Forfatteren Henrik List vil i ny og næ – med både flabet humor og sproglig originalitet – skrive gonzo-klummen ”Henne om hjørnet – i havnebyen” for EsbjergLiv.dk
Næsten to år efter, at en kommunalt bestilt ”bosætnings- og imageanalyse” om opfattelsen af Esbjerg i resten af kongeriget ramte os som et russisk missil, er vi måske stadigvæk lidt groggy. Eller dét er der vist nogle på rådhuset der er …
Man har i årtier forsøgt at gøre Esbjerg mere lækker med musikhus, ’festuge’ (nå ja, byfest!), rockspillested, universitetsfilialer, ny strand og BIG-arkitektur. Alt imens vores omdrejningspunkt, havnen, er gået op i et højere, klimavenligt gear med satsningen på grøn frem for sort energi. Og hvad er takken så fra vore landsmænd- og kvinder?
Ifølge førnævnte undersøgelse, at halvdelen af danskerne alligevel ikke anede en skid om Esbjerg. Mens den halvdel, der trods alt gjorde, kun forbandt byen med havn og fiskeri.
Blot seks (6!) procent fik associationer til hhv. offshore/vindenergi eller kultur/”De Fire Hvide Mænd”. Ligesom mine gamle københavnervenner, der typisk tror, at Esbjerg er en beskidt fiskerby med havneknejper, billige duller og øretæver i luften. Hvilket desværre ikke længere er tilfældet …
Under alle omstændigheder har befolkningstallet længe stået i stampe. Imens selv Varde boomer demografisk, og Vejle ånder os betænkeligt tæt i nakken på den nationale byhitliste …
Responsen fra politikere og embedsfolk på den beskæmmende analyse (og fiaskoen med at tiltrække studerende/højtuddannet arbejdskraft/nye indbyggere) kom efter et års betænkningstid – inklusiv yderligere inputs fra branding-konsulenter fra de københavnske saloner: Esbjerg skal være kultur- og oplevelsesby!
Jovist, vi er dynamisk hub for olie/naturgas, grøn energi, skibsfart og ro-ro-transport, og der er omkring 10.000 jobs på den store, sprællevende havn, men det er ikke heeelt nok. For det er, som om indflydelsesrige kredse i landets dog endnu femtestørste by er en smule flove over de vedvarende rygter om fiskestank og flyveskaller …
Vi har simpelthen fået honette ambitioner. Vi vil gerne være finere, end vi egentlig er. Vi vil gerne virke mere kulturelle og storbyagtige, end vi realistisk set nogensinde kan blive. Hvad der givetvis også gælder for eksempelvis Kolding, Horsens, Randers, Vejle, Herning, Holstebro eller Sønderborg. De vil alle sammen gerne være unikke (ligesom os), men hvordan kan disse byer blive dét, hvis de vil være det på præcis den samme måde?
For næsten enhver stor provinsby har et musik- og/eller kulturhus, en nedlagt fabrik med atelierer/øvelokaler/spillested og noget subkultur-halløj-hænge-ud-agtigt, hvor de unge, der ikke for længst er rejst væk, kan male graffiti, smugryge joints, spille basketball og stå på skateboard.
Næsten enhver stor provinsby har et moderne kunstmuseum med edgy udstillinger og begrænset besøgstal, der fantaserer om at blive det nye Louisiana, ARoS eller Arken.
Næsten enhver stor provinsby har mindst et par rockfestivaler, en film-, litteratur- eller teaterfestival, et alternativt folkemøde samt gøgl & ballondyr i gågaden i turistsæsonen.
Læs også: Oplevelser køber man. Kultur skaber man.
Næsten enhver stor provinsby har gourmetrestauranter, street food-markeder, barista-kaffebarer samt vin-, gin-, specialøl-, chokolade- og østerssmagninger for horderne af aficionadoer. Og alt det kultur- og oplevelseslir er vi såmænd da mange, der er glade for – det er jo slet ikke dét.
Men vil dette få gæster fra andre byer – og andre lande – til strømme hertil? Næppe. I så fald skal der bruges meget, meget mere end de afsatte 50 millioner bobs på et nyt kultur- og oplevelsesimage. Jævnfør sådan noget som Bilbaos Guggenheim-kunstmuseum, der vitterlig forvandlede en ellers hensygnende nordspansk havneby til en global drømmedestination.
”So ein Ding müssen wir auch haben”, kan danske provinsborgmestre – også vores egen – sikkert sidde på deres kontor og tænke. Men har de pengene, det politiske mod og de internationale kontakter til at skabe sådan en verdensklasseseværdighed? Jeg tillader mig at tvivle … Med al respekt også på, at en Suset-rockfestival med D-A-D og Nik & Jay – der i ét hug suger næsten halvdelen af de 50 mille – kan gøre en så afgørende forskel udadtil.
Jeg forstår selvfølgelig politikernes gode intentioner. Det handler om at fastholde jobs, beboere, stemmer og skatteindtægter. Om at tiltrække turister/investorer. Om at sikre sig positiv medieomtale og synlighed på Christiansborg. Om at sælge sig på et succesnarrativ om kunst og kultur, events og kreativitet.
Fair nok, men dette narrativ kan sgu altså bare være svært at tro på for os almindelige borgere. Ikke mindst i en by, hvor gaderne normalt ligger øde hen efter klokken 18, kommunale topchefer ikke selv gider bo, alt for mange butikslokaler står tomme, storcentre/supermarkeder tromler de små, fede specialforretninger, og nattelivet i weekenden ikke ligefrem imponerer nutidens unge. Og svært at tro på i en by uden et åbent flow imellem centrum og en havn, hvor der er masser af vindmøller bag NATO-hegn, men hvor de få turister, der vover sig derned om sommeren, har svært ved blot at finde en ægte fiskekutter eller købe sig en portion bakskuld og en kold fadbamse.
Muligvis burde man overveje at gøre noget grundlæggende ved sådan nogle lokale mangler og problemer, før man skal ud at hyre flere dyre arkitekter og kultureksperter?
Muligvis burde ’Blæsbjerg’ tage en slapper med at sælge sig selv udadtil og begynde at kigge indad i stedet for? Ja, stå ved, hvad vi i bund og grund er? Ikke ved at genopfinde, men snarere ved at genfinde byen?
Muligvis burde magthavere og meningsdannere overveje, om vi ikke skal gøre noget andet end alle de andre – f.eks. ved at forbedre og udvikle det, vi allerede har i forvejen, og styrke de skæve, kreative, kulturelle miljøer/mennesker, der faktisk findes lokalt, i stedet for altid at søge højtbetalt hjælp udefra?
Og muligvis burde vi først og sidst vende de fordomme, mange danskere har om Esbjerg, til vores egen fordel, fordi denne seje, salte, stolte historik er et dybt autentisk image, der er bedre end noget, vi kan købe os til for skattekroner?
