MOBILVERSION

19. juni 2026

To generationer på scenen og én i ånden: Madsen & Co. bragte guldet til ‘hjemstavnen’

Madsens meget imødesete optræden under Esbjerg Festuge blev både en hyldest til fortiden og et løfte om fremtiden for den vestjyske musikerslægt.

Madsens meget imødesete optræden under Esbjerg Festuge blev både en hyldest til fortiden og et løfte om fremtiden for den vestjyske musikerslægt.

– Vi skal hen og høre ham Peter Madsen nu!

Et par ungersvende, der med stor sandsynlighed aldrig har oplevet en koncert med Johnny Madsen, satte de lange ben foran med kurs mod menneskehavet på Torvet torsdag aften til den – måske – mest imødesete af de gratis koncerter til årets festuge.

Torvet var fyldt til bagerste brosten. Der var længere til scenen end til Musikhuset fra de bagerste rækker. Foto: Fjodor Pedersen.
Torvet var fyldt til bagerste brosten. Der var længere til scenen end til Musikhuset fra de bagerste rækker. Foto: Fjodor Pedersen.

Der var selvsagt tusindevis, der var kommet for at se giraffen – dem på de bagerste rækker, der stod nærmere Musikhuset end scenen ved Skolegade, var til en start iført vanlig træg, vestjysk skepsis og korslagte arme: “Vi ska’ li’ se, om ham sønnike nu ka’ noget eller hva'”.

Og det kan han jo. Som musiker og guitarist. Det vidste nogle af os – og dem oppe foran – udmærket i forvejen. Og med arvesølvet om bord og Knud Møller ved sin styrbords side har den 46-årige vestjyde med det forpligtende efternavn – og fornavnet Rasmus i øvrigt – lige pludseligt overtaget et forvent publikum af en anseelig størrelse.

Checkpoint Charlie: Der stod han så. Helt i front på Torvets store scene. Akkurat midt imellem den bar i Skolegade, Industrien, han drev fra 2015 til 2020, og den bar i Danmarksgade, Vinbaren, han skrev en sang om i på soloalbummet Pixi Zoo fra 2009. Med en fadøl i hånden. Foto: Fjodor Pedersen.
Checkpoint Charlie: Der stod han så. ‘Sønnike’. Med en fadøl i hånden. Helt i front på Torvets store scene. Akkurat midt imellem den bar i Skolegade, Industrien, han og hustruen drev fra 2015 til 2020, og den bar i Danmarksgade, Vinbaren, han i eget navn udgav en sang om på albummet Pixi Zoo i 2009. Foto: Fjodor Pedersen.

En vovet tjans at påtage sig. Et utaknemmeligt job, kunne man mene. Bare spørg Jordi Cruyff eller Axel Merckx – sønner af store koryfæer med umulige odds for nogensinde at kunne leve op til de forventninger, der ufravigeligt følger med, når man går i sin fars fodspor.

Da Madsen Junior juleaftensdag 2024 meldte ud – blot et par måneder efter faderens død – at han ville tage på turné og løfte den musikalske arv videre, vidste ingen rigtigt, hvordan det skulle gå.

Knud Møller var Johnny Madsens faste guitarist i årtier. Foto: Fjodor Pedersen.
Knud Møller var Johnny Madsens faste guitarist i årtier. Og en af landets bedste af slagsen. Foto: Fjodor Pedersen.

Men at have to entries på Ekstra Bladets liste over sidste års bedste fem koncertoplevelser i landet – og kritikerros en masse – kombineret med den store masse af billetkøbere, der synes at være næsten umættelig – ja, så går det jo sådan set meget godt med det projekt. For nu at sige det på vestjysk.

Madsen, der, udover frontmanden på guitar og vokal, i den faste besætning består af N.O. (Niels Ole) Thorning på tangenter, Niels Kvist på bas, hjemmebanedrengen Casper Mikkelsen på trommer, og ikke mindst Knud Møller på guitar, overbeviste hurtigt de tvivlere, der eventuelt måtte være tilstede på Torvet for at overvære Madsen 2.0 for første gang.

Rasmus Madsen har flere gange været med Johnny på scenen ved Esbjerg Festuge. Første gang til den første udgave i 1997. For 29 år siden. Foto: Fjodor Pedersen.
Rasmus Madsen har flere gange været med Johnny på scenen ved Esbjerg Festuge. Første gang til den første udgave i 1997. For 29 år siden. Som 17-årig. Torsdag aften stod han selv i centrum. Foto: Fjodor Pedersen.

