MOBILVERSION

2. juni 2026

75 år med kamp for kvinder og piger: Nu donerer Esbjerg-klub 75.000 kroner

75 år med fællesskab og frivillighed. Esbjerg Soroptimistklub markerer jubilæet med en donation på 75.000 kroner til formål, der hjælper kvinder og børn både lokalt og internationalt.

75 år med fællesskab og frivillighed. Esbjerg Soroptimistklub markerer jubilæet med en donation på 75.000 kroner til formål, der hjælper kvinder og børn både lokalt og internationalt.

Da Esbjerg Soroptimistklub blev stiftet i 1951, foregik det under helt andre former end i dag. Det stiftende møde blev afholdt på Centralhotellet ved Torvet, hvor 57 kvinder mødte op, tiltaleformen var “De”, og medlemmerne omtalte hinanden ved efternavn.

Meget har ændret sig siden dengang, men ifølge klubben er formålet det samme som for 75 år siden.

I år kan Esbjerg Soroptimistklub fejre 75-års jubilæum, og det bliver markeret med en samlet donation på 75.000 kroner til en række organisationer og projekter, der arbejder for at forbedre vilkårene for kvinder og piger.

Har doneret 1,3 millioner kroner

Klubben tæller i dag omkring 30 medlemmer og arbejder fortsat for kvinders og pigers rettigheder, herunder adgang til uddannelse, arbejde og et liv uden vold og overgreb.

Arbejdet bliver blandt andet omsat til økonomisk støtte til forskellige projekter og organisationer.

Ifølge klubben har medlemmerne gennem de seneste 25 år indsamlet og doneret omkring 1,3 millioner kroner. Pengene er blandt andet kommet ind gennem loppemarkeder, servering ved arrangementer og frivilligt arbejde ved forskellige events.

Senest har medlemmerne blandt andet hjulpet til ved konferencen om Grøn Trepart i Musikhuset Esbjerg.

Lokale og internationale formål

Jubilæumsdonationen på 75.000 kroner bliver fordelt mellem en række formål både lokalt og internationalt.

Blandt modtagerne er Mødrehjælpen i Esbjerg, Julemærkehjemmet, SOS Børnebyerne i Ukraine og Letland, uddannelse af kvinder i Afghanistan samt skolemad til børn i Burkina Faso.

For Soroptimistklubben er fællesnævneren, at projekterne bidrager til bedre muligheder og vilkår for kvinder og børn.

Del artiklen