg ikke. Jeg var sikker på, jeg ville rive saksen ud af hånden på frisøren og gøre noget dumt. Jeg har ar i hovedet efter de ting, min mor gjorde ved mig, fortæller Lena, der i dag har fundet ud af, at ikke alle mennesker vil hende det ondt.

– Tidligere drak jeg en flaske vodka og klippede håret af mig selv, når det blev nødvendigt. I dag har jeg et andet forhold til mit hår, siger Lena, der selv har farvet det i forskellige røde nuancer.

Hun er sammen med 70-80 andre af byens ‘udsatte’ til klippedag hos Salon Madonna i Torvegade 216, hvor frisør Ulla Ritter, der driver salon i en tilbygning til sin private bolig, åbner hus, have og frisørstole for syvende år i træk.

Nogle år har eventen både fundet sted sommer og vinter, men det er nu mest praktisk i sommerhalvåret, hvor de særlige gæster kan få lov til at indtage haven.

Og det er ikke bare en klipning, studsning eller håropsætning, der er på programmet. Fadøllen flyder fra hanen og der serveres frikadeller og kartoffelsalat ad libitum. Musiker Tanni Christine spreder fra et hjørne i salonen god stemning iført sin guitar.

– Den her målgruppe er jo ikke nødvendigvis dem, der kommer til dagligt. Mange af dem bliver måske kun klippet denne ene gang om året, fordi de enten ikke har råd eller måske ikke føler sig velkomne sådan et sted, hvis der ikke er ligesindede, fortæller Trine Timmerby, der fungerer som en slags facilitator.

– Og det her, det er jo det, jeg kan, og dermed det, som jeg kan byde ind med, fortæller frisør Ulla Ritter, der selv afholder de udgifter, der er forbundet med den gode gerning og i sin tid selv tog initiativ til at byde byens udsatte borgere indenfor med hjælp fra Trine Timmerby, der dengang var frivillig hos Kirkens Korshær.

I salonen har hun cirka ti ansatte, som også møder en gruppe mennesker, de ikke er vant til at få i stolen. På den måde kommer arrangementet også til at fungere som socialt inkluderende.

– Måske ser de ikke ud som dem, vi plejer at have i stolen, men de her mennesker har også et behov for at få lov at føle sig som alle andre. Vi har alle sammen et behov for at blive nusset lidt om, mener Trine Timmerby.

Og det er det hele værd.

– At se, hvordan de stråler efterfølgende, mænd som kvinder, det er bare det hele værd! De vokser lige fem centimeter og går herfra med rank ryg, fortæller en smilende Ulla Ritter, der altid sender de særlige gæster afsted med en dåseøl i hånden på vej ud.

– Og så er det i øvrigt rart, at der aldrig har været ballade eller nogen, der har stjålet noget. De her mennesker har mange kampe i deres daglige liv, men de er faktisk utroligt taknemmelige og vil jo ikke nogen noget ondt, selvom de måske stikker lidt ud, når man ser dem i gadebilledet, siger Trine Timmerby, der har stået for at dele billetter ud via byens væresteder og gennem mange år har været dybt engageret i socialt arbejde.