Mens sneen daler stille ned over Haraldsgade, og kulden bider i kinderne, står han dér. Rank. Sort. Og med et smil, der kan tø selv den mest frosne vestjyde op.
Mens sneen daler stille ned over Haraldsgade, og kulden bider i kinderne, står han dér. Rank. Sort. Og med et smil, der kan tø selv den mest frosne vestjyde op.
Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.
Midt i vintervejret har en ganske almindelig skraldespand fået personlighed. To store øjne. Et kækt smil. Et udtryk, der siger:
– Bare rolig, jeg tager skraldet – også på en onsdag i minusgrader.
Sne ligger som en lille hvid hue på låget, og selvom kulden presser sig på, ser den ud, som om den faktisk hygger sig. Måske tænker den:
– Det er jo bare lidt sne. Jeg står her hele året. Blæst? Intet problem. Regn? Kom an. Vestenvind? Har prøvet værre.
I en by som Esbjerg, hvor vi er vant til frisk luft og en orkan blot er en lille brise, er det næsten poetisk, at selv skraldespandene møder verden med et smil. Det er det, der har gjort os så ukuelige, som bysbarnet, fhv. statsminister, Poul Nyrup Rasmussen engang konstaterede.
