“Jeg har altid vidst, at jeg skulle ikke det her,” siger Rasmus Madsen, søn af nys afdøde Johnny Madsen. Men nu gør han det. Tager ud og spiller seniors sange sammen med blandt andre Knud Møller og Niels Ole Thorning (NO). Madsen Band har set dagens lys.
– Jeg vil fortsætte der, hvor min far han slap. Jeg vil ud og møde hans publikum, og jeg vil stå på skuldrene af den kultur, han har opbygget. Og det vil jeg gøre sammen med Knud (Møller, red.) og drengene, siger Rasmus Madsen i en video, der blev lagt online juleaftensdag.
Han afslører samtidigt, at idéen om at tage ud for at spille farmands sange er noget, der er vokset i ham gennem det seneste halve år.
– Jeg har altid vidst, at jeg skulle ikke det her. Men for et halvt år siden var der noget, der rokerede inden i mig. Jeg har været i tvivl om hvorvidt, det her var en god idé, men det er jeg ikke mere. Vi tager ud på min fars vilje, jeres nåde og vores begejstring, lyder det også fra Rasmus Madsen, 45, i videoklippet, hvor den store – og på mange måder rørende – nyhed lanceres.
Prisoverrækkelse gav rygstød
I oktober modtog Johnny Madsen Rockakademiets særlige hæderspris – eller det vil sige, det gjorde hans søn, Rasmus Madsen. For Johnny kunne ikke selv være til stede på aftenen. Med sig havde Rasmus taget Johnnys trofaste sidemand Knud Møller.
– Og når vi nu alligevel var der, kunne vi jo lige så godt lukke op for sluserne og trykke noget Thyborønrock ind i Amager Bio, udtaler Rasmus Madsen, der indtil for nyligt var bosat i Esbjerg, i et statement, der samtidigt afslører, at Madsen Band allerede i 2025 vil spille en række eksklusive koncerter, inden de for alvor er klar til at indtage Festivaldanmark og de store spillesteder året efter.
Ved prisoverrækkelsen på Amager fremførtes de udødelige Johnny Madsen-klassikere “Udenfor sæsonen” og “Stjernenat”.
LÆS OGSÅ: Madsen levede livet mere end en enkelt gang
Ramsaltet autenticitet
I takt med at optagelserne fra Amager Bio fik en forbløffende rygvind på det store internet, voksede der hos far og søn et fælles ønske om, at historien ikke behøver at strande på Madsens sidste perron. Og det betyder, at de mange, der har fulgt Johnny i en menneskealder, igen kan komme til at opleve strømmen af ramsaltet autenticitet fra nærmeste og bedste hånd, på de danske festivaler og på de største indendørs scener.
I dagene op til Johnnys død, var Rasmus ovre at besøge sin far på Fanø.
– Han spurgte, om jeg havde fået styr på tropperne. Ja, svarede jeg. Fik du Knud (Møller, red.) med? Ja, svarede jeg. Godt, sagde han. Og så sagde han: Det er egentlig vidunderligt at tænke på, at mit musik nu skal rejse videre med to af Danmarks næstbedste guitarister, fortæller Rasmus Madsen.
Garvet ensemble
Med sig på scenen får Rasmus Madsen – udover uundværlige Knud Møller på guitar – Niels Ole Thorning, kendt som NO, på tangenter samt Casper Mikkelsen på trommer og Niels Kvist på bas. De to sidstnævnte udgør sammen med forsangeren i forvejen Rasmus Madsen Band, der debuterede under navnet Rasmus Madsen & The Echo Tapes tilbage i 2013.
Det er således et erfarent orkester, der er klar til at drage ud på de danske landeveje (motorveje?) og løfte arven efter et af dansk musiks største koryfæer.
Med på holdet er også Mogens Nørgaard, Johnnys lydmand igennem 15 år, samt Ulf Greiffenberg, roadie for Madsens band i godt to årtier.
Som man selv kan se og høre på optagelserne fra Amager Bio, så ligger live-oplevelsen tæt op ad originalen. Og tættere kan man af helt naturlige grunde vist heller ikke komme det.
Johnny Madsen døde den 4. november i år, 73 år gammel. Meget af hans koncertaktivitet blev aflyst i de sidste år, dels på grund af corona og dels af forskellige helbredsmæssige årsager.
“Godt Nyt” fra 2015 blev Johnny Madsens sidste album. På albummet “Spidsen af kuglen” fra 2007 skrev sønnen Rasmus flere af sangene, ligesom han også flere gange har optrådt sammen med senior og medvirket på flere albumproduktioner. De to udgav i 2009 i fællesskab EfB-hyldestsangen “Blå sol over Esbjerg”.
Rasmus Madsen selv har udgivet tre albums: “Rocket Lounge” fra 2004, “Boys and Satellites” fra 2007 samt “Pixi Zoo” fra 2008. Herudover virker han som producer for andre musikere – blandt andre esbjergensiske Nina Andreasen. Og så har han været involveret i et væld af andre musikalske projekter som The Last Waltz og The Electric Bob Dylan Project.
LÆS OGSÅ: Ny single – og fem langsomme med Nina Andreasen
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