For efterhånden som hit på hit blev leveret med største stringens, måtte selv den mest tavse vestjyde overgive sig til Madsen & Co.

Og lukkede man øjnene for en stund, kunne man blive tilbøjelig til at give Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo ret: Man kunne foranlediges til at tro, at Johnny var genopstået.

– Nu står vi her i Esbjerg, så skal vi da næsten have en rigtig sømandssang, lød det fra Madsen som introduktion til Griseriet på Bounty fra hitpladen Bounty Blue fra 1991.

Heller ikke Færgemanden blev forbigået her på Torvet i Esbjerg, fire kilometer i fugleflugtslinje til Fanø, hvor Johnny Madsen flyttede til fra Thyborøn midt i 1980’erne, da sønnike var en lille purk. Faktisk handler sangen om Johnnys gamle ven, der sejlede en helt anden færge – mellem Røndbjerg og Livø, men det var de fleste nok ligeglade med denne aften.

Sommerliv 2026
Rasmus Madsen har en solid baggrund som sangskriver, guitarist og producer. I forskellige konstellationer har han spillet på ikke så få af landets mindre scener. I front for Madsen og med ophavet i bagagen er det landets største festivaler og spillesteder, der for tiden kalder. Foto: Peter Langwithz Smith.
Rasmus Madsen har en solid baggrund som sangskriver, guitarist og producer. I forskellige konstellationer har han spillet på ikke så få af landets mindre scener. I front for Madsen og med ophavet i bagagen er det landets største festivaler og spillesteder, der for tiden kalder. Foto: Peter Langwithz Smith.

Da undertegnede første gang oplevede Rasmus Madsen på en scene i sådan cirka 2009 på Huset i Finsensgade i forbindelse med hans eget – og tredje – soloalbum Pixi Zoo, var indtrykket, at æblet godt nok ikke var faldet langt fra stammen. Hverken vokalen eller i form af sceneoptrædenen. Eller mangel på samme. Promillen var givetvis tættere på nul end farmands havde ry for, men lunefuldheden, den underspillede humor og interaktionen med publikum var meget lig den samme – hvilket i høj grad er det, som mange elskede Johnny Madsen for.

Uanset hvor mange gange, man havde hørt den samme joke, var den lige sjov hver gang, den blev leveret fra scenekanten. Torsdag aften blev en håndfuld af dem – i genfortolket version – strøet ud over Esbjergs centrale plads imellem sangene, hvor orkestret gik på scenen til originalindspilningen af Flyver Blues. Og på den måde bliver en koncert med Madsen til en form for odyssé over sangenes og vittighedernes ophavsmands virke.

Siden første optræden er Madsen gået på scenen til en båndet udgave af en af Johnny Madsens klassiske monologer. Et greb, der er med til at sætte scenen. Foto: Peter Langwithz Smith.
Siden første optræden er Madsen gået på scenen til en båndet udgave af en af Johnny Madsens klassiske monologer. Et greb, der er med til at sætte scenen. Foto: Peter Langwithz Smith.

Og måske sønnike ikke er kendt for den samme krøllede hjerne og poetiske åre som den gamle, men han kan dæleme spille guitar! Alment kendt er det muligvis heller ikke, at Rasmus faktisk stod bag hovedparten af sangene på Spidsen af kuglen-albummet fra 2007 og fodboldsangen Blå sol over Esbjerg, der desværre ikke var på sætlisten.

Koncerten på Suset Festival i Esbjerg i fjor var bandets kun tredje efter debuten på Haze over Haarum, efterfulgt af Smukfest i Skanderborg. Siden er der allerede løbet meget vand gennem sejlsejlrenden, og koncerten på Torvet var således nummer 34. Resten af sommeren bliver det antal øget betragteligt. I marts spilede bandet to gange på Tobakken og næste år er der planlagt to koncerter i Musikhuset som en del af en ny spillestedsturné.


I tiden med Johnny Madsen spillede Møller alle soloerne. Sådan er det ikke nødvendigvis længere, når styrmanden er Rasmus. Foto: Peter Langwithz Smith.
I tiden med Johnny Madsen spillede Møller alle soloerne. Sådan er det ikke nødvendigvis længere, når styrmanden er Rasmus. Foto: Peter Langwithz Smith.

