Hyggerum, lange lys, misbrug, fællesskab og fire fulde kvinder på ladet: Corners var muligvis nok ved at blive et lidt støvet og kedeligt etablissement. Men så trådte den tidligere sømand og ejendomsinvestor Steen Lützhøft til som ny ejer.

Han har set det meste af verden gennem et kvart århundrede som sømand. Eller, som han selv siger, har han i hvert fald set havneknejper og horehuse verden over. Han har ejet et trecifret antal lejligheder og drevet flere serveringssteder i Ribe og Esbjerg.

Og så har han holdt en pause med alkohol og andre stimulanser i 19 år, fem måneder og 19 dage.

– Jeg rørte ikke en dråbe. Ingen stoffer. Ingenting.

Steen Lützhøft, 62, holder en lille kunstpause. Og man ved ikke rigtigt, om det, der følger efter, er pis eller alvor. Eller måske lidt af begge dele.

– Men man bliver jo klogere med alderen, så i dag prøver jeg på at indhente det forsømte, siger han og ligner en, der mener det.

Kan du så godt tåle at drikke en øl uden at falde i?

– Nej for helvede, jeg falder sgu i to gange om dagen. Det står jeg ved. Og det må I gerne skrive … Nej, jeg prøver at styre det. Men jeg synes, det er blevet sjovt igen, slår han fast.

Drikkepausen sluttede i øvrigt 2. december 2019.

Det er kun omring en måned siden, han blev ny vært på det gedigne værtshus i britisk pubstil, der i de senere år har levet en lidt hensygnet tilværelse på Glade Vardevej. Men der er sket ting og sager på de få uger. Ikke i fysisk forstand, hvor stedet ligner sig selv og ser ud, som det nærmest har gjort siden første åbningsdag for 52 år siden. Hvilket egentligt er det, Steen elsker allermest – og ved brune værtshuse generelt.

– Det er sgu autentisk. Der er ikke mange steder tilbage med den slags charme. Og når der åbner nye steder, sætter man en kulisse ind, der skal ligne det ene eller det andet. Det her sted er autentisk, slår Lützhøft fast.

For at gøre det ekstra brunt er det nu også tilladt at ryge igen, i det yderste af to lokaler – slyngelstuen, om man vil. Noget, som den tidligere ejer ellers indførte forbud imod for 18 år siden i forbindelse med den nye lovgivning på området. Tre år senere var det slut med biksemad, tarteletter, Corners-schnitzel og andre velkendte retter fra køkkenet, der siden har stået uberørt.

Den nye vært har drømme om igen at indføre servering af mad – men ikke på daglig basis. Det kunne måske være den sidste onsdag i hver måned eller en gratis bid brød en gang imellem til frokost, så stamkunderne får lagt bunden. Først skal der dog styr på køkkenet, som trænger til en ordentlig tur både maskinelt og i almindelighed.

– Dagsværtshuse som det her betyder jo alt for de mennesker, der har sin daglige gang her. Nogle tilbringer mange vågne timer her, skal du tænke på. Det er det eneste sociale, mange folk har. Men hvor skulle de ellers mødes? Det bliver ikke det samme på væresteder og den slags, siger Steen Lützhøft om bodegaernes sociale betydning i samfundet.

Og det lyder jo næsten som noget, der kunne stå i en CSR-politik. Det begreb har Steen Lützhøft aldrig hørt om, men han udfører det i praksis. Uden hykleri, uden at pakke det ind i pæne ord, eller fordi det ville være politisk korrekt.

På et værtshus er tonen som regel ligetil og hård, men ofte alligevel kærlig. Man skal ikke tage ret meget alt for bogstaveligt. Men skal man arbejde i miljøet, skal man kunne tåle mosten. Også selvom man bare er inde for at søge job i baren.

En smuk, moden, velsoigneret kvinde med en iøjnefaldende barm vækker opsigt blandt de få tilstedeværende mandlige stamgæster, da vi træder ind, men sådan noget er det selvfølgelig nu om dage på kanten af en #metoo-sag at kommentere som mand. Endsige – Gud forbyde det! – komplimentere.

Men det generer slet ikke en mand som Steen, der meget hurtigt fokuserer på kvindens fortrin, diskuterer størrelser og brystoperationer og spørger damen, “om hun har sat det lange lys på for hans skyld?!” Uden at hun på nogen som helst måde virker krænket over det i øvrigt …

Tingene bliver sagt uden omsvøb. Steen er en dreven mand; en garvet rotte. Han blev smidt ud for at sejle som 17-årig. Fyldte 18 undervejs. Og nåede at få sin “dåb” – på et hængende hår.

