MOBILVERSION

15. februar 2026

5,5 burgere i minuttet: Gadens Gastronomer åbnede på ny lokation

Det har været næsten et år undervejs, men lørdag kunne Gadens Gastronomer slå dørene op i den nye restaurant. Den havde ejer Ian Chloe Nielsen på en måde ikke selv set komme.

Det har været næsten et år undervejs, men lørdag kunne Gadens Gastronomer slå dørene op i den nye restaurant. Den havde ejer Ian Chloe Nielsen på en måde ikke selv set komme.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

For fire år siden fik Ian Chloe Nielsen øje på en foodtruck på Esbjerg Camping. Køen var næsten lige så lang som duften af de churros, der blev solgt fra vognen, rakte. Den dag blev et frø sået hos Ian, der ellers havde en årelang, international karriere bag sig som designer og udvikler i tøjindustrien med udstationeringer i flere asiatiske lande for blandt andet Bestseller.

Og dengang – under coronapandemien vel at mærke – var det umuligt for Ian at pleje sine partnerskaber i Kina, hvor han på daværende tidspunkt udviklede kollektioner og brands sammen med en lokal producent.

– Så jeg købte en foodtruck og fik Sune (Neil Kjær, partner indtil februar 2025, red.) med ombord. Oprindeligt ville vi sælge is og andre deserter, men vi kunne jo godt se, at folk gik over til pølsemanden klokken 12. Så sagde jeg til Sune: “Vi skal lave burgere”, hvortil han svarede: “Jamen alle laver jo burgere”. “Ja, men vi skal lave bedre burgere”, fortæller Ian om starten på Gadens Gastronomer – et navn, der bevidst ikke begrænsede eller indskrænkede.

- Da det blev aktuelt at åbne restaurant, gik der ikke fem sekunder før jeg tænkte: "Vi skal lave pizza". Det går godt sammen med burgere. Napolitanske pizzaer med fyld fra Italien. Foto: Fjodor Pedersen.
– Da det blev aktuelt at åbne restaurant, gik der ikke fem sekunder før jeg tænkte: “Vi skal lave pizza”. Det går godt sammen med burgere. Napolitanske pizzaer med fyld fra Italien. Foto: Fjodor Pedersen.

Og selv om der kan synes langt fra skyskrabermillionbyer som Shanghai og Tokyo til en pløjemark i Ådalen, er der nogle universelle mekanismer i spil, når det kommer til at få succes med sit brand og sine produkter. Der lyder et ordsprog om, at hvis man vil skabe et produkt, der bliver en sikker sællert, så producer en mælkekarton – og vil du have en forretning, der lever evigt, så sats på de døde og bliv bedemand. Den slags er der altid efterspørgsel på. Ligesom på burgere og pizzaer. Tidløse gastroklassikere, der findes i utallige afskygninger. Også i Esbjerg.

Signaturretten fra Gadens Gastronomer. Foto: Fjodor Pedersen.
Signaturretten fra Gadens Gastronomer. Foto: Fjodor Pedersen.

– Hvad var populært i går, som er det nu, og også vil være det i morgen, spørger Ian retorisk, og kigger ned i menukortet, der, i forbindelse med åbningen af den nye restaurant i Skolegade 41, er blevet udvidet med napolitanske pizzaer lavet på 72-timers koldhævet surdej og toppet med ægte italienske ingredienser.

– Der er som sådan ikke noget innovativt i at lave en burger eller en pizza, men vi laver den bedste udgave af en burger eller en pizza. Og det er sådan, man kan skille sig ud. Copy-Paste-Innovate, siger man i modeindustrien, og det er et mantra, jeg har taget med over i madbranchen.

– Vær tro mod dig selv og skab et produkt, hvor du kan stå inde for kvaliteten.

Ians kone Yvonne Montrone er fra Italien. Og designer. De to boede sammen seks år i Shanghai, men åbnede butikken Nobelz i Esbjerg i 2019, mens Ian fortsat pendlede til Asien. Det var for meget at gave over på en gang. Yvonne har stået for indretningen i den nye restaurant. Foto: Fjodor Pedersen.
Ians kone Yvonne Montrone er fra Italien. Og designer. De to boede sammen seks år i Shanghai, inden de med deres tre børn vendte tilbage til Ians hjemby Esbjerg og åbnede butikken Nobelz i 2019, mens Ian fortsat pendlede til Asien. Det var for meget at gabe over på en gang. Og så kom corona. Yvonne har stået for indretningen i den nye restaurant. Foto: Fjodor Pedersen.

Det med at lave den bedste version, har han lært i Japan.

– De er så perfektionistiske. Der bliver ikke overladt noget til tilfældighederne eller gået på kompromis, hvad end det er, de producerer. Det er også en af grundtankerne i Gadens Gastronomer, fortæller Ian Chloe Nielsen, der for nyligt har rundet 50.

Lørdag serverede Ian og personalet 1.000 gratis burgere (5,5 i minuttet) plus utallige hundreder stykker pizza(!) i den nye restaurant mellem klokken 12 og 15. Søndag var det så tid til den egentlige åbning, hvor der dagen igennem var langt flere gæster og ordrer end forventet. Og Ian, han havde egentligt ikke forventet, at han allerede i dag skulle sidde her i sin egen full scale-restaurant.

Tidløs servering. Foto: Fjodor Pedersen.
Tidløs servering. Foto: Fjodor Pedersen.

– Da vi startede den her rejse, var det ikke bare for spændingens skyld. Der var et klart mål med det. Idéen var egentligt, at vi skulle have en flåde af foodtrucks og efter nogle år skalere op ved at tilbyde franchising, men i mellemtiden dukkede lejemålet i Skolegade 26 op, og så tog tingene en drejning. Men i virkeligheden var det meget godt med en fast base at supplere foodtrucken med, da den gren af forretningen er meget sæsonbetonet.

Sune Neil Kjær og Ian Cloe Nielsen åbnede i Skolegade 26 i november 2023 med poké-bowls, loaded fries og ikke mindst burgere. Et nyt take på takeaway og american style streetfood, hed det sig dengang. Grøntsagerne i relishen og agurkesalaten skulle laves fra bunden, kartoflerne være økologiske og kødet af prima kvalitet. Sådan er det fortsat i dag – nu også bare med pizza.

På grund af uenighed om retning og forskellige ambitioner på virksomhedens vegne, trådte Sune Neil Kjær ud af foretagenet sidste år. Nogenlunde samtidigt kom CK Bonnichsen med ombord og overtog 40 procent af virksomheden.

– Så nu sidder vi her, og ambitionen er da, at konceptet på sigt kan brede sig til andre byer, fortæller Ian Chloe Nielsen, der også har beholdt lejemålet i Skolegade 26, hvor han senere vil præsentere et nyt koncept.

Del artiklen