Slutspillet begynder onsdag. Men allerede lørdag venter en sæsondefinerende Champions League-kvartfinale for Team Esbjerg.
Slutspillet begynder onsdag. Men allerede lørdag venter en sæsondefinerende Champions League-kvartfinale for Team Esbjerg.
Slutspillet i Bambuni Kvindeligaen skydes i gang onsdag aften, når Team Esbjerg gæster SønderjyskE Kvindehåndbold i Aabenraa.
Men selvom der er vigtige point på spil, er det svært at komme udenom, at blikket også er rettet mod weekenden.
Her venter nemlig første kvartfinale i EHF Champions League kvartfinale mod CSM Bucuresti – et opgør, der kan få afgørende betydning for hele sæsonen.
Axnér: – Ekstremt vigtig kamp
Cheftræner Tomas Axnér lægger ikke skjul på, at lørdagens kamp fylder.
– Selvfølgelig har vi fokus på kampen mod SønderjyskE, det er to point, vi spiller om, men opgøret på lørdag er bare ekstremt vigtigt. Vi kommer derfor også til at bruge kampen onsdag til at gøre os klar til weekenden, siger han.
Ambitionen er klar: endnu en tur til Final4 i Budapest. Men selv med fire deltagelser i træk er intet givet.

Vil isolere sig i toppen
Team Esbjerg går ind i slutspillet med to point i bagagen efter førstepladsen i grundspillet.
En sejr onsdag vil sende vestjyderne alene i front i puljen, der også tæller København Håndbold og Nykøbing Falster Håndbold.
– Vi ved, at vi har denne vigtige kamp, men vi skal stadig gøre et ordentligt stykke arbejde mod SønderjyskE. Det er et hold med kvaliteter, som vi skal være opmærksomme på, siger Axnér.
Presset program giver udfordringer
Optakten har dog ikke været optimal.
Flere spillere har været afsted med landsholdene og er først vendt tilbage til Esbjerg sent, hvilket har givet begrænset forberedelsestid frem mod onsdagens kamp.
– Flere er kommet sent hjem, så vi har først kunnet lave status tirsdag. Vi skal lige have tingene på plads igen og have en god start på slutspillet, så vi også er klar til kampen mod CSM, siger træneren.
Derfor er det også stadig uvist, præcis hvem der er klar til at tage turen til Aabenraa.



































