Der er god interesse for at komme til at lange cappuccinoer, sandwicher og andet godt over disken i caféen ved Hovedbiblioteket i Nørregade 19 i Esbjerg.
Der er god interesse for at komme til at lange cappuccinoer, sandwicher og andet godt over disken i caféen ved Hovedbiblioteket i Nørregade 19 i Esbjerg.
Onsdag klokken 12 udløb fristen for ansøgninger om at overtage forpagtningen, og biblioteksleder Ann-Britt von Seelen kunne konstatere god interesse.
– Flere har været forbi for at besigtige lokalerne, og vi har modtaget tre meget relevante ansøgninger. De ser virkelig spændende ud. Nu skal vi kigge dem igennem og træffe en beslutning, siger Ann-Britt von Seelen.
Ansøgerfeltet er fortroligt, men flere forskellige koncepter er repræsenteret.
– Og ud fra ansøgningerne kan vi realistisk håbe, at bibliotekets café kan åbne igen inden sommerferien, siger Ann-Britt von Seelen.
De parametre, der bliver vægtet i udvælgelsen, er menu og sortiment, erfaring, idé/koncept, prisniveau, kvalitet og service samt fleksibilitet i forbindelse med arrangementer.
Ann-Britt von Seelen forventer, at tilbudsgiverne får meddelelse om det endelige resultat af udbuddet senest den 13. marts.