Og selv om publikum torsdag aften ikke kom ud og køre å æ motorvej, og selvom der ikke gik ud-med-Knud i den og scenedrillerierne var færre end forventet, så fik Esbjerg alligevel en hel speciel oplevelse:

Tredje generation gjorde nemlig sin entré: 16-årige Ziggy Madsen, der godt midtvejs i den fem kvarter lange koncert blev introduceret på scenen og som det mest naturlige i verden lige tog sig af soloen i Halgal Halbal – til aftenens største bifald i øvrigt.

16-årige Ziggy Madsen (tv) havde tidligere på dagen besøgt sin gamle folkeskole rundt om hjørnet fra Torvet for at spille lidt for eleverne. Aftenens opgave må have givet lidt flere sommerfugle i maven. Foto: Peter Langwithz Smith.
16-årige Ziggy Madsen (tv) havde tidligere på dagen besøgt sin gamle folkeskole rundt om hjørnet fra Torvet for at spille lidt for eleverne. Aftenens opgave må have givet lidt flere sommerfugle i maven … Mor Amalie Egholm udgør sammen med Signe Juhl og Louise Støjberg koret til højre i billedet. Foto: Peter Langwithz Smith.

– Det må han have fra moderen, konstaterede Rasmus Madsen tørt, da klapsalverne var stilnet af igen.

Det var på selv samme scene for 29 år siden – til første udgave af Esbjerg Festuge – at Johnny selv hev Rasmus med på scenen for første gang – 17 år gammel. Så selvfølgelig skulle det være her i byen, hvor familien i øvrigt var bosat indtil for få år siden. Og på den måde kan tilsnigelsen i overskriften vel godt forsvares.

Familieforetagende: Der er vist et band, der hedder Benjamin Hav & Familien. Og en dansk sitcom med navnet Madsen & Co. Torsdag var det meste af familien Madsen på scenen på Torvet - og så var der i særdeleshed én, der var med i ånden. Foto: Fjodor Pedersen.
Familieforetagende: Der er vist et band, der hedder Benjamin Hav & Familien, hvor ingen for alvor er i familie. Og så er der en bedaget dansk sitcom med navnet Madsen & Co. Torsdag aften var det meste af den vestjyske familien Madsen på scenen på Torvet – og så var der i særdeleshed én, der var med i ånden. Foto: Fjodor Pedersen.
Syngepiger: Rasmus Madsens hustru Amalie Egholm (i midten) udgør sammen med Signe Juhl (tv) og Louise Støjberg. Navne, der vækker en vis genklang i det esbjergensiske musikmiljø. Foto: Peter Langwithz Smith.
Syngepiger: Rasmus Madsens hustru Amalie Egholm (i midten) udgør koret sammen med Signe Juhl Jensen (tv) og Louise Støjberg. Navne, der vækker en vis genklang i det esbjergensiske musikmiljø. Foto: Peter Langwithz Smith.
Rasmus Madsen har forstået, at den bedste måde at ære arven på ikke er at kopiere den, men at føre den videre. Foto: Fjodor Pedersen.
Rasmus Madsen har forstået, at den bedste måde at ære arven på ikke er at kopiere den, men at føre den videre. Foto: Fjodor Pedersen.
Lokale Casper Mikkelsen på trommer og percussion i Madsen, hvor han udgør den faste stamme sammen med de garvede folk fra Johnnys band Knud Møller, N.O. Thorning. Foto: Fjodor Pedersen.
Lokale Casper Mikkelsen på trommer og percussion i Madsen, hvor han udgør den faste stamme sammen med de garvede folk fra Johnnys band Knud Møller, N.O. Thorning. Foto: Fjodor Pedersen.
Niels Kvist, der også rimer på Esbjerg, på bas i Madsen. Foto: Peter Langwithz Smith.
Niels Kvist, der også rimer på Esbjerg, på bas i Madsen. Foto: Peter Langwithz Smith.

MADSEN står der med versaler på scenen. Ikke så mange dikkedarer. Foto: Fjodor Pedersen.
MADSEN står der med versaler på scenen. Ikke så mange dikkedarer. Foto: Fjodor Pedersen.

LÆS OGSÅ: Madsen levede livet mere end en enkelt gang

Forlaget Læselyst
Del artiklen