MOBILVERSION
Loppesupermarked tilbyder gratis standleje til trængte familier
Kirppu tilbyder to ugers gratis standleje til trængte børnefamilier, der søger julehjælp – en mulighed for selv at skabe indtægt både før og efter jul.
Kirppu tilbyder to ugers gratis standleje til trængte børnefamilier, der søger julehjælp – en mulighed for selv at skabe indtægt både før og efter jul.
Kirppu tilbyder to ugers gratis standleje til trængte børnefamilier, der søger julehjælp – en mulighed for selv at skabe indtægt både før og efter jul.
Mens tusindvis af danske familier igen i år søger julehjælp, introducerer genbrugskæden Kirppu et helt nyt tiltag, der kan give økonomisk pressede børnefamilier et tiltrængt pusterum.
Familier, der har ansøgt Julehjælpen.dk, får tilbudt to ugers gratis standleje i alle Kirppu-butikker landet over – også her i Esbjerg.
Initiativet giver familierne mulighed for selv at skabe en ekstra indtægt ved at sælge ud af ting, de allerede har derhjemme. Ifølge Julehjælpen.dk er behovet blandt især enlige forsørgere fortsat stort og stigende. Organisationens talsperson, Nina Wejdemann, understreger, hvor meget hjælpen betyder:
– For et stigende antal familier er december ikke hygge og forventningsglæde, men en påmindelse om alt det, de ikke har råd til. Vi kan ikke redde familierne ud af fattigdom, men vi kan give dem et frirum. At Kirppu tilbyder gratis standleje, hjælper dem ikke kun til julegaver, men også efter jul. Det betyder rigtig meget.
En håndsrækning, der rækker længere end juleaften
I 2024 modtog næsten 9.000 familier julehjælp gennem Julehjælpen.dk. I år har cirka 350 familier allerede taget imod Kirppus standdonationer.
Marketingchef i Kirppu, Sophia Kalb Møller, mener, at genbrug rummer et stort potentiale for familier, der er presset økonomisk:
– Når man sælger ud af ting, man allerede har derhjemme, skaber man sin egen indtægt, og mange oplever, at overskuddet rækker længere end forventet. Men det er også et signal til alle andre: Genbrug giver mening – både økonomisk og for miljøet.
Behovet stiger år for år
Hos Julehjælpen.dk mærker man tydeligt, at flere familier er ramt af økonomisk usikkerhed:
– Vi ser hvert år, hvordan behovet vokser. Derfor gør det en reel forskel, når aktører som Kirppu tænker i nye løsninger, der ikke kun handler om akuthjælp, men om at give familierne en mulighed for selv at skabe en bedre start på det nye år, siger Nina Wejdemann.
Kirppus initiativ løber helt frem til udgangen af februar 2026 og kan dermed også hjælpe familierne i månederne efter jul, hvor økonomien ofte er ekstra stram.
FAKTA
- Hvad tilbydes?
To ugers gratis standleje i alle landets Kirppu-butikker for familier, der har ansøgt Julehjælpen.dk. - Gyldighed:
Tilbuddet gælder frem til 29. februar 2026. - Julehjælpen.dk:
Frivillig og non-profit organisation, som primært hjælper enlige forsørgere. - Behovet:
Næsten 9.000 familier fik julehjælp i 2024. - Aktuel efterspørgsel:
Ca. 350 familier har allerede taget imod Kirppus tilbud.






















