Husker du pornoautomaterne foran blad- og tobakskioskerne før årtusindskiftet?
Det gør jeg i hvert fald. Ikke mindst fordi jeg i en fjern fortid – 1990’erne – ydmygende blev taget på fersk gerning i at prøve på købe et pornoblad i automaten ved Kurant-kiosken i Cort Adelers Gade. Og det var ikke engang til mig selv …
Godt nok var 90’erne, hvor jeg gik fra barn til teenager, et årti, der var fyldt med bare damer i massemedierne og reality-shows om strippere på landsdækkende tv. Især husker jeg de dér telefonsex-hotline-reklamer, der kørte på de tyske satellitkanaler efter midnat i weekenderne. Hvor der også var soft porn på RTL eller Sat1 – og hardcore ditto på den lokale kanal Vest-TV, som man smugkiggede fjoget og rødmende på, når man sov sammen med en kammerat i weekenderne.
I slutningen af det årti rykkede internettet ind i de fleste husstande, men få år forinden var de fleste ting derimod analoge. Der var endnu kiosker på hvert andet gadehjørne i 6700. Skønne små bikse med tips og lotto; med aviser, ugeblade, tegneserier, piber og tobak.
Kurant på hjørnet af Cort Adelers Gade og Strandbygade var en af byens klassiske kiosker, som mange fra Vesterbyen nok vil erindre. Jeg kan stadigvæk fornemme den særlige duft, som kun fandtes den slags steder: Sød tobak, tryksværte og chokolade i skøn forening. Jeg kan næsten dufte det endnu.
Den underliggende monotone, stille brummen fra rækken af køleskabe med øl og vand – på glasflasker – lagde et anonymt lydtapet, imens krymlet terrazzogulv og farverige emaljeskilte fra Manne-cerutter, Walt Disney, Carlsberg og tipstjenesten fuldendte rækken af sanseindtryk, et besøg i den lokale kiosk kunne give.
Det var en anden tid. Cigaretter og håndbajere er jo yt nu, og tips, lotto, aviser og blade er flyttet online. Også den slags uartige blade som denne klumme handler om. De frække, halvforbudte blade.
Uden for kiosken fandtes en ’selvbetjeningsautomat’ til at smide mønter i – med små ruder bag hvilke varerne fristende blev præsenteret. Sådanne husker jeg også fra bageren på Jørgen Pedersens Vej og – omend svagere – fra smørrebrødsforretningen i Torvegade.
Foran Kurant, så hengemt som muligt omme på Cort Adelers Gade-siden, hang den lyseblå automat, hvor man formedelst en tyver i sprækken foroven kunne erhverve sig et syndigt blad alt efter smag og behag. From og uskyldig som jeg var som dreng, havde jeg faktisk aldrig selv så meget som overvejet at benytte mig af denne mulighed, men alligevel skulle jeg en enkelt gang blive kunde ved netop denne skammens automat.
Jeg må have været omkring 14 år. Det har muligvis været i sommerferien efter 8. klasse, i 1997. Min barndoms gade – Willemoesgade – var på mange måder som taget ud af en Erik Clausen-film med beboere og skæbner, der var som et spejl på den tids socialrealisme, men denne aften var det vist mig, der var den største tegning …
Min kammerat var gået ud af skolen og havde fået job på slagteriet og fået råd til en smart knallert, som jeg misundte ham. Og det var ham, der efter mange timers overtalelse fik mig til at gå de få meter hen til automaten på hjørnet – og gav mig en 20’er med i lommen.
Hans geniale påskud? Han ville skam ikke selv læse i bladet, men lægge det i en kollegas skab på sin arbejdsplads. Som en joke, selvfølgelig! Han havde evnen til at gøre de mest lyssky projekter til rene velgørenhedsmissioner, men jeg strittede længe imod. Dog uden at være i stand til at sige fra over for den lidt ældre ven.
Kompromiset blev, at jeg iførte mig hans sorte styrthjelm, så ingen ville kunne genkende mig. Faren for at nogen skulle se mig var reelt ikke særligt stor, for der var sjældent mange naboer på gaden dér ved 21-tiden om aftenen, men alligevel …
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, vakte jeg nok større opsigt ved at iføre mig den styrthjelm …
Men som min barndomshelt James Bond drog jeg afsted på den hemmelige mission, som i virkeligheden burde være ret ligetil og overstået på få minutter. Indrømmet: Jeg havde god erfaring med bagerautomaten hos Kernebageren, hvor man kunne få to stykker wienerbrød for en femmer eller fire stykker for en tier.
Men wienerbrød var – i hvert fald dengang – trods alt ikke lige så tabubelagt som porno. Og jeg ville jo for fanden ikke hen til dén der automat …
Det føltes, som om det tog en halv time at luske de 50 meter hen til automaten fra mit kælderværelse i barndomshjemmet, hvor min djævelske kammerat ventede … Men endelig stod jeg så foran pornoautomaten i tusmørket med styrthjelmen på, og det var da, som om tiden var gået helt i stå.
Udsynet var nærmest ikke eksisterende, indelukketheden ulidelig, pulsen på max, armhulerne svedige og nerverne uden på tøjet. Foran pornoautomaten. Nervøst famlende efter 20’eren i lommeulden. Rasende over, at jeg havde ladet mig lokke ud på dette tvivlsomme eventyr … Nu skulle det bare overstås.
Min højre hånd skælvede, da jeg proppede mønten i sprækken og forsøgte at åbne en vilkårlig låge. Men lortet virkede sgu ikke! Ingen låger kunne åbnes, mønten var væk, og jeg stod bare dér med håret i postkassen … eller pornoautomaten … fastfrosset på gerningsstedet …
I samme øjeblik cyklede en dame forbi lige bag mig. – Hej Fjodor, råbte hun glad, men heldigvis uden at stoppe op. Det var min søsters venindes mor, Birthe, som boede ovre i kommunens lejligheder længere nede af gaden. Jeg var bustet. Taget på fersk gerning. Med en knude i maven, som om jeg var blevet taget i at forsøge at stjæle eller begå hærværk.
Flovt tilbage til min kammerat med uforrettet sag. Han troede naturligvis slet ikke på mig. Troede ikke på, at jeg modigt havde gjort forsøget, udført missionen eller overhovedet været henne ved automaten. Han beskyldte mig sikkert også for at have stukket hans penge i lommen til mig selv.
Operationen mislykkedes totalt. Patienten døde. Flere gange. Big time. Det var en total fiasko, og en skygge var faldet over vores venskab.
Men det var mig, det måtte bære videre på skammen, da han havde fået sin styrthjelm tilbage og var taget hjem. Og senere samme aften lå jeg og vendte og drejede mig uroligt i sengen – overbevist om, at Birthe næste dag sikkert straks ville sladre til min mor om sin pinlige observation. Og hvem ville tro på, at det slet ikke var min skyld?
Jeg sov ikke meget den nat, men det er længe siden, og både kiosker og pornoautomater er siden forsvundet fra gadebilledet. Vi lever i en anden tid, men selv i dag ville jeg sgu nok have iført mig styrthjelm, hvis jeg skulle købe sådan et blad. Og hvis jeg møder Birthe på gaden i morgen, og hun sender mig et anklagende, forarget blik, ved jeg præcist hvorfor. Dén skamplet kan nok aldrig vaskes væk …