– Som ny sømand skal man helst have en tatovering og en tur på en luder, inden man kommer hjem igen. Jeg nåede begge dele, men først da vi var kommet i land i København, og jeg skulle overnatte, inden jeg skulle flyve hjem til Esbjerg dagen efter. Så tog jeg en tur ned ad Istedgade … Og så kom jeg stolt hjem og fortalte min mor om det, men det blev ikke så pænt modtaget, husker Steen Lützhøft, der i sin tid på de syv verdenshave har oplevet lidt af hvert.

Også set folk dø for eksempel.

Han er gammel nok til at vide, at alt har sin pris.

I samme uge som han og kæresten gik fra hinanden efter 19 år, skrev han under på lejekontrakten på Corners. Målet er ikke at tjene penge. Det skal helst bare gå i nul. Og så skal det være sjovt og behageligt for alle imens.

– Her er ingen kunder, klienter eller patienter. Der er gæster hernede. Jeg hader ordet kunder, siger han.

– Det er ikke for pengenes skyld, jeg er gået ind i det her. Det er sgu for menneskerne. Nu skal jeg jo ikke leve af det her. Det er filantropi. Jeg har, hvad jeg skal bruge. Jeg bor i et hus, der er betalt. Det handler om at hjælpe andre, og det her er en anden måde at gøre det på, siger han.

– Hvis det giver overskud i det første regnskabsår, så deler vi, så får de ansatte en bonus. For så er det deres fortjeneste, lover Lützhøft, der har ansat Per Lund Jensen på fuld tid og fire andre på deltid, der har de timer, de vil have og kan holde til.

– Hvorfor ikke bare tilrettelægge vagtplanen efter, hvad folk gerne selv vil? Så er alle tilfredse, siger Steen Lützhøft, der alligevel ikke er helt blind over for en god business-case:

– Jeg har et lille kontor lidt op ad trappen til venstre. Der vil jeg indrette et hyggerum. Det er fandme rigtigt. Med en grøn og rød lampe ude foran, og så vil jeg leje det ud for 100 kroner, siger Steen og bliver mødt af et skeptisk blik fra journalisten.

– Jeg mener det sgu, det er 100. Det kunne da være sjovt. De unge mennesker fra Rybners ville da elske det. Jeg elsker sådan noget. Der skal en gynge op og nogle gummilagner og noget. Ej, det er bare sjov, fis og ballade, siger Steen.

Eller er det?

Ambitionerne og armbevægelserne er store, men ikke i forhold til at tjene penge. Dem har han fra sine store ejendomssalg i 2018. Men for at skabe et sted, der betyder noget og som gør noget positivt for både ansatte og gæster.

– Jeg tror på, der er et enormt potentiale i det her sted. Det var også langt nede at ligge, men det skal vi have lavet om på. Nu sker der noget igen, siger Steen, der sætter ordentlighed højt.

Som et af bare to brune værtshuse i byen – det andet er Bodega Buster – har han valgt at tegne overenskomst med 3F, så de ansatte får overenskomstmæssig løn, tillæg i weekender og ydertimer, feriepenge og så videre.

– Og det vil jeg ikke have ros for. Man skal ikke rose nogen for at gøre det, der egentligt bare burde være naturligt for alle at gøre, siger han.

– Selv rengøringen, der kommer en time om dagen, kører sgu efter bogen.

Både til åbningsaftenen og i weekenderne sidenhen har der været masser af livemusik, dj og gang i den.

– Folk skal lige finde ud af, at vi er her. Men det skal nok komme. Vi klør på, siger Steen, der egentligt ikke går en døjt op i fodbold, men nu er nødt til at følge lidt med.

Corners har nemlig altid været en bastion for fodboldfans til og fra stadion, men også det har været aftagende i de senere år – sikkert af flere årsager.

Steen Lützhøft har indkøbt et praktisk lille køretøj, en slags tuk-tuk, som også skal skabe opmærksomhed for værtshuset i gadebilledet. Den er blevet pyntet med dusinvis af livsfilosofiske citater, som kunne være taget ud af Gajol-flasker … undskyld; -æsker.

Og så er der lad på.

– Sidste gang, der var bold, kørte jeg fire fulde kvinder ud til stadion på den, fordi de ikke kunne få en taxa. Det er da service, ikke? Vi kørte lige igennem afspærringen derude og hilste pænt på politiet. Med smil, godt humør og en sjov bemærkning kan man komme langt …