Denne artikel vil dykke ned i perioden fra 1950 til 1959; en tid hvor fundamentet for klubbens senere succes blev lagt.
EfB fylder 100 år den 23. juli i år. Det fejrer vi her på EsbjergLiv.dk, hvor vi igennem 10 spændende kapitler fortæller historien om det lokale fodboldflagskib. Her får du tredje kapitel, som omhandler årene fra 1950-1959.
1950’erne markerede en vigtig opbygningsperiode for Esbjerg fB. Selvom klubben ikke opnåede de helt store triumfer i begyndelsen af årtiet, blev fundamentet for fremtidige succeser lagt.
Holdet skulle i dette årti blive kendt som en typisk humørhold, der til tider spillede sprudlende champagnebold, som alle måtte beundre, og til andre tider gik helt ned. Denne meget ustabile spillefacon havde nær kostet klubben dyrt.
I 1954 skulle EfB’s skæbne i 1. Division således afgøres i den allersidste kamp. Ikke bare skulle man vinde kampen mod mesterskabs kandidaterne fra KB – B93 skulle samtidig sætte point til. 15.000 tilskuere blev mast ind på Atletikstadion og tusinder måtte stå udenfor til denne afgørende kamp.
Kampen blev først afgjort i de sidste minutter, da Svend Laugensen scorede sejrsmålet for EfB. Det siges at brølet fra tilskuerne kunne høres på Fanø. B93 spillede 0-0, og EfB kunne dermed blive i 1. Division. Det blev samtidigt en af de sidste kampe på Atletikstadion. I 1955 blev det nye stadion indviet.
Det nye stadion blev indviet i 1955. Hovedtribunen, som ses på billedet, stod frem til 2014, hvor man i forbindelse med opførelsen af de to nye endetribuner fandt ud af, at man også var nødt til at udskifte den gamle hovedtribune, som i dag bruges til blandt andet sponsorer, VIP’s og pressefolk.
Rigtig stabilitet opnåedes først ved ansættelsen af en en ny træner: Lajos Szendödi i 1955. Denne indførte specielle træningsprogrammer for at løse problemerne, og det skulle straks give resultater.
Med Szendödi ved roret og profiler som Jens Peder Hansen, Egon Jensen og flere andre på banen, opnåede klubben allerede i sæsonen 1956-57 at få sit første sæt medaljer. De var ganske vist ikke af den ædleste slags, men sølvet blev sikret for første gang i klubbens historie.
Mere skulle det dog ikke blive til for dette hold, men et nyt kuld var på vej. Samme år formåede en samling enestående ynglinge nemlig at vinde Danmarksmesterskabet til EfB. Mange af disse spillere skulle man komme til at høre meget mere til.
Klubben fortsatte med det seværdige spil i resten af årtiet, men der manglede lige det sidste før klubben kunne tage det sidste skridt. Hvilket de som bekendt i dag snart gjorde …
Turen til England
Uddrag fra Dagbladet Vestkysten:
Med DFDS rutebåd “Kronprins Frederik” afsejler EfB’s divisionshold i dag kl. 18 fra Esbjerg til England, hvor holdet i de kommende ti dage skal opholde sig og spille tre fodboldkampe. Det er så vidt vides første gang et rent dansk hold skal spille i England, idet andre klubber, der tidligere har været på besøg i England, har været forstærket med enkelte spillere fra andre klubber. EfB skal som bekendt spille mod Viggo Jensens klub Hull City og endvidere skal der spilles mod Sheffield United og Crystal Palace.
I turen deltager 17 spillere og fem ledere fra EfB. Det er: Gunnar Jacobsen – Eigil Pedersen – Reimar Hansen – Ove Hansen – Kaj Grinderslev – Erik Terkelsen – Egon Skou – Johs. Schmidt – Gregor Nielsen – Søren Andersen – Verner Nicolaisen – Knud Rasmussen – Holger Nielsen – Svend Laugesen – Georg Buhl – Jens Peder Hansen – Jørgen Nielsen og træneren Ejnar “Schwarte” Jensen.
Lederne bliver: Formanden Arnold Frandsen, sekretæren Rudolf Jensen, spillerudvalgsformanden Carl Nørby og bestyrelsesmedlem Walther Isaksen.
EfB tabte i øvrigt 2-7 til Hull, 0-7 til Sheffield United og 2-5 til Crystal Palace. Turen fandt sted i november 1954.
Årtiet i punktform:
- 1950: Året startede med EfB som en ambitiøs klub, der arbejdede på at konsolidere sin position i dansk fodbold. Med fokus på at udvikle lokale talenter og forbedre træningsfaciliteterne begyndte klubben at se en langsom men stabil fremgang.
- 1952: EfB rykkede op til 1. division, som var den øverste række i dansk fodbold. Dette var en stor milepæl for klubben og et tegn på de positive resultater af deres hårde arbejde og dedikation. Oprykningen var en stor motivationsfaktor for både spillere og trænere.
- 1955: Midten af årtiet markerede et vendepunkt, da EfB begyndte at etablere sig som en fast bestanddel i den øverste liga. Klubbens præstationer blev gradvist bedre, og de begyndte at tiltrække mere opmærksomhed fra både fans og medier.
- 1957: EfB formåede at opnå en imponerende andenplads i 1. division efter AGF og foran AB, hvilket var klubbens hidtil bedste placering i den øverste række. Denne præstation cementerede klubbens status som en seriøs konkurrent i dansk fodbold.
- 1958-1959: EfB fortsatte deres opadgående kurve med solide præstationer i ligaen. Selvom mesterskabet stadig ikke var kommet i hus, viste holdet konsekvent, at de kunne konkurrere med de bedste klubber i landet.
Opsummering
Perioden fra 1950 til 1959 var en tid med betydelig udvikling og opbygning for Esbjerg fB. Selvom klubben endnu ikke havde opnået de store triumfer, blev fundamentet for senere succeser lagt i disse år. EfB’s fokus på talentudvikling, solid træning og strategisk planlægning betød, at klubben ved indgangen til 1960’erne stod stærkt rustet til at blive en af de dominerende kræfter i dansk fodbold. Denne periode vil altid blive husket som en tid, hvor EfB byggede broen til sin gyldne æra og satte standarden for fremtidige generationer af spillere og fans.
Teksten er skrevet og redigeret af Tage Elkjær, Erik Hilmar Kragh og Fjodor Pedersen.
Kilder: EfB-retro.dk, EfBhistorik.dk, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, DBU og Verner Bruhn: Idræt i Esbjerg, 2005.
