De tilhører en ny generation af værtshusejere, som med engagement og anderledes initiativer ihærdigt gør deres for, at de brune rygerknejper består. De er loyale over for det klassiske brune værtshusunivers, men twister det lidt på deres egne steder. Samtidigt med, at de yder et stort bidrag til kunst- og kulturlivet i Esbjerg.
Det var Morten Runge, som satte toget i gang, da han i 2016 overtog driften af Vinbaren i Danmarksgade via en forpagtningsaftale med David Apel, der havde åbnet biksen i 2006 (oprindeligt som en god vinhandel med en uformel, hyggelig ’smugkro’ i baglokalet) og fortsat ejer den.
– Og så koblede Denise flere vogne på, som Morten Runge udtrykker med et grin til følge og slet skjult hentydning til de to bodegaer Rådhuskroen og Boretårnet.
Denise Michael arbejdede på Vinbaren, imens David Apel selv drev den. Og det var her, hun mødte Morten. To børn og lige så mange værtshuse senere går det derudaf for fulde gardiner.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Lige som vi sidder her en onsdag middagsstund, er det en lidt uforløst oplevelse sådan at sidde på værtshus. Kontrasterne imellem dag og nat – eller mandag middag og lørdag aften – er kæmpe store sådan et sted. Lige nu ville man kunne høre en knappenål ramme gulvet – til andre tider kan man ikke engang høre sig selv, når musikken spiller, flaskerne klirrer og gæsterne står som sild i en tønde.
Der er i dagens anledning også kun kaffe på det bord ude i forlokalet, vi sidder omkring og foretager interviewet. Denise sidder bag sin laptop, og på bordet ligger papirer og telefoner som på nærmest ethvert andet kontor i byen. Men her er askebæger på bordet. Så slipper man for at spilde tiden med at gå udenfor, mens man svarer på mails og ordner bogholderiet – eller hvad det nu end er.
Vinbaren er på få år blevet en højborg for Esbjergs kreative klasse og et stamsted for et skævt, for Esbjerg sjældent mangfoldigt publikum, der ikke er helt det samme som dét, man normalt forbinder med et brunt værtshus.
At kategorisere Vinbaren som et sådant er egentligt også forkert, selvom man skam gerne både må ryge, drikke og tale højt. For i virkeligheden er stedet et alternativt værtshus, med bevilling til klokken fem, der hverken stemningsmæssigt eller mht. øl- og vinudvalget kan sammenlignes med andre udskænkningssteder i byen. Men interiøret, møblementet, spændet i alderen på de gæster, der føler sig velkomne, giver stedet en autenticitet, som havde det langt flere år på bagen. Der ligger ’ægte’ tæpper på noget af gulvet; der er godt brugte lænestole og stearinlys på bordene; der er hylder med nips og bøger – og ikke ret mange stole, kopper eller askebægre, der er ens.
– Det er jo lidt ligesom folks forlængede dagligstue sådan en onsdag middag som nu, forklarer Denise, og rammer på den måde hovedet på sømmet i forhold til den særlige ånd, som det ellers kan være så svært at sætte ord på, at det heller ikke rigtigt lykkedes, da forpagtningsaftalen blev griflet ned.
– Men der står, at Vinbaren skal drives i stedets ånd. Og det ved begge parter, hvad betyder, selvom det er svært at definere. Og det er nærmest helt rørende, at David stoler på, at vi formår det, og nok også ganske utraditionelt for den type kontrakter, siger Morten Runge.
Det stod på ingen måder skrevet i stjernerne, at Runge en dag skulle blive værtshusbestyrer. Stedfaren, den mangeårige fodboldtræner Svend Vilhelm, havde sin daglige gang i EfB, og det fik Morten derfor også. Alligevel endte han som ung med at få job på Industrien i Skolegade. Men han havde udlængsel og havde altid gerne villet arbejde på kasino.
– Og det gjorde jeg så i ni måneder i København og fandt ud af, at det ikke er ligesom på film. Uden at stille mig selv op på en piedestal, vil jeg sige, at jeg er for godt et menneske til at kunne arbejde sådan et sted. The house always wins, siger Morten og lader den bemærkning hænge i luften, så man forstår, hvad der menes.
Herefter kom Morten retur til 6700 Esbjerg og Industrien, kom senere på Dronning Louise, blev uddannet tjener og sidenhen restaurantchef samme sted.
Morten eller Denise er nok ikke det, man traditionelt og fuld af fordomme vil forbinde med værtshusholdere.
De er en del af en ny generation af værtshusfolk. Og så er de forældre til Max på fire og Le på seks år, der lige er begyndt i 1. klasse. Faktisk har de en ret ni-til-fire-agtig hverdag, hvor der oftere end aldrig ryger en genstand inden for vesten.
– Men naturligvis er det vores telefon, der ringer, hvis lokummet virkeligt brænder på et sted, men både på Vinbaren og på Boretårnet har vi ansat bestyrere, som har ansvar, og som vi har tillid til selv kan træffe de rigtige beslutninger. De holder hjulene i gang, hvor vi så bruger det meste af vores tid på de administrative og mere overordnede opgaver. Men vi har da hver især også faste vagter om ugen, fortæller de enstemmigt.
