Med 1.197 personlige stemmer blev Jørgen Kvist, 61, valgt til Folketinget fra Sydjyllands storkreds. Nu lover han, at Esbjerg – og hele Vestjylland – ikke bliver glemt, selvom hans hverdag i dag udspiller sig langt fra vestkysten.

Han bor i København. Men rødderne er plantet solidt i vestjysk jord.

– Som jeg plejer at sige, lever jeg halvt i Vestjylland og halvt på Vesterbro, griner Jørgen Kvist, der er født i Esbjerg, men forlod området som ung for at studere teologi i Aarhus.

– Og selvom jeg ikke bor i Esbjerg, har jeg en stærk tilknytning hertil, og det forpligter, synes jeg, siger Kvist, der nu har fået 178 nye kollegaer, heriblandt Frederik Bloch Münster (K), Anders Kronborg (S) og Stephanie Lose (V), der alle tre er bosat i Esbjerg.

Har altid gerne villet i folketinget

For Jørgen Kvist er det ikke bare en politisk milepæl, at SF i Esbjerg har fået en repræsentant på tinge – det er også kulminationen på mange års personlige overvejelser.

– Jeg har hele mit liv set op til politikere og haft stor respekt for det at være folkevalgt, så jeg går til opgaven med både ydmyghed, energi og gåpåmod, bedyrer han.

Han har været medlem af SF i mere end 20 år, men først for to år siden blev tanken om at opstille til folketinget til virkelighed, da partiets lokalafdeling i Esbjerg spurgte, om han ville stille op.

– Det har ikke tidligere været foreneligt med de jobs, jeg har haft, men timingen var rigtig nu. Og at partiet samtidigt får så godt et valg og bliver det næststørste, har jo bare været fantastisk, siger Kvist.

Indtil august 2025 var han generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark. En stilling, han havde i 12 år. Siden efteråret har han været tilknyttet SF på Christiansborg – så han er altså ikke helt ny på gangene her – selvom det fremover bliver i en anden rolle.

– Der er selvfølgelig en masse lavpraktisk med kontor, adgangskort og systemer, og så er der det politiske arbejde, hvor nogle ting først falder på plads, når en regering er dannet – for eksempel ordførerskaberne, der ikke er fordelt endnu i vores parti, fortæller han.

Han overlader trygt regeringsforhandlingerne til partiets ledelse, men lægger ikke skjul på, at SF rigtig gerne vil i regering. Ved valget fik partiet 11,6 procent af stemmerne, hvilket kunne omveksles til 20 mandater.

Vesterbro og Vestjylland: Et ben i hver verden

I dag den nyslåede politikers liv delt mellem hovedstaden og Vestjylland, hvor han sammen med venner har et naturhus ved Sig, hvorfra hans store fritidsinteresse med fiskeri dyrkes – og netop den dobbelte tilknytning giver ham et særligt blik på Danmark, mener han selv.

– Når man står med et ben i hver verden, kan man tydeligt se ubalancen; Hvordan boligpriserne stikker helt af i København, mens udviklingen går uden om Sydvestjylland, og den ulighed vil få betydning i årtier frem for de kommende generationer. Det er ganske enkelt absurd uretfærdigt, siger han, og lover, at det bliver en af de ting, han vil tage fat på, når folketinget får alvor trækker i arbejdstøjet.

For ham er det et politisk valg, hvordan Danmark udvikler sig.

– Vi bestemmer selv, hvordan vi vil bruge de penge, der er i samfundet. Det handler om prioriteringer. Vi bruger for eksempel mere end en milliard skattekroner om måneden i tilskud til landbruget. Dem burde vi bruge på en bedre måde, så det skaber mere natur, rent drikkevand og liv i landdistrikterne, mener Jørgen Kvist.

Vestjyske rødder – og ansvar

Han er født i Esbjerg og formet af, at være opvokset på et familielandbrug i Ølgod – en baggrund, der præger hans politiske blik. Og netop derfor føler han også et særligt ansvar.

En mærkesag for Jørgen Kvist er netop udviklingen i landdistrikterne – og ikke mindst konsekvenserne, når funktioner forsvinder.

– Der er nogle strukturer, der bør ses på. Jeg kan ikke love, at alle busruter bliver genoprettet, men vi må forstå, at når vi nedlægger skoler eller fjerner tilbud, så gør vi det også mindre attraktivt at bo på landet. Og jeg tror faktisk, at der er rigtigt mange, der gerne vil det, men bare ikke finder det specielt attraktivt. Ville jeg selv bosætte mig mellem Tistrup og Ølgod som nabo til en stor gylletank, men ikke et træ i nærheden, spørger Kvist, og giver selv svaret:

– Det ville blive et nej tak, men hvis vi fra politisk hold gør det mere attraktivt, så tror jeg på, vi kan vende den udvikling. Vi skal have mere natur tilbage, mener han.

Han afviser samtidig forestillingen om, at land og by er hinandens modsætninger. Han holder selv af, at han med bopælen på Vesterbro og naturhuset i Vestjylland får det bedste fra begge verdener.

– De er forudsætninger for hinanden. Hvis vi glemmer det, risikerer vi et Danmark i endnu større ubalance. Og der er ubalance nok allerede nu.