Team Esbjerg kommer med selvtillid og overskud efter en magtdemonstration i Champions League – men onsdag venter en ny test mod Nykøbing F. Håndbold.
Team Esbjerg kommer med selvtillid og overskud efter en magtdemonstration i Champions League – men onsdag venter en ny test mod Nykøbing F. Håndbold.
Team Esbjerg kommer ind til onsdagens topopgør i Bambuni Kvindeligaen med både selvtillid og et vigtigt overskud i bagagen.
Den klare 11-måls sejr ude mod Podravka i Champions League betyder nemlig, at esbjergenserne kan rette fuldt fokus mod ligaopgøret mod Nykøbing F. Håndbold – uden at have det ene øje rettet mod returkampen.
– Det bliver med kort tid til at forberede sig, og det er et opgør mod et tophold, så der er meget fokus på det. Heldigvis kan vi med resultatet i Kroatien lægge mere fokus på denne kamp, siger cheftræner Tomas Axnér.
Kort optakt – men bedre vilkår
Holdet vendte hjem søndag og har dermed haft få dage til at forberede sig. Alligevel er udgangspunktet bedre end normalt i et tæt kampprogram.
En vigtig detalje er, at kampen spilles i Blue Water Dokken – og ikke på Falster.
– Det gør en stor forskel. Vi har også brug for at kunne forberede os ordentligt mellem kampene, og det giver hjemmebanen os bedre mulighed for, siger Axnér.
Stabilitet har løftet niveauet
Team Esbjerg går ind til opgøret med stor tro på egne evner. Siden nytår er det blevet til 20 sejre, og kun ét nederlag – mod Metz i en kamp uden betydning.
Ifølge cheftræneren skyldes det især et mere stabilt bundniveau.
– Vi har en god selvtillid, fordi vi har et højt niveau, og vi har flyttet bundniveauet op. Især defensivt har vi fundet en stabilitet, hvor vi kan variere mellem et aggressivt 5-1 og et mere kompakt 6-0, siger han.
Nykøbing kan drille
Selvom formen er stærk, forventer Team Esbjerg ikke nogen nem opgave.
Nykøbing F. Håndbold ligger med i toppen af ligaen og har tidligere voldt vestjyderne problemer. Derfor kræver det endnu en koncentreret indsats, hvis de to point skal blive i Esbjerg.
Kampen spilles onsdag kl. 18.30 i Blue Water Dokken.



































