Andreas Bernt Thomsen havde en tumultarisk barndom, der bød på alvorlig sygdom, anbringelse i plejefamilie og alt for meget ballade. I dag har han fundet sin helt rette hylde i livet. Her svarer han på ti spørgsmål om livet i Esbjerg.
Andreas Bernt Thomsen er 31 og butiksassistent i herretøjsforretningen Just Ask i Torvegade, hvor han for nyligt har fejret fem års jubilæum. Har tidligere arbejdet seks år hos Made in Spain og gået på erhvervsskole i Grindsted og gymnasiet i Varde.
Hvor i byen er du vokset op og hvor bor du nu?
– Jeg boede forskellige steder i min barndom. Faktisk også i Vejen i nogle år hos en plejefamilie. Men som syvårig kom en ny person ind i mit liv, Mette-Mor, som viste sig at være min rigtige mor. I et par år boede vi i den værste skodlejlighed inde i Danmarksgade lige over for Radio Victor, men flyttede senere ud i blokkene ved Fyrparken i Sædding. I dag bor jeg i indre by. Og elsker at bo her.
Hvor gik du i skole – og hvordan var din skoletid?
– Jeg gik på Danmarksgades Skole, men skoletiden var lettere kaotisk, fordi jeg i fjerde klasse blev ramt af kræft. Det var 1. april, jeg fik dommen, og da jeg skrev det rundt til mine klassekammerater, troede de, det var en aprilsnar. Det var det ikke. Men jeg fik kemo og det virkede. Fra den periode husker jeg særligt Jane Rendbo, min dansklærer, som virkeligt tog sig af mig – og i dag kigger hun stadigvæk forbi butikken fra tid til anden sammen med sin mand, kunstneren, Flemming. De har betydet meget for mig.
Hvad hed din bedste ven og hvad lavede I altid sammen?
– Jeg havde en rigtig god kammerat, Anders. Vi cyklede altid rundt og udforskede byen, som var lidt mere tilgængelig dengang, forstået på den måde, at man kunne komme ind i flere spændende baggårde og kringelkroge. Man var vel nysgerrig. Vi var en del af post-Jackass-generationen, så vi lavede også nogle vilde og åndssvage ting som at køre ind i en hæk siddende i en indkøbsvogn og den slags. Men det gik da godt for det meste.
Hvad ser du som den mest markante forandring i byen, siden du blev født?
– Efter 8. klasse flyttede vi til Nørre Nebel, det har været i 2008. Min mor mente, at jeg lavede for meget ballade og trængte til luftforandring. Det var nok også sundt nok, må jeg indrømme i dag. Otte år senere vendte jeg tilbage til Esbjerg og følte, at der var en anden vibe; byen ville noget mere og der var en anden storbystemning, end da jeg havde forladt den.
Hvordan er du endt med at blive hængende i byen?
– Det er jo nok lidt ad tilfældighedens vej, men jeg har omvendt aldrig haft nogen grund til ikke at blive hængende. Efter skolen gik jeg et år i gymnasiet i Varde, men det var jeg for utålmodig til. Jeg ville egentligt være kok, og da jeg fik arbejde ved Made in Spain, hvor jeg var i seks år, fik jeg til dels lov til at udleve den drøm. Og det var dengang, jeg kom tilbage til byen, følte mig rigtigt godt modtaget og fik dannet mig et nyt netværk.
Hvor får man byens bedste kop kaffe og hvorfor?
– I forlængelse af det forrige spørgsmål, må jeg svare Vinbaren. Her er højt til loftet, og det er her, jeg har lært mange gode mennesker at kende. En kop kaffe koster ikke meget mere end en sludder med sidemanden, hvad end det så er borgmesteren, der kigger ind under Folk & Fæstival, eller en mere prollet type. Her er plads til alle og man føler sig altid i godt selskab.
Hvordan ser den perfekte weekend ud for dig?
– De seneste fem år har jeg jo rigtigt ofte arbejdet om lørdagen. Sådan er vilkårene jo, når man arbejder i butik. Men jeg vil sige, at jeg nyder at tage til et kulturelt arrangement, måske på Huset eller Tobakken, efterfulgt af en god bytur.
Hvad er det dummeste, du har lavet på en bytur?
– Det kunne godt være dengang, jeg, efter en personalefest, kom hjem en sen nattetime uden nøgler. Tilbage til baren, som var lukket i mellemtiden … Hjem til en kammerat, der har min ekstranøgle, som jeg efter møje og besvær fik banket op. I mellemtiden var det blevet formiddag, og jeg var stadigvæk i mit klæd-ud-leopard-tøj, så det var lidt pinligt at gå igennem byen. Endeligt hjem og se dyner, hvorefter jeg bliver vækket af en nabo, der har fundet mine nøgler ude foran. Jeg havde åbenbart alligevel haft dem på mig i første omgang …
Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået i Esbjerg – hvor og hvorfor?
– Her må jeg sige Kok & Kuller, der lå i Skolegade. Det tog virkeligt røven på mig på en positiv måde. Det var virkeligt topklasse og de havde gode intentioner og ambitioner for at lave en fiskerestaurant i byen. Men desværre bukkede de under i coronatiden. Det var synd for dem og synd for byen.
Hvis du kunne lave én ting om i Esbjerg, hvad ville du så gøre?
– Jeg kender ingen som esbjergensere, der kan brokke sig over alt og intet. Tag fx de nye parkeringsregler. Det er altså ikke værre, end i andre byer. Det er som om, man er meget bange for alt nyt og forandringer. Tag det nu bare ind. Grib dagen. Livet er for kort til at brokke sig over den slags.
LÆS OGSÅ: Sidste år som teenager for Ditte og Just Ask
