1.100 svømmere fra tre lande indtog Esbjerg til Danish International Swim Cup – og værtsklubben leverede både medaljer og rekordregn.
1.100 svømmere fra tre lande indtog Esbjerg til Danish International Swim Cup – og værtsklubben leverede både medaljer og rekordregn.
Der var både lysshow, internationale deltagere, medaljer og masser af personlige rekorder, da Esbjerg Svømmeklub i Kristi Himmelfartsferien afholdt Danish International Swim Cup for 27. gang.
Og nu er der gjort status oven på den hektiske weekend.
Omkring 1.100 svømmere fra Danmark, Tyskland og Sverige deltog i det store internationale stævne, der endnu en gang fyldte Svømmestadion Danmark og UC SYD med konkurrence, fællesskab og feststemning.
Hos Esbjerg Svømmeklub er stoltheden stor efter en weekend, der krævede måneders planlægning og et enormt frivilligt engagement.
– Nu hvor stævnet er veloverstået, sidder vi tilbage med én følelse: stolthed. Stolthed over, at vi som klub kan løfte et stævne af denne størrelse, udtaler klubchef Mikkel Møller.
Cirka 100 konkurrencesvømmere fra Esbjerg Svømmeklub deltog selv i stævnet – fra de yngste talenter til seniorsvømmere på højt niveau.
Og resultaterne var markante.
Esbjerg Svømmeklub blev samlet nummer to i den samlede pointkonkurrence – kun overgået af et tysk startfællesskab med hele 170 svømmere fordelt på syv klubber.
Samtidig leverede klubbens svømmere hele 385 personlige rekorder ud af 533 starter. Det svarer til en imponerende PR-procent på omkring 72.
Men ifølge klubben handler Danish International Swim Cup om mere end medaljer og tider.
– At se svømmere på tværs af alder, køn og hold støtte, heppe på og hjælpe hinanden – samtidig med at der bliver grinet og skabt minder – dét er noget helt særligt, siger klubchefen.
Han sender samtidig en stor tak til både trænere og frivillige, som igen i år var med til at få det store internationale stævne sikkert i mål.
