Morten har fx fast hver onsdag aften – Mortens Aften – på Vinbaren, imens Denise indgår i vagtplanen på Boretårnet sammen med tre andre i bodegaen på Gl. Vardevej, som parret nu har drevet i fem år.
Og selvom der er visse synergier og kunder, der kommer begge steder, er ‘Tårnet’ i højere grad end Vinbaren et rigtigt brunt værtshus af den gamle skole.
– Der kan man godt få lidt skæld ud af stamkunderne, hvis ikke de uskrevne regler bliver overholdt. Etiketten på ølflasken skal vendes ud mod kunden, og askebægrene skal tømmes regelmæssigt. Sådan skal det være, fortæller Denise.
Rådhuskroen derimod måtte parret med ærgrelse lukke i marts i år. Da de overtog forpagtningen af stedet for to år siden, var det et sats – med en forhåbning om at kunne vende skuden.
– Men vi måtte desværre se i øjnene, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi gav det et skud og forsøgte en masse, men til syvende og sidst løb det ikke rundt til hverdag. Nok var der mange gæster, når vi fx havde musik på, men det er jo heller ikke gratis, siger Denise Michael med tydelig ærgrelse i stemmen.
– Jeg har svært ved at se, hvordan man skal kunne vende udviklingen, og placeringen er også en udfordring. Det er ikke et sted, man går ud, hvis man først er inde i byen, supplerer Morten, og giver samtidigt sit besyv med i en topaktuel lokal debat:
– Vi er jo her i Esbjerg blevet vænnet til ikke at skulle bevæge os. Det kan være, man vænner sig til det igen, hvis man engang får bilerne ud af byen, som der har været snak om. Men det har nok også noget at gøre med byens opbygning, hvor vi kun har ét centrum, siger han og tror, vi danskere også på dette område har ladet os påvirke lige lovligt meget af USA.
– Det er sjovt at se, at dem fra Boretårnet nærmest føler sig utrygge, hvis de skal krydse Stormgade, og at folk fra Vinbaren mener, at det er en dagsrejse, hvis de skal ’helt’ derud på Gl. Vardevej. Der er vi nok blevet påvirket af amerikanske tilstande, hvor man nærmest skal have alting serveret direkte ind igennem bilruden, og i hvert fald for alt i verden ikke skal bevæge os mere end højst nødvendigt til fods.
Dermed led Rådhuskroen over for byens rådhus samme skæbne som så mange andre af de brune beværtninger, der i disse år bukker under for strømningerne i en tid, hvor den moderne mand m/k drikker en greenie frem for en grøn til fyraften. Og mange hellere vil drikke dyr kaffelaffe på en café end sidde på en beverding med øl, smøger og små skarpe …
Men Denise og Morten har stor tro på, at de to andre etablissementer i porteføljen – Vinbaren og Boretårnet – har det, der skal til, for at være langtidsholdbare.
– Der er jo heldigvis en tendens til, at Vinbaren formår at overleve sig selv, hvor nye generationer falder ind og er med til at bibevare stedets ånd. Mange af dem fra Kanten, Konfus og Rytmisk Farveladeforening frekventerer stedet, og det er jo bare enormt dejligt, at vi har et sted, der bliver ved med at appellere til nye, unge gæster i kraft af det, som eksisterende stamgæster har gjort stedet til, siger Denise Michael.
Værtsparret gør da også deres for, at der ofte er spændende ting på plakaten. Noget, de dog selv mener langt hen ad vejen skal tilskrives Vinbarens bestyrer, Mikkel Havn Sørensen, der ifølge Denise og Morten virkeligt har fået ting til at ske vedrørende stedets musikarrangementer.
Efterhånden i en håndfuld år har Vinbaren gang på gang præsenteret nye spændende musiknavne – og også taget chancer, som de ikke er forpligtede til at tage. Men især da Tobakken var lukket, var deres bidrag til den lokale musikscene yderst tiltrængt og relevant – og sådan skal det gerne fortsætte. I flere omgange har Vinbaren også haft litteraturoplæsninger, blandt andet med lokale forfattere som Henrik List og Erik Trigger.
– Så vidt muligt vil vi aldrig tage entré, når der er musik eller andre kulturarrangementer, for vi vil helst ikke udelukke nogen, som bare kommer for at få en øl og egentligt ikke er interesserede i andet. Men nogle gange kan det clashe som den dag, da der kom en hel polterabend ind, imens vi virkeligt havde en lyt-efter-solo-koncert. Men sådan er det, og der skal være plads til det hele, siger Morten Runge.
For nyligt tog Vinbaren også aktiv del i Fantasyfestivalen, hvor forskellige lokale kunstnere udstillede med udgangspunkt i universet fra forfatteren Maria Gessner Rolands bøger, der udkom samtidigt – og med udgivelsesfest på Vinbaren til følge.
