Intimkoncerten med Steffen Brandt på Endrupholm kombineres med adgang til kunstudstilling i herregårdens stueetage.
Intimkoncerten med Steffen Brandt på Endrupholm kombineres med adgang til kunstudstilling i herregårdens stueetage.
Intimkoncerten med Steffen Brandt på Endrupholm kombineres med adgang til kunstudstilling i herregårdens stueetage.
Ovenpå et forår og en sommer med totalt udsolgte koncerter med TV-2 tager Steffen Brandt i slutningen af september på en turne med en trio, der består af sangerinden Anne Hjort, pianisten Dan Hemmer og selvfølgelig Steffen Brandt selv på guitar og vokal.
Med kort varsel er det lykkedes Musikhuset Esbjerg og Endrupholm Fonden at få Steffen Brandt og trioen til at komme forbi Endrupholm og give en koncert i herregårdens lade, der er blevet bygget om til en moderne koncertsal med plads til 150 gæster.
Den nye koncertsal bliver et af de første stop på Steffen Brandts turné, og intimkoncerten på Endrupholm kan opleves mandag den 29. september klokken 19.30.
Publikum får lejlighed til at høre og synge med på en række af Steffen Brandts største hits fra fire årtier, men på programmet er også mindre kendte sange. Sangen og musikken bliver bundet sammen af Steffen Brandts humoristiske og underfundige anekdoter.
Musikhuset Esbjerg er arrangør af koncerten i samarbejde med Endrupholm Fonden, der ejer den historiske bygning og er godt i gang med at etablere den som et kulturhus for alle.
LÆS OGSÅ: Esbjergenser har produceret det meste af TV-2’s nye album
Fonden betragter koncerten med Steffen Brandt som en fin test af den koncertsal, herregårdens lade er blevet til, men fonden vil også benytte lejligheden til at lade publikum komme inden for i selve hovedbygningen, hvor værker af 14 kunstnere fra Vestjyllandsudstillingen 2025 præger de stuer, der i fremtiden skal huse flere kunstudstillinger og andet.
Døren til herregårdens stuetage bliver åbnet fra klokken 17.30 for gæster med billet til koncerten klokken 19.30.
– Det samlede arrangement er et eksempel på en af de mange måder, Endrupholm som kulturhus kan arbejde sammen med eksterne arrangører, og vi glæder os både til koncerten og til at få kombinationen af kunstudstilling og koncert prøvet af, siger Henry Heiberg, der er formand for Endrupholm Fonden.
Billetsalget står Musikhuset Esbjerg for.
Koncert og kunstudstilling kombineres også på Endrupholm den 7. september, da den klassiske blokfløjteduo Duo Bragi inviterer til sin 10 års jubilæumskoncert i den nye koncertsal. Duo Bragi og gæster går på scenen klokken 19, men fra klokken 17.30 kan gæster med billet til koncerten komme indenfor på herregården og se Vestjyllandsudstillingens fine værker. Læs mere om det arrangement i vores omtale HER.






















