MOBILVERSION

12. maj 2026

1.100 svømmere indtager Esbjerg til internationalt kæmpestævne

Over 1.100 svømmere fra fire lande indtager i weekenden Esbjerg, når Danish International Swim Cup afvikles i to svømmehaller med shows, finaler og masser af frivillige.

Over 1.100 svømmere fra fire lande indtager i weekenden Esbjerg, når Danish International Swim Cup afvikles i to svømmehaller med shows, finaler og masser af frivillige.

Esbjerg bliver i Kristi Himmelfartsferien centrum for international svømning, når Esbjerg Svømmeklub igen afholder Danish International Swim Cup.

Fra fredag morgen til søndag aften danner både UC Syd Svømmehal og Svømmestadion Danmark rammen om det store stævne, hvor omkring 1.100 svømmere fra Danmark, Tyskland, Sverige og Finland deltager.

Dermed bliver Esbjerg fyldt med unge svømmere, trænere, familier og frivillige fra flere lande – og arrangørerne lover en weekend med både toppræstationer og festlig stemning.

Stævnet skiller sig blandt andet ud ved, at konkurrencerne afvikles samtidigt i to svømmehaller. Formiddagene byder på indledende heats, mens aftenerne afsluttes med finaler og store åbningsshows med lyd, musik og dansere.

Bag kulissen kræver arrangementet en enorm indsats. Ifølge Esbjerg Svømmeklub er mellem 200 og 250 frivillige involveret i løbet af weekenden.

De hjælper blandt andet med servering af mad, medaljeoverrækkelser, praktiske opgaver i hallerne og nattevagter på de skoler, hvor mange af deltagerne overnatter.

– Det kræver rigtig mange hænder at gennemføre et stævne af den her størrelse, og de frivillige er helt afgørende for, at det hele kan lade sig gøre, lyder det fra klubchef Mikkel Møller.

Esbjerg Svømmeklub er i dag Syddanmarks største svømmeklub og har deltagere på alle niveauer – fra babysvømning til international elite.

Der kan læses mere om stævnet på swimcup.dk.

Del artiklen