Team Esbjerg går efter den sjette sejr i træk, når holdet fredag aften møder København Håndbold i Bambuni Kvindeligaen.
Da Team Esbjerg-spillerne senest kom hjem fra en landskampspause, lød det fra cheftræner Tomas Axnér, at der gerne skulle komme point på kontoen frem mod næste pause. Den plan har holdet fulgt til punkt og prikke. Fem kampe er spillet – og fem sejre er det blevet til.
Fredag aften kan Team Esbjerg gøre rent bord, når København Håndbold venter på udebane i Bambuni Kvindeligaen.
– Det er meget vigtigt, at vi får de point med hjem. Vi har været inde i en god periode, og det skal vi gerne bevise i morgen, siger cheftræner Tomas Axnér.
Ro på efter hård sæsonstart
Efter en svær indledning på sæsonen, hvor topkampene stod i kø, har Team Esbjerg nu fundet ind i en rytme. De mange sejre har givet ro – både på banen og i omklædningsrummet.
– Vi har haft brug for den arbejdsro, som det har givet. Vi har også haft alle spillere til rådighed, og vi har kunnet gøre ting, som vi gerne ville det. Det er lykkedes os at lægge lag på vores spil, og det går godt i øjeblikket. Alle arbejder godt, og vi har en god følelse for tiden, siger Axnér.
Fredagens opgør bliver sidste kamp inden endnu en landskampspause, og truppen håber at kunne tage den sjette sejr på stribe med ind i pausen.
Topkamp i Frederiksberg-Hallen
København Håndbold har indtil nu vundet fire kampe og ligger inden runden nummer fire i ligaen. Holdets eneste nederlag kom mod Ikast Håndbold.
– København har imponeret. De spiller meget syv mod seks, og det er noget, vi har talt om og trænet til denne kamp. Det er et godt hold, men hvis vi arbejder hårdt i alle 60 minutter, har vi gode chancer for at vinde, vurderer Tomas Axnér.
Team Esbjerg rejser til hovedstaden med en skadesfri trup og ambitionen om at fastholde det momentum, som har præget holdet gennem de seneste uger.
Team Esbjergs trup til kampen
Bambuni Kvindeligaen, runde 6 – København Håndbold vs. Team Esbjerg
Tid og sted: Fredag den 10. oktober kl. 18.30, Frederiksberg-Hallen
Målvogtere: Katharina Filter, Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson, Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger
Streg: Kathrine Heindahl, Olivia Löfqvist, Tabea Schmid
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

