MOBILVERSION
Nyt filmprojekt i Esbjerg: Unge skal ikke bare se film – de skal skabe dem
Bag kortfilmen “KOLIBRI” står to unge filmskabere, der vil give Esbjergs ungdom en stemme – og et sted at mødes gennem nyt, flerårigt projekt.
Bag kortfilmen “KOLIBRI” står to unge filmskabere, der vil give Esbjergs ungdom en stemme – og et sted at mødes gennem nyt, flerårigt projekt.
Esbjerg skal være mere end en by, hvor man går i biografen.
Den skal også være en by, hvor unge selv står bag kameraet.
Det er ambitionen bag kortfilmen KOLIBRI, hvor de unge filmskabere Lasse Gottlieb og Kristoffer Ulbæk nu sætter gang i et større projekt, der skal skabe et kreativt filmfællesskab i Esbjerg.
– Vi vil skabe film fra de unges perspektiv – og vigtigst af alt: Vi vil skabe dem sammen med de unge, lyder det fra holdet bag projektet.
Det er ikke mange dage siden, vi hørte nogle af de samme tanker fra Astrid Juul Stenderup – en anden ung filmskaber fra Esbjerg: Esbjergenser er gået til filmen: – Det er så vigtigt, at unge får lov at møde kulturen
En rå fortælling om social arv
KOLIBRI er ikke en let historie.
Filmen følger 12-årige Kaia, der vokser op med sin voldelige far i skoven – et liv præget af kontrol, jagt og et brutalt verdenssyn.
Men da hun møder den fremmede August, begynder hendes billede af verden at slå sprækker.
Filmen kredser om social arv, opgør og spørgsmålet om, hvorvidt man kan bryde fri af sin baggrund.
Et åbent filmset for unge
Projektet handler dog om mere end selve filmen.
Gennem workshops, optagelser og efterfølgende arbejde inviteres unge mellem 15 og 29 år helt ind i maskinrummet.
Her kan de prøve kræfter med alt fra skuespil og manuskript til lys, lyd og klipning.
– På et filmset er der brug for alle typer. Det er et fællesskab, hvor både nybegyndere og erfarne kan være med, lyder det fra initiativtagerne.
Bag projektet står også samarbejdspartnere som Platformen, Kulturmøllen og Esbjerg Filmværksted.
Fra idé til premiere
Projektet strækker sig over flere år og er bygget op i faser:
Allerede i maj afholdes de første workshops på Platformen, hvor unge kan møde filmfolkene og få en introduktion til branchen.
I juni går optagelserne i gang – med unge som en aktiv del af filmholdet.
Senere følger workshops i klipning og efterproduktion, inden det hele kulminerer med en gallapremiere i Esbjerg i januar 2027.
Vil skabe noget, der bliver
Ambitionen rækker længere end én film.
Når KOLIBRI er færdig, er målet, at erfaringer og materialer lever videre hos de lokale aktører – så nye unge kan bygge videre på projektet.
– Vi vil give unge både troen på sig selv og konkrete kompetencer, så de selv kan drive film- og kulturmiljøet videre, lyder det.
Drømmer du om at lave film?
Så kan du komme helt tæt på processen ved en gratis filmworkshop på Platformen torsdag den 7. maj kl. 15.30-17.30. Her kan du prøve kræfter med film sammen med Wanted Productions og Esbjerg Filmværksted.
Du får en introduktion til fiktionsfilm og arbejdet med at skabe film i Esbjerg – og bagefter er det din tur. Med mobiltelefoner og kreative benspænd skal deltagerne selv fortolke en scene og prøve kræfter med både idé, optagelse og fortælling.
Workshoppen er for alle mellem 15 og 25 år – uanset erfaring.
Fakta: Projektets fire faser
Forløbet er bygget op som et inkluderende mikroevent i fire nedslag:
Åben workshop for unge ml. 15-25 år (7. Maj): Hands-on filmworkshop, hvor alle kan lære simple filmteknikker. Samtidig mulighed for at høre mere om at blive en del af filmcrewet til optagelserne af KOLIBRI.
Workshops med Kulturmøllen (7.-8. maj): Interaktive workshops på Platformen i samarbejde med Kulturmøllen. Her mødes vi og afmystificerer filmbranchen: Hvordan får man en idé til at blive til en rigtig film?
Produktion (19.-27. juni): De unge træder ind som en aktiv del af crewet under optagelserne til KOLIBRI. Her oplever de magien ved samarbejde på et professionelt set, hvor alle har en afgørende rolle.
Hybridworkshop (Sept/Okt): Ind i klipperummet. En 3-dages hybrid-workshop i samarbejde med Aarhus- og Esbjerg Filmværksted. Her dykker vi ned i, hvordan historien samles med klipning, lyd og visuelle effekter.
Gallapremiere (Januar 2027): Forløbet kulminerer med en forpremiere i samarbejde med Esbjerg Filmværksted og Platformen, inden den fælles premiere for en fyldt biografsal lige her i Esbjerg. Her hylder vi de unges indsats, og de får et færdigt, professionelt værk til deres CV.



































