’Kultur- og oplevelsesbyen’ Esbjerg lider under det gode, gamle Esbjerg-kompleks. Man gør det samme som alle andre i håb om at blive ’anerkendt’, at være lige så ’fin’ som dem. Men er det virkeligt sådan, man skaber kultur, identitet og positiv opmærksomhed for Danmarks femtestørste by?
– Hvis en musikfestival alene kan tiltrække tusindvis af nye indbyggere, ville Roskilde være verdens største by, ræsonnerede en anden gæst forleden ved et kulturarrangement, jeg var til.
Samtalen handlede naturligvis om Suset-festivalen, som Esbjerg Kommune over fem år vil pumpe 24 millioner skattekroner i. Dybest set i håb om, at unge fra hele kongeriget kommer til at knuselske vores sydvestjyske hovedstad med de mange hullede veje og dårlige busforbindelser, som alt for få vil flytte til, så meget, at de efter festivalen valfarter hertil for at bo og studere. Taget i betragtning af, at festivalen i skrivende stund ligner en Grøn Koncert til en tre gange så høj billetpris, har det selvsagt været svært at få esbjergenserne op af stolene i ren begejstring. Hvad der som bekendt kan være svært nok i forvejen …
Jeg mindes selv turene til Skanderborg, Ringe og Roskilde i mine yngre dage. For mig og sikkert for hundredtusinder af andre er festivaloplevelserne et herligt ungdomsminde, der hænger ved. Selvom en hel Midtfyns-festival i 2003 regnede væk, og jeg flere gange var ved at pakke sammen og tage hjem, står den alligevel som en kæmpestor oplevelse. Egentligt ikke så meget for musikken eller navnene på plakaten – bortset fra R.E.M, som havde fået indkøbt et lager af rene, tørre strømper, de kastede ud til publikum …
Men den lille midtfynske by summede i de fire festivaldage af liv og feststemte unge mennesker. Mange private lavede en nebengesjæft i deres garage ved at sælge mad, kaffe og lunkne dåsebajere eller tilbyde mobilopladning. Vi var sågar inde og bade i en hundekennel formedelst 25 kroner. Alt sammen en del af oplevelsen.
Jeg kunne sagtens se det hele foregå i Esbjerg. Se hvordan horder af tilrejsende bevæger sig via landgangsbroen fra festivalpladsen på havnen op igennem Havnegade-promenaden for at slå sig ned i en solbeskinnet Byparken med øl og smøger til en koncert på den lille scene (hvis den om nogle år bliver inddraget i festivalen) – eller måske søge ly for regnen i Broen eller på McDonald’s på Torvet.
Mine forældres generation vil forbande festivalgæsterne langt væk, når de vælter rundt og brækker sig i en hæk eller pisser på deres husmur. Det er også bare en del af oplevelsen. I en større sags tjeneste.
Men det, jeg vitterligt ikke kan få øje på er, hvordan man adskiller sig væsentligt fra Gentofte eller Varde ved at smide penge i netop denne festival. Endsige gøre sig mere spændende for de unge mennesker, man så gerne vil tiltrække på den lange bane. De nævnte byer (og mindst 27 andre) holder lignende musikfestivaler med de samme generiske navne på plakaten – mange i øvrigt uden en krone i kommunalt tilskud.
Det er superfint, at kommunen har nedsat en pulje på i alt 50 millioner kroner, som skal munde ud i gode events og oplevelser. Og som nævnt ovenfor er jeg sikker på, at både lokale og udefrakommende kan få et par skønne sommerdage på havnen og i byen. Men jeg kan godt blive lidt træt af, at festivalprogrammet er så decideret uoriginalt.
Da man i 2018 på 28. år havde en lokalt forankret festival med endnu større navne, som manglede én sølle halv million kroner for også at blive til noget året efter, var det ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ikke en kommunal opgave at drive festival. Men tjah, som ham den gamle traver ovre fra et andet parti engang sagde, så har man jo et standpunkt, til man tager et nyt …
Det nye er jo i bund og grund, at man for et par år siden besluttede sig for at blive en ”kultur- og oplevelsesby”, og her ligger hunden nok begravet. For hvordan kan man med ét slag blive en kulturby, når kultur er noget, som skabes igennem generationer og gennemsyrer en hel bys identitet?
Læs også: Henne om hjørnet – i havnebyen
København er stor nok til at have kultur af alle slags på alle mulige måder. Aarhus har TV2 og Thomas Helmig; Odense har H.C. Andersen; Ribe har sin lange historie, sin imponerende domkirke og sine smukke gamle huse. Esbjerg har lejet Tessa for en time.
Så kan hun stå dér på havnekanten og synge om at slikke hendes røv og råbe ”Hva’ så bitches, er I klar på at sutte noget pik eller hva’?!” Et sprog, de fleste yngre esbjergensere nok forstår, jovist. Men er det Esbjerg-kultur?
Og hvilke garantier har man egentlig for, at pengene ikke er spildte, når vi skriver 2029 – eller for den sags skyld i 2034 når kontrakten udløber? Man er vel skeptisk esbjergenser og tror kun det værste. Og hvis befolkningstilvæksten stadigvæk står i stampe på det tidspunkt, så har vi vel endnu engang overgået Aarhus i Aarhus-historier?
Tobakken var faktisk et stykke ægte kultur. Et hus med stolt, lokal historie og et klart, kulturelt brand, som var kendt og respekteret i resten af landet, og som også rigtigt mange af byens borgere havde et personligt forhold til. Desværre er Tobakken i disse dage en endnu større farce end EfB.
I Esbjerg har vi i øvrigt i forvejen en række unikke musik- og kulturfestivaler, som man hellere burde opdyrke og støtte meget mere fra kommunal side. Fuzztival med den tunge stonerrock, som gang på gang hiver store navne til byen. Folk & Fæstival, som musikpionéren Casper Mikkelsen skal have ros for. Og ikke mindst Fantasyfestivalen, som får unge rollespilsfans og cosplayere til at valfarte til byen – helt af sig selv. Man kunne også nævne Death Coast Festival, jazzfestivalen eller den desværre hedengangne Made in Esbjerg. Alle sammen dybt originale, anderledes lokale kulturevents, som man ikke kan opleve i hverken Varde eller Gentofte – eller hos de helt store kulturforbilleder Herning og Horsens!
Desværre kan der ikke sættes lighedstegn imellem ”kultur” og ”oplevelser”, og i tilfældet Esbjerg vælger man så at satse hårdt på oplevelser for unge frem for at skabe kultur for alle. Oplevelser købes. Kultur skabes.
Og nej, trods ungdommens store festivaloplevelser blev jeg selv aldrig så forelsket i Ringe, Roskilde eller Skanderborg, at jeg valgte at flytte dertil.