Generelt er udstillinger blevet en ting på Vinbaren, hvor interesserede lokale kunstnere på alle planer er velkomne til at udstille seks uger ad gangen – noget som altid bliver fejret med en FERNETsering – for der serveres nemlig en gratis Fernet Branca og billigt fadøl i forbindelse hermed.
Og det er bestemt ikke for at lege gallerister, at Morten Runge og Denise Michael involverer sig i den slags. Kunstnerne beholder 100 procent af beløbet selv, hvis et af de udstillede værker bliver solgt.
– Vi vil gerne være en aktiv medspiller i byens kulturliv og støtte op om græsrødderne. Det gjorde vi fx også i sin tid med auktionen til fordel for Musikby Esbjerg, der voksede ud af rammerne her og endte med at blive afholdt på Huset med stor succes, husker Denise, der også i flere omgange har arbejdet sammen med den socialøkonomiske virksomhed Korn180 om diverse tiltag.
Selv havde Denise egentlig også helt andre planer, end at skulle være en moderne form for kromutter. Hun har da også en uddannelse som markedsføringsøkonom og færdiggjorde sin bachelor i design og business nogenlunde samtidigt med, at parret overtog Vinbaren.
– Jeg kom ind i branchen, allerede da jeg gik på handelsskolen, hvor jeg var på A-bar (det sted, der snart genåbner som Snurbart, red.), men det med at servere begyndte i Guldager Forsamlingshus, hvor eventkokken Thomas Lillerøj holdt til og hvor min mor, som ellers var i rejsebranchen, bijobbede, fortæller Denise.
Senere blev hun restaurantchef på Café Cozmo i Skolegade og var i en periode også på Spisestuen samt kortvarigt på Industrien. Og selvom branchen i de senere år har været i en overlevelseskamp – efter både corona-nedlukninger og sideløbende mere og mere kontrol og bureaukrati – så trives parret i den. Måske mest af alt, fordi de er i den sammen.
– Hvis nu min bedre halvdel var skolelærer, ville vi nok have svært ved at kunne relatere til hinandens arbejde. Der kan opstå ting, man er nødt til at reagere på, uanset om klokken er to om natten. Det er en del af det at være selvstændig i værtshusbranchen. Det er vores eget ansvar at holde maskineriet i gang, for der kommer ikke nogen check fra kommunen hver den første, konstaterer Morten Runge, der indrømmer, at tanken om et lønmodtagerjob af og til har strejfet ham.
– Jeg kan godt engang imellem tænke på, om det er det bedste for mine børn, for vi snakker selvfølgelig også om arbejde hen over aftensmaden. Men jeg synes, vi er gode til at prioritere tiden, så de på ingen måde lider afsavn. Desværre er jeg ret bange for, at der er børn, der ser deres forældre væsentligt mindre end vores gør, selvom udenforstående måske kan have en anden idé om, hvordan vores hverdag ser ud.
– Nogle går ind i denne branche, fordi de alligevel altid har siddet på den anden side af baren. Sådan var det ikke for os, selvom det da langt hen ad vejen også er en livsstil for os. Men ikke i den forstand, siger Denise, og Morten supplerer:
– Vi trækker nok lidt mere i retning af Familien Danmark, end hvad værtshusholdere tidligere har gjort. Der er ingen funktionspromille. Der er mere struktur. Men i 2024 bliver der også stillet langt højere krav fra samfundet, og tingene kommer ikke af sig selv, som de måske gjorde for årtier siden.
Fakta om Vinbaren, Danmarksgade 45: Apels Vinstue/Vinspecialisten åbnede 1. april 2006, da en ny bevillingslov tillod udskænkning i butikslokaler. Hurtigt blev stedet til “Vinbaren” i folkemunde, og lokalerne mere anvendt som bar end butik. Stedet har alle dage være kendt for et bredt udvalg af vine og specialøl – vistnok over 50 forskellige engang – og for ikke at sælge konventionelle ølmærker. Stedet har officielt heddet Vinbaren siden Morten Runges overtagelse 1. april 2016, men er ikke en vinbar i samme forstand som i København – hvilket af og til skaber sjove situationer, når der kommer københavnske gæster ind med andre forventninger til stedet.
Fakta om Boretårnet, Gl. Vardevej 27: Det traditionelle brune værtshus, der i visse kredse har øgenavnet ”Horetårnet”, på Gl. Vardevej har sit seje, solide stampublikum fra de mange boligblokke i nabolaget, men frekventeres også ofte af sportsfans på vej til og fra fodbold, håndbold, ishockey osv. Der vises da også ofte sport på fjernsynsskærmen, og der er mulighed for at spille pool osv. I modsætning til Vinbaren drikkes der en del øl fra traditionelle mærker. Boretårnet åbnede 1. december 1984 og har dermed snart 40-års fødselsdag. Boretårnet blev i mange år drevet af Gerhard Norddahl Jensen, inden Denise Michael overtog tøjlerne i 2019.
