Rigtigt mange esbjergensere flytter fra byen, når studenterhuen er i hus – for aldrig at vende tilbage igen. Under den faste rubrik Mig&Esbjerg sætter eksil-esbjergensere ord på deres rejse. Og på, hvad de savner ved vores sydvestjyske hovedstad.
Hvordan får du egentligt enderne til at mødes derovre i København?
Jeg er musiker og producer – men faktisk også fotograf. Jeg har lavet en masse pladecovers og portrætter, og er blevet sådan en, som mange musikere ringer til, når der skal tænkes visuelt og kreativt på samme tid.
Det er meget få mennesker forundt at have et professionelt liv i musikbranchen, fordi Spotify, Universal Music og Ticketmaster, altså kapitalisterne, er løbet af med alle pengene til musikerne. Så man må jo finde noget andet at lave, man kan betale husleje for.
Jeg har altid gerne villet leve et kreativt liv fuld af frihed, så jeg har fotograferet i snart 20 år og lever af det og har masser at lave. Ellers er jeg lige blevet far og hænger ud med min lille dreng Kim og hans mor. Og kan ret godt lide at tage i skoven eller ud til vandet.
Er der nogen derovre, der tror, at Fisker er et kitsch kunstnernavn, som du bare har fundet på, fordi du kommer fra en fiskerby?
Det ville jo være en kæmpe løgn, hvis jeg påstod at ingen nogensinde har tabt kæben, når jeg har fortalt, at jeg BÅDE hedder Mads Fisker OG kommer fra Esbjerg …
Hvorfor bor du egentligt derovre?
Jeg flyttede til København, da jeg var 19 år. Dum og uvidende og med en dødsensfarlig appetit på livet. Jeg er overlevet med nød og næppe. I København har jeg familie, og jeg har altid elsket at være i storbyen. Jo større, jo bedre.
Min kusines mand, som er københavner, sagde i 2009 i min mormors have: “Du hører da ikke hjemme i den lille by her, Mads.” Jeg kunne kun give ham ret, og så flyttede jeg et par uger senere.
Min hverdag er meget afslappet. Jeg arbejder helst så lidt, jeg overhovedet kan komme i nærheden af, fordi mine glæder og interesser ligger i familiens skød, i musikken og i kunsten.
Hvorfor udgiver man musik, når man er Mads Fisker?
Jeg spiller cirka to-tre timer hver dag, og har altid gjort det, og er de seneste par år blevet helt fortabt i at optage og mixe god lyd – altså i at arbejde som musikproducer. Det gør jeg for nogle forskellige bands lige for tiden.
Det hele startede i et gymnasieband fra det hedengangne Esbjerg Statsskole. Bandet hed “Karsten i Centrifuge” og agendaen i bandet var at ryge særlig tobak og skrive sange om egern, autonome mennesker og Vestkraft.
Jeg spillede også i et cowboy-rockband, der hed “FuckMarryKill”. Vi spillede for et udsolgt Huset, og jeg følte mig simpelthen som kongen. Nu er jeg efterskolelærer og har lige oplevet nogle elever stråle som solen, da de trådte af scenen efter deres første koncert.
De fælles oplevelser med musik og koncerter, sætter sig fast i én resten af livet. Som en junkie jagter jeg stadig den adrenalin og dopamin, der er i at stille sig op på en scene og spille musik med og for andre. Musik er det ultimative fællesskab.
Er der en speciel god grund til, at man skal høre netop din nye plade?
Jeg har skrevet albummet til min dreng, Kim, der er tre måneder nu. Da min kæreste og jeg fandt ud af, at hun var gravid, gik jeg i gang med at skrive sangene. Nu spiller jeg dem for ham hver dag, og sætter albummet på, på anlægget. Han siger “ruuuu”, og så synger vi på en måde sammen. Han kan rigtig godt lide det, og det er mega sødt.
Mads Fisker er 35 år gammel, bosat i København NV og opvokset i Esbjerg C. Han har udgivet fem fuldlængde-albums i eget navn samt en EP – på kun godt seks år. Han ville egentligt have været på konservatoriet, men blev aldrig optaget. Han optræder live med bandet “Ribe Amt” og er også en del af duoen “Madsen&Hansen”. Han har tomlet rundt i verden, da han var yngre – og så er han opvokset i et hjem uden meget musik. Han er for nylig blevet far til sønnen Kim og er aktuel med albummet “Tæt På”, der udkom den 6. november.
“Tæt På” er et behageligt akustisk album, som er lavet til både børn og voksne.
Forrige år hørte jeg en technoversion af “Hør den lille stær” og var lige ved at begynde at græde. Det var decideret blasfemisk, at en så smuk og poetisk sang skulle fuldstændig ødelægges og totalsmadres. Så besluttede jeg, at jeg ville noget andet med børnemusik, når jeg engang skulle lave det, så det har jeg gjort nu.
Det er rolige, akustiske sange fra mit hjerte til dem, der lytter med. Indspillet med nogle mildest talt fantastiske musikere. Man kan synge og nynne med på det og sætte det på til sine børn, når de skal sove.
Der er dog også en sang om at have tømmermænd – det er måske ikke så børnevenligt, men hvad børn ikke ved, har børn ikke ondt af …
Savner du nogensinde at bo i Esbjerg? Og hvordan mærker du, at mentaliteten er anderledes her i forhold til, hvor du bor nu?
Nej, jeg savner ikke at bo i Esbjerg, men jeg savner andre ting ved Esbjerg. Jeg anbefaler alle, jeg kender, at tage dertil, når de siger ‘at de vil tage rundt i landet i bil til sommer’. Tag til Vadehavet. Det er for vildt. Vestkysten. Vinden.
Derfor bliver jeg også glad, når jeg står af på Esbjerg Station, og jeg siger stadig til mine venner, at ‘jeg skal hjem til Esbjerg i weekenden’. Esbjerg er uden tvivl mit andet hjem.
Jeg cykler ofte ud til Esbjerg Brygge, når jeg er hjemme på besøg. Så kigger jeg på Vesterhavet, der spejler sig i solnedgangen. Nu hvor jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at jeg tænker på Vesterhavet mindst én gang om dagen.
Det er også dejligt at være i min mors kolonihave, der ligger ude ved stadion. Her kommer folk slentrende forbi og får et glas rosévin uden at have nogen særlig anledning, andet end bare at sidde og hænge ud og snakke vestjysk.
Jeg tror for resten stadig, jeg taler vestjysk, og min ekstremt københavnske kæreste gør grin med mig, når vi har været i Esbjerg, fordi min dialekt så tager til. “Har du lige været i Esbjerg, Mads?”.
Et freelance-liv i den kreative branche i København er på mange måder modsætningen til livet i Esbjerg, fordi alt kan føles hurtigt, overfladisk og til en vis grad nepotistisk her i storbyen. Det synes jeg ikke, man oplever i Esbjerg på samme måde, og det kan jeg faktisk godt savne i mit daglige liv i hovedstaden.
“Tæt På” kan købes på vinyl eller høres på din streamingtjeneste. Smuglyt til albummet her:
