MOBILVERSION

2. februar 2026

Alt er stadig åbent: Esbjerg Futsal har slutspillet i egne hænder

Trods en sejrløs januar og et knebent nederlag søndag lever drømmen videre. Med en stærk indsats og én afgørende kamp kan Esbjerg Futsal selv sikre en plads blandt de bedste.

Trods en sejrløs januar og et knebent nederlag søndag lever drømmen videre. Med en stærk indsats og én afgørende kamp kan Esbjerg Futsal selv sikre en plads blandt de bedste.

Esbjerg Futsal har fortsat kurs mod slutspillet, selv om januar ikke bød på sejre. Holdet ligger aktuelt nummer seks i rækken, og med en sejr – eller måske endda en uafgjort – i de sidste kampe i grundspillet kan esbjergenserne stadig sikre sig en plads blandt ligaens bedste.

Kampråb, mens cheftrænerne hilser på hinanden. Foto: Johnny Tauman.
Kampråb, mens cheftrænerne hilser på hinanden. Foto: Johnny Tauman.

Søndag gjaldt det en vigtig hjemmekamp i Blue Water Dokken mod Gentofte, der inden opgøret lå lige efter Esbjerg på syvendepladsen. I det omvendte opgør tidligere på sæsonen leverede Esbjerg Futsal en overraskende 6-4-sejr på udebane – ikke mindst overraskende, fordi Gentofte råder over flere landsholdsspillere, hvoraf fire var med denne gang.

Foran et par hundrede tilskuere endte det søndag med et knebent nederlag på 2-3. Et resultat, der ifølge cheftræner Lars Christian Zøhner lige så vel kunne være faldet anderledes ud.

Klap til dommere og modstandere er overstået - nu mangler kun kampråb. Foto: Johnny Tauman.
Klap til dommere og modstandere er overstået – nu mangler kun kampråb. Foto: Johnny Tauman.

– Vi tabte ikke på grund af dårligt spil. Det handlede om manglende skarphed i de afgørende situationer, og derfor er jeg faktisk stolt af den måde, vi kæmpede på mod overmagten, siger han.

Esbjerg Futsal måtte undvære hele fem spillere, og cheftræneren peger også på, at kampens fysiske dueller blev håndteret forskelligt.

– Vores gennemsnitsalder var omkring 22 år. Vi havde vildskaben, mens modstanderne var lidt mere snu i de hårde situationer. Sådan er sport, lyder det nøgternt fra Zøhner.

Fældet uden at få straffespark. Foto: Johnny Tauman.
Fældet uden at få straffespark. Foto: Johnny Tauman.

Stemningen i hallen fejlede dog intet. En stor gruppe unge fans sørgede for sang, råb, trommer og konstant opbakning til hjemmeholdet – en kulisse, der kan få afgørende betydning i sæsonens sidste hjemmekamp.

Der er gratis adgang til hjemmekampene, og fredag den 13. februar kl. 19.30 venter den potentielt afgørende duel mod Aarhus i Blue Water Dokken. Her kan Esbjerg Futsal selv sætte det sidste punktum – og spille sig direkte ind i slutspillet.

Del artiklen