MOBILVERSION

18. juni 2026

Fra Damaskus til Esbjerg: Hazar hjælper andre mødre med at finde fodfæste

Hun flygtede fra Syrien og måtte begynde forfra i Danmark. I dag hjælper Hazar Albunni andre mødre med at finde fællesskab og håb i Esbjerg.

Hun flygtede fra Syrien og måtte begynde forfra i Danmark. I dag hjælper Hazar Albunni andre mødre med at finde fællesskab og håb i Esbjerg.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Da Hazar Albunni kom til Danmark fra Syrien, stod hun over for den samme udfordring som mange andre flygtninge: Hvordan starter man et helt nyt liv i et fremmed land? I dag bruger hun sine egne erfaringer til at hjælpe andre mødre i Esbjerg.

Når FN’s Internationale Flygtningedag markeres den 20. juni, handler det ikke kun om tal og globale kriser. Det handler også om mennesker som 39-årige Hazar Albunni.

Hun er født og opvokset i Damaskus i Syrien, mor til tre børn og bor i dag i Esbjerg, hvor hun er frivillig koordinator i mødregruppen Ny Mor under Dansk Flygtningehjælp.

Hver uge samles kvinder på Platformen i Østerbyen. Her mødes mødre med forskellige baggrunde for at dele erfaringer, skabe netværk og støtte hinanden i en hverdag, der for mange kan være præget af ensomhed og store omvæltninger.

Sommerliv 2026

– Det sværeste er at starte forfra – lære et nyt sprog, forstå kulturen og skabe et netværk, fortæller Hazar Albunni.

Ingen skal stå alene

For Hazar har fællesskabet været afgørende.

Hun ved af egen erfaring, hvor stor betydning det har at møde mennesker, som forstår de udfordringer, man står i, når man skal skabe en ny tilværelse langt fra familie, venner og det liv, man kendte.

– Det gør en kæmpe forskel at blive mødt med respekt og forståelse, det betyder bare rigtig meget. At være en del af Ny Mor er med til, at man føler sig velkommen, og at man vil kæmpe videre. Her hjælper vi hinanden, så ingen føler sig alene, siger hun.

Netop fællesskabet er omdrejningspunktet i mødregruppen, hvor kvinderne mødes hver onsdag og støtter hinanden i både små og store spørgsmål om familieliv, hverdagsudfordringer og livet i Danmark.

Drømmer om en tryg fremtid

Selvom vejen fra Syrien til Danmark har budt på store udfordringer, er Hazars blik rettet mod fremtiden.

– Jeg ønsker at arbejde og en tryg fremtid for mine børn, siger hun.

Og når hun beskriver sit nye hjemland, er det med varme ord om den by, hvor familien har slået rødder.

– Det er en rolig og familievenlig by at bo i med mange venlige mennesker.

Millioner på flugt

FN’s Internationale Flygtningedag blev etableret for at sætte fokus på mennesker, der er tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig, konflikt eller forfølgelse.

Ifølge FN er omkring 117,8 millioner mennesker på flugt verden over. Det svarer til mere end ét ud af 70 mennesker globalt.

Bag de store tal gemmer sig millioner af individuelle historier om tab, håb og nye begyndelser. Historier som den, Hazar Albunni og mange andre flygtninge hver dag skriver videre på – også her i Esbjerg.


    Del artiklen