Kenneth Eriksen fra det lokalt forankrede Another World Entertainment inviterer 85 skoleelever i biografen til særvisning af kommende animationsfilm for børn.
Den 25. juni drager 85 børn fra 1. årgang og fem lærere fra Hjerting Skole i biografen for at se en særvisning af den kommende animationsfilm ”Ræv og Hare redder skoven”. Filmen har reel først premiere den 11. juli.
“Ræv og Hare redder skoven” er en sød, farverig og humoristisk animationsfilm for børn i alderen 5 til 11 år, og er baseret på de berømte bøger af Sylvia Vanden Heede, der også er udgivet i Danmark. ”Ræv og Hare” er tidligere kendt fra DR Ramasjang, hvor tv-serien har begejstret børn og barnlige sjæle igennem flere sæsoner.
Nu har de to populære figurer fået deres helt egen film, som er instrueret og produceret i Holland af Mascha Halberstad. Og én af årsagerne til, at børnene fra Hjerting Skole kommer i biografen, er faktisk netop, at filmen er produceret i Holland og dermed i EU.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
En anderledes måde at bruge EU-midler på
Det er den esbjergensiske filmdistributør Kenneth Eriksen fra Another World Entertainment, der har inviteret børnene fra Hjerting Skole på denne oplevelsesdag.
– Det er en dag, jeg glæder mig til. Ikke mindst fordi det bliver spændende at se børnenes reaktion på filmen, men også fordi vi har taget hul på et nyt tiltag. Filmen er støttet af Creative Europe MEDIA, blandt andet med midler øremærket til promovering, og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at bruge nogle af disse midler på, end at vise filmen for en stor flok børn i biografen. For hvem er bedre til at udbrede det glade budskab om en god animationsfilm end netop børn, siger Kenneth Eriksen.
En række af Danmarks bedste skuespillere lægger stemmer til Ræv, Hare, Børste og alle de andre sjove og dejlige dyr i filmen. Man kan blandt andet høre Rasmus Botoft, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Nicolai Jørgensen, Mark Le Fêvre og mange flere folde sig ud på det hvide lærred.
Senere på året står den på ”Mulm”
Senere på året udgiver Kenneth Eriksen og Another World Entertainment også filmen ”Mulm”, der er en filmatisering af gyserromanen med samme navn, som er skrevet af den esbjergensiske forfatter Teddy Vork.
Men på tirsdag handler det om at give børnene, og forhåbentligt også lærerne, en god oplevelse med ”Ræv og Hare redder skoven.”