MOBILVERSION

15. juni 2026

AltID og nye digitale krav har fået Tina på skolebænken – gratis

Da Tina Bau hørte om AltID, anede hun ikke, hvad det var. Nu har hun taget plads på skolebænken for at blive mere tryg i den digitale hverdag.

Da Tina Bau hørte om AltID, anede hun ikke, hvad det var. Nu har hun taget plads på skolebænken for at blive mere tryg i den digitale hverdag.

Da Tina Bau fra Esbjerg første gang hørte om AltID, vidste hun ikke, hvad det var. Men hun vidste én ting: Hun havde ikke lyst til at blive hægtet af den digitale udvikling.

Derfor meldte hun sig til et gratis IT-kursus hos FOF Aftenskolen, hvor deltagerne får hjælp til alt fra MitID og e-Boks til nye digitale løsninger, der løbende finder vej ind i danskernes hverdag.

– Jeg havde ikke hørt om AltID, før jeg deltog på kurset, men vores underviser Jan Sloth Gjørtsvang har heldigvis altid styr på, hvad der er vigtigst for os kursister. Den tryghed er bare god at have med i hverdagen, siger Tina Bau.

Ingen skal føle sig hægtet af

For Tina handler kurset ikke kun om at lære en ny app at kende. Det handler om at kunne klare sig selv i en hverdag, hvor stadig flere ting foregår digitalt.

Mange oplever usikkerhed, når nye digitale løsninger bliver lanceret, og derfor er interessen for undervisningen stor. På kurserne er der plads til spørgsmål, gentagelser og hjælp i et tempo, hvor alle kan være med.

Ny digital løsning på vej ind i hverdagen

Et af de emner, der fylder lige nu, er AltID, som blev lanceret tidligere på måneden. Appen fungerer som digital legitimation og kan blandt andet bruges som digitalt aldersbevis og identifikation i udvalgte situationer.

Tina Bau ønskede ikke at blive hægtet af den digitale udvikling. Derfor deltager hun i undervisningen, hvor AltID er et af de nye emner på programmet. Foto: FOF Sydvestjylland.
Tina Bau ønskede ikke at blive hægtet af den digitale udvikling. Derfor deltager hun i undervisningen, hvor AltID er et af de nye emner på programmet. Foto: FOF Sydvestjylland.

Målet er blandt andet at gøre det lettere at identificere sig uden at skulle dele flere personlige oplysninger end nødvendigt.

Hos FOF oplever man, at mange kursister gerne vil forstå de nye løsninger, inden de bliver en fast del af hverdagen.

– Det er afgørende, at folk kan få deres hverdag til at hænge sammen digitalt, og vores kursister skal kunne føle sig trygge ved den nye teknologi. Vi er sat i verden for at hjælpe dem, indtil de føler sig sikre, siger Christian Hatting Krogsgaard Hansen, afdelingsleder for den forberedende voksenundervisning (FVU) hos FOF Aftenskolen.

Gratis undervisning

De digitale kurser udbydes gennem FVU (Forberedende Voksenundervisning) og er gratis for deltagerne. Undervisningen gennemføres i samarbejde med Ældre Sagen og tilbydes i Esbjerg, Varde og Fanø kommuner.

Formålet er at styrke deltagernes digitale selvstændighed og gøre dem mere trygge ved at bruge de løsninger, som efterhånden er blevet en naturlig del af hverdagen.

Christian Hatting Krogsgaard Hansen er afdelingsleder for FVU hos FOF Sydvestjylland og oplever stor interesse for de gratis IT-kurser. Foto: FOF Sydvestjylland.
Christian Hatting Krogsgaard Hansen er afdelingsleder for FVU hos FOF Sydvestjylland og oplever stor interesse for de gratis IT-kurser. Foto: FOF Sydvestjylland.
Del artiklen