MOBILVERSION

22. januar 2026

Bymidten bygges tættere – og det er ikke tilfældigt

Nye boligprojekter viser på sin vis, hvordan Esbjergs nye bystrategi allerede tager form - eller hvordan planen har taget form efter efterspørgslen.

Nye boligprojekter viser på sin vis, hvordan Esbjergs nye bystrategi allerede tager form - eller hvordan planen har taget form efter efterspørgslen.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Bymidten er i hastig forandring. Overalt skyder nye boligprojekter op, og udviklingen sætter et markant præg på både bybilledet og den måde, området bliver brugt på. Områderne omkring Stormgade, Spangsbjerg Kirkevej og Torvegade er konkrete eksempler på, hvordan Esbjerg bevæger sig ind i en ny fase – med moderne boliger, fortætning og et mere levende byliv som pejlemærker.

Og forandringerne er måske ikke tilfældige. I hvert fald flugter de tæt med den nye Kommuneplan 2026–38, der blev vedtaget i december og netop er blevet offentliggjort af Esbjerg Kommune, og som – dog uden at være konkret – sætter den nye, overordnede ramme og retning for byens udvikling frem mod 2038.

Det er nu muligt at danne sig et indtryk af bygningernes placering. Foto: Johnny Tauman.
Vognsbølhaverne: Et helt nyt boligområde tager form: Det er nu muligt at danne sig et indtryk af bygningernes placering. Foto: Johnny Tauman.

Vognsbølhaverne ved den tidligere Esbjerg Højskole er blandt de mest markante projekter. Her er byggeriet nu så langt, at forbipasserende kan begynde at danne sig et billede af det kommende boligområde, som Claus Sørensen Ejendomme A/S udvikler i samarbejde med Friis & Moltke Arkitekter.

Der var travlhed på området midt på eftermiddagen onsdag. Foto: Johnny Tauman.
Der var travlhed på området midt på eftermiddagen onsdag. Foto: Johnny Tauman.

De første beboere forventes at flytte ind allerede i 2026 i Firkløveret – fire punkthuse med hver otte boliger. Når hele området på mere end 50.000 m² står færdigt i 2028–29, vil over 250 nye boliger være føjet til i 6700.

Oversigtskort – byggeriet
Oversigtskort – byggeriet.

Her bliver der tale om en blanding af etagebyggeri, rækkehuse og seniorboliger – netop den variation, som den nye kommuneplan lægger stor vægt på.

Kleins Have: Stor interesse for nye boliger

Bygningerne i Kleins Have er i to plan. Foto: Johnny Tauman.
Bygningerne i Kleins Have er i to plan. Foto: Johnny Tauman.

Ikke langt derfra er Kleins Have på Spangsbjerg Kirkevej 13 godt på vej. Her opføres 14 lejeboliger fordelt på syv dobbelthuse, og interessen har været så stor, at ventelisten allerede blev lukket i slutningen af 2025.

Bygherren, In Vest ApS, fremhæver både materialevalg, funktionelle planløsninger og grønne omgivelser som centrale kvaliteter.

Bygningerne i Kleins Have vil fremstå i røde mursten. Foto: Johnny Tauman.
Bygningerne i Kleins Have vil fremstå i røde mursten. Foto: Johnny Tauman.

Indflytning forventes at kunne ske allerede i august i år.

Små grunde – store signaler

Byggegrund i Torvegade. Foto: Johnny Tauman.
Byggegrund i Torvegade. Foto: Johnny Tauman.

Udviklingen stopper ikke ved de store projekter. I Torvegade 89 er en 60’er-villa i et plan fjernet fra den 398 m² store grund, hvilket åbner mulighed for opførelse af en helt ny ejendom midt i byen.

Ejendommen, hvor der tidligere var kiosk. Foto: Johnny Tauman.
Ejendommen, hvor der tidligere var kiosk. Foto: Johnny Tauman.

På hjørnet af Spangsbjerg Kirkevej og Kirkegade er en tidligere kioskejendom sat til salg som kombineret bolig- og erhvervsejendom med tre lejemål og en kontantpris på 3.795.000 kroner. (Søg på adressen Kirkegade 209A).

På den enorme, tidligere DatSchaub-grund i Storegade er man netop ved at afslutte fjerde etape af en helt ny lille bydel, som vi kunne fortælle i sidste uge.

Boligområdet består af moderne etagebyggeri med grønne fællesarealer og gode parkeringsforhold. PR-foto.
Boligområdet Schaub-parken består af moderne etagebyggeri med grønne fællesarealer og gode parkeringsforhold. PR-foto.

Kommuneplanen: Fra byens kant til byens hjerte

De mange byggerier i og omkring bymidten flugter med kommunens overordnede planlægning. Med Kommuneplan 2026–38 flyttes fokus fra udbygning i byens periferi til fortætning, byliv og sammenhæng i de eksisterende byområder.

Planen introducerer blandt andet knudepunkter som bærende princip: fremtidig byudvikling skal i højere grad samles omkring kollektiv trafik, service og funktioner – til gavn for klima, mobilitet og hverdagsliv.

“Kommuneplan 2026–38 er et ambitiøst og nødvendigt skridt i udviklingen. Vi har bevidst valgt at ændre retning og sætte byliv, variation i boligformer og sammenhæng i byen forrest,” siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By & Lokalsamfundsudvalget.

Flere boligtyper – stærkere flyttekæder

På boligområdet lægger planen op til større variation i boligbyggeriet, så parcelhusområder suppleres med eksempelvis rækkehuse og mindre boliger. Det skal give mulighed for, at borgere kan blive i deres lokalområde – men i en bolig, der passer bedre til livsfasen.

Samtidig styrkes planens fokus på klima, energi og infrastruktur. Vedvarende energi er samlet i et selvstændigt tema, og der udlægges en ny infrastrukturkorridor, der skal sikre plads til Esbjergs fortsatte erhvervsudvikling.

En bymidte i bevægelse

Tilsammen tegner de nye boligprojekter og den politiske kurs et klart billede: Esbjergs bymidte er i bevægelse. Nye boliger, nye byrum og nye måder at bo og leve på er allerede ved at tage form.

Og meget tyder på, at det kun er begyndelsen på næste kapitel i byens udvikling.

Strandby Kirkevej 301A. Billedet er taget mandag aften den 30. juni. Foto: Fjodor Pedersen.
Strandby Kirkevej 301A. Billedet er taget mandag aften den 30. juni 2025, hvor nedbrydningsfirmaet P. Olesen var gået i gang med nedbrydningen. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.
Det lyserøde hus fra 1898 i Borgergade 22 er nu væk. Udvikling eller afvikling? Arkivfoto: Fjodor Pedersen.
Det lyserøde hus fra 1898 – tidligere spritdepot og senest restaurant Mongolian Barbecue – i Borgergade 22 er nu væk. Udvikling eller afvikling? Arkivfoto: Fjodor Pedersen.

LÆS OGSÅ: Lidt mere discount – meget mindre Esbjerg

Del artiklen