Kvinde med imponerende sportsbaggrund har sat sig for at redde verdens have fra mikroplast. De første tests fandt sted på Esbjerg Strand og kan få kæmpe betydning for hele verden.
I weekenden var Signe Simonsen på Fanø, hvor hun blandt andet fik udbredt kendskabet til Race for Oceans – en organisation, hun selv har sat i verden for at udrydde al den mikroplast, der igennem de seneste 80 år er endt i havet – og som er farligt, fordi det forurener miljøet, skader dyreliv, spreder giftstoffer og potentielt påvirker menneskers sundhed. Og værst af alt: Det bliver hængende – i årtier, måske århundreder, hvis det ikke bliver samlet op igen.
Og det er et kæmpe arbejde. Og problem. For som navnet siger, er emnerne mikroskopiske og derfor svære at indsamle – endsige se med det blotte øje.
I samarbejde med teknologivirksomheden Trifork har Race for Oceans udviklet verdens første strandrobot, der ved hjælp af kunstig intelligens (AI) kan identificere og opsamle små plastikpellets direkte fra sandet.
Projektet er en banebrydende teknologisk løsning på et globalt problem: de bittesmå plastikkugler, også kaldet pellets, som i millionvis ender i hav og natur og er svære at opdage med det blotte øje.
– Udviklingen tager afsæt i en stor database, som Race for Oceans har opbygget siden 2019, hvor frivillige har samlet mere end 5.000 pellets og dokumenteret dem med over 15.000 fotos fra kystområder. Billederne danner grundlag for træningen af den AI-model, som nu gør det muligt for robotten at genkende pellets mellem sand, sten og tang, kunne Signe Simonsen fortælle tilhørerne på Fanø, som bestod af elcykelkunder fra lokale Efuture, der var på tur i anledning af dragefestivalen og som støtter Race for Oceans.

– De første testkørsler med prototypen blev gennemført på Esbjerg Strand i foråret 2024, og teknologien har siden været afprøvet i en kontrolleret, indendørs sandkasse. Robotten – der minder om et lille terrængående køretøj – kan bevæge sig over ujævnt underlag og samle mikroplast op uden at forstyrre det omkringliggende miljø, fortsatte Signe, imens hun sendte et lille glas indeholdende de såkaldte pallets rundt i forsamlingen, der lyttede opmærksomt med og bestod af godt 70 deltagere.
Målet er, at teknologien snart kan bruges i fuld drift på strande over hele Europa. I næste fase integreres droneovervågning, hvor AI anvendes til at kortlægge forureningshotspots, så robotten kan indsættes præcist og effektivt – og med mindst mulig indvirkning på biodiversiteten.
Ifølge stifteren af Race for Oceans er den manuelle opsamling både fysisk og mentalt krævende. Med den nye teknologi er håbet, at arbejdet kan skaleres op og være med til at gøre en reel forskel – både i Danmark og globalt.
Grænsesprænger og frontkvinde
Signe Simonsen er udover at være initiativtager til Race for Oceans kendt for en imponerende sportsbaggrund – hun er nemlig den første danske kvinde, der har gennemført et såkaldt adventure-marathon på alle syv kontinenter.
Som tidligere elitesvømmer, dykker og vinterbader har hun oplevet konsekvenserne af plastikforurening på nært hold – både på land og under vand .
Med Race for Oceans forener Signe sin passion for sport og naturbeskyttelse i initiativer som den årlige Race for Oceans Relay: en 10-dages stafettur langs Jyllands vestkyst fra Sylt til Skagen – cirka 456 km.
Projektet kombinerer motion, strand- og havrensning samt oplysning om FN’s Verdensmål nr. 14: Livet i havet.
Signe, der er 43 og pt bosat i Løkken, arbejder globalt og har modtaget priser såsom Sustainable Development Goals Award i 2020. Grundlæggeren står i spidsen for en non-profit fond med over 30 frivillige og samarbejder med aktører som Unleash og Bestseller Foundations for at udbrede projektet internationalt.

Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print