Vores Henne om hjørnet i havnebyen-skribent Henrik List sender en lille sommerhilsen fra sin altan i Vesterbyen – på en sjælden solskinsdag i den regnvåde sommer 2024.
Solen hænger tung og brændende over havnens kraner og borerigs; over flimrende skorsten og boligblokke i disen i horisonten.
Jeg har lige set OL-skateboarding på Eurosport og chiller i bar mave m. Cola Z & nikotin på altanen … En ung muslimsk kvinde med hovedtørklæde snakker skiftevis højlydt jysk og arabisk i sin smartphone, mens hun gynger sin lille, jublende datter på minilegepladsen nedenunder. En jævnaldrende dansk kvinde i bh og jeans hænger vasketøj op ovre i blokken bagved. De gamle sidder mest indenfor og ryger og drikker kaffe og ser fjernsyn på megafladskærme …
To store, unge hvide mænd i undertrøjer drikker dåsebajere nede på gaden, imens de på tredje time hamrer og banker metallisk på deres bil, hvorfra knaldhård amf-gabba-techno dunker non-stop fra højttalerne …
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Om lidt skal min nabo sikkert til at grille pølser i en sky af røg. Og om nogle timer vil en mørk SUV m. tintede ruder nok cruise ind på p-pladsen – med forsyninger til de kunder, der så i en times tid derefter kommer på knallerter og invalidescootere for at handle i ly af mørket …
Life goes on in da hood, og dét er såmænd okay i dag, når solen for en gangs skyld skinner over tagene i 6700 …