EsbjergLiv.dk’s redaktør må sande, at Suset allerede har vist sin berettigelse og store potentiale.
En EfB-trøje blev kastet op på scenen til hovednavnet Teddy Swims på Suset Festivals store scene sent lørdag aften. Den amerikanske soulsanger, der i øvrigt selv var iført en Suset-t-shirt, samlede trøjen op, kiggede lettere fremmedgjort på den og plantede den så på sit mikrofonstativ.
Seancen udløste koncertens vel nok største jubelbrøl.
Lige dér blev klimaks nået. Ikke fordi musikken var noget at skrive hjem om for mit vedkommende – og lyden var lige lovlig høj – men det var sekundært. Koncerten var alligevel kulminationen på to dages festival på kajkanten.
Seancen med den blå/hvide fodboldtrøje – et symbol på Esbjerg – blev pludseligt til det magiske moment, hvor vi som esbjergensere modbeviste os selv: Vi er faktisk stolte af at komme herfra, selvom vi tit banker os selv i hovedet med den modsatte overbevisning.
Det var et smukt øjeblik, der forenede mange tusinde esbjergensere i et helt særligt moment, hvor alting gav mening, og Suset beviste sin berettigelse. Også i forhold til den massive kommunale involvering.
Jeg har selv været kritisk over for Suset Festival. Der er fortsat mange meninger og holdninger, der kan være helt gyldige og valide, men der er også forudindtagelser, der er blevet gjort til skamme. Det vil jeg gerne indrømme.
Læs også: Oplevelser køber man. Kultur skaber man
Da jeg og min kollega i minutterne efter koncerten tog turen op over landgangsbroen, føltes Esbjerg pludseligt meget større. Der var en storby-vibe og et leben, som vi begge to har oplevet masser af gange som tidligere bosatte i Aarhus, men alt, alt for sjældent i Esbjerg.
For én gangs skyld var det ikke Torvet, der dannede ramme om et stort arrangement. Eller Vognsbølparken. Landgangsbroen og dens lette forbindelse mellem by og havn kom til sin ret. Byen kom tilbage til sit udgangspunkt – havnen – kan man næsten sige …
Festivalens placering på havnen må siges at være genial – ligesom de unikke rammer bestående af opstablede 40-fods-containere på asfalten. ”Grå Koncert”, hørte jeg nogle kalde festivalen i sjov – nok med reference til både underlaget og musikprogrammet, der lignede noget, man kunne opleve til en typisk Grøn Koncert over to dage.
Læs også: Suset: Hvor kom gæsterne fra?
Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense er festivaler, der foregår på en fjern græsmark uden synlig connection til de byer, de foregår i. Her må det siges, at Suset (bare navnet) allerede her i år 1 har formået at skabe en identitet, der taler ind i Esbjergs ånd og historie – uden at det blev for karikeret og tegneserieagtigt, hvilket kan være en svær balance.
Apropos det karikerede så kan man mene, at knallertræs er provinsielt, men det rammer ind i hjerterne på en del esbjergensere – og så er det vel bare godt set, at man som festivalarrangør inkluderer dén ånd og livsstil, som jo også understreger byens gamle ry som sådan lidt rå, ’prollet’ og ukompliceret?
Et par velmente råd: De senere år er der opstået masser af nye spændende gastrosteder i Esbjerg, hvoraf nogle også var til stede på festivalen, fx Esbjerg Bryghus (der også står bag den officielle Suset-øl), Tacobørsen og Gadens Gastronomer. Men de fleste madboder kom altså udenbys fra, og selvom jeg fik en suverænt god pizza fredag fra Ma Teo og lige så fish’n’chips fra Husted Vin lørdag, kunne det have været fedt med flere lokale leverandører. For vi har masser af kandidater.
Eller hvad med at genoplive Made in Esbjerg og tyvstarte om torsdagen – måske oppe i Byparken, der snart står foran en større fornyelse? Her kunne de bedste og største bands med rødder i byen sætte gang i festen. Bare en idé herfra for at rodfæste festivalen endnu mere. For selvom indslagene med Shantykoret Capstan den ene dag og Nordsøpigerne den anden – og Casper Mikkelsens trommebaskeri begge dage – var sjove og med til at forankre, kunne man sagtens skele mere til det lokale musikmiljø.
Hvis jeg skulle have ændret noget i tidsplanen, havde jeg fredag placeret Nik & Jay, så kidsene kunne have hørt dem, inden de alle sammen drak sig i hegnet – og så kunne de voksne have rocket til D-A-D efter mørkets frembrud. Lørdag ville jeg have byttet om på Magtens Korridorer og Oh Land, da førstnævnte bedre ville have kunnet udfylde den store scene og i øvrigt så ud til at tiltrække et større publikum. Men det var selvfølgeligt svært at vide på forhånd. Og hvad ved jeg i øvrigt om den slags?
Er jeg blevet fan af Tessa og Medina? Nej. Men jeg er blevet fan af Suset som koncept. Og jeg har vendt min holdning om. For ja, man kan da høre alle de samme danske navne 120 andre steder i landet i løbet af sommeren – men hvorfor f….. skulle man så ikke kunne høre dem lige her i landets femtestørste by?
Arrangøren, LiveNation, der er den største spiller i verden på området, vil investere 170 millioner kroner i festivalen over de første fem år – og herudover kommer tilskuddet fra Esbjerg Kommunes Kulturpulje på de meget omtalte 24 mille. Det vil med andre ord sige, at der arrangeres festival for 38,8 millioner om året. Det kan være svært at forstå, at det skal koste så meget, men sikkert er det, at festivalen ikke har givet overskud i år. Og lige så sikkert er det, at en lokal forening eller solospiller ikke har de samme ressourcer.
I forhold til det lokale kultur- og foreningsliv, krea-græsrødderne, den blomstrende ungdomskultur samt mindre, mere lokalt baserede festivaler, der måske føler sig både oversete og hårdt ramte af kommunale prioriteringer, så håber jeg, at Suset kan blive det fyrtårn, som borgmesteren taler så meget om.
Vel at mærke et fyrtårn, der (også) kan være med til at lyse de lokalt forankrede initiativer op, så det hele ikke kun handler om oplevelsesøkonomi på den middellange bane. Men så vi også får styrket det daglige, lokale kulturliv. For dét fortjener de mange ulønnede ildsjæle, der står bag alt fra Folk & Fæstival, Konfus, Fuzztival og Blå Døre til Skraa Scene.
Læs også: Henne om hjørnet – i havnebyen
Og er det så egentligt ok at bruge 24 millioner skattekroner (fordelt over fem år) på Suset? Har det vitterligt en effekt på indbyggertal og den slags?
Ingen kan vide det, men jeg vil nøjes med at konkludere, at Esbjerg i hvert fald ikke er blevet en ringere by at bo i, og at beløbet – trods alt og hvor kynisk det end kan lyde – i det samlede kommunale budget er en dråbe i havet.
Eller måske snarere et tiltrængt skvulp i en kop Cocio.
