MOBILVERSION
Skolegade bliver (næsten) bilfri: Hvad betyder det for dig, der bruger busserne?
Mere liv og færre biler i midtbyen. Skolegade bliver igen omdannet til byrum med udeservering, mens busserne flyttes i sommerperioden.
Mere liv og færre biler i midtbyen. Skolegade bliver igen omdannet til byrum med udeservering, mens busserne flyttes i sommerperioden.
Til sommer bliver Skolegade igen centrum for et stort byrumsforsøg – og denne gang udvides det markant.
Allerede fra den 14. maj og helt til den 20. september 2026 omdannes gaden i højere grad til et sammenhængende byrum med mere plads til ophold, aktiviteter og udeservering.
Det vil med andre ord sige i hele den periode, hvor fx Esbjerg Streetfood Festival, Esbjerg Festuge, Suset og Fantasyfestival afvikles.
Mere plads til byliv og udeservering
Forsøget bygger videre på erfaringerne fra 2025, hvor der blev registreret øget byliv og bedre opholdsmuligheder. Samtidig viste forsøget også udfordringer med blandt andet trafik, tilgængelighed og busdrift tæt på udeservering.
I år udvides gågadezonen, så den ikke kun omfatter strækningen mellem Englandsgade og Torvet, men også fra Torvet til Kirkegade, hvor blandt andet Rankin Park, Madklubben og Hotel Ansgar ligger. Restauranter og udskænkningssteder får mulighed for at bruge hele fortovsarealet på begge sider af gaden til borde, stole og ophold.

Derudover indrettes gaden med træer, blomsterkummer og bænke, som både skal skabe en mere indbydende atmosfære og sænke tempoet i området, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Busser flyttes væk fra Skolegade
En central del af forsøget – og som noget nyt i forhold til sidste år – er, at busserne ikke længere kører gennem Skolegade.
I stedet flyttes busbetjeningen midlertidigt til Havnegade i hele perioden. Herfra er der fortsat kort afstand til centrale destinationer som Torvet og Kultur- og Fritidshuset, men altså dog noget længere end vanligt.

Ifølge formand for Plan, By og Lokalsamfundsudvalget, Kurt Bjerrum, er det nødvendigt for at skabe bedre rammer i gaden:
– Flytningen af busserne giver den nødvendige plads til at skabe et mere trygt og levende byrum. Samtidig har vi haft fokus på, at det fortsat skal være nemt at komme til og fra midtbyen.
Ændringer i ændringer af buslinjer
På grund af arbejdet med Kleveparken i Havnegade, vil Rute 1A i en periode køre via Strandbygade, Stormgade, Toldbodvej, Hulvejen, Havnevej og Jernbanegade.
Bus 12 omlægges til Frodesgade og Jernbanegade, da det ikke er muligt at føre ruten via Havnegade inden for den planlagte køretid.

Nye regler for trafik
Der indføres samtidig nye trafikregler i området:
Adgangen til Skolegade med motorkøretøjer sker via Torvegade mod Englandsgade eller Kirkegade, mens der indføres indkørselsforbud fra Englandsgade og Kirkegade.
Varekørsel er fortsat tilladt i morgentimerne fra Kirkegade.
I gågadezonen skal bilister tage særligt hensyn til fodgængere, som må færdes på hele vejarealet. Den anbefalede hastighed er 15 km/t – cyklister må dog fortsat køre i begge retninger.

Forsøget bliver løbende evalueret
Kommunen vil undervejs indsamle data gennem blandt andet tællinger, sensormålinger og adfærdsstudier.
Målet er at skabe et solidt grundlag for den fremtidige udvikling af midtbyen.
– Med det nye forsøg i 2026 tager vi næste skridt mod en midtby, hvor byliv, sikkerhed og kvalitet går hånd i hånd, siger Kurt Bjerrum.


































