Haugaard holdt hof, Ellen var glad, og beholdningen af juleøl blev reduceret. De Hjemløses Venner holdt torsdag nytårskur for kommunens udsatte borgere.
Haugaard holdt hof, Ellen var glad, og beholdningen af juleøl blev reduceret. De Hjemløses Venner holdt torsdag nytårskur for kommunens udsatte borgere.
Der var traditionen tro flæskesteg med sprød svær, rødkål, brune kartofler og sovs ad libitum på menuen, da kunstner René Holm og alle de mange andre frivillige fyldte på tallerkenerne torsdag aften i Musikhuset Esbjerg.
Siden 2011 har denne helt særlige nytårskur været afholdt, og igen var opbakningen fra både frivillige, sponsorerer og deltagere stor, hvilket Ingelise Wenzel, formand for De Hjemløses Venner, kunne konstatere, inden borgmester Jesper Frost Rasmussen officielt åbnede ballet med ordene om, at der skal være plads til alle i Esbjerg Kommune.
– Livet rammer os forskelligt. Nogle gange hårdt. Nogle gange uventet. Ingen skal stå alene i et fællesskab som vores. […] Men vi kan ikke gøre det alene – det gode liv er noget, vi skaber sammen. Virksomheder, foreninger, frivillige og hver enkelt af os kan gøre en forskel. Fællesskab, omsorg og menneskelighed er noget, vi kan skabe sammen, og det gør vi her i aften.
Og så blev der ellers lukket op for juleballet. Der blev beredvilligt skænket juleøl – og overraskende mange sodavand.
Og da Jacob Haugaard gik på scenen og serverede hit på hit, gik den skæve dans.
– Den næste sang er skrevet af Søren Rasted. Måske handler den om Lene Nystrøm, grublede entertaineren, der mange gange før har taget en tørn ved dette specielle arrangement i Esbjerg.
– I hvert fald hedder den “Tag en øl og sæt dig ned og hold kæft et stykke tid” …
Den kunne de godt lide i Musikhuset torsdag, ligesom Hammer Hammer Fedt og alle de andre.
En af gæsterne var med for tredje år i træk, selvom hun til dagligt bor i Bramming og derfor har lidt længere rejsetid end de fleste.
– Det er bare så hyggeligt, lød det begejstret fra Ellen Petersen, da hun havde spist sin første portion julemad, som bestemt var godkendt.
– Jeg har selv arbejdet i køkkenet på efterskolen i Bramming i mange år, fortalte hun.
Desserten stod på risalamande fraHjerting Badehotel, imens De Blå Busser via to ruter tilbød gratis transport til Musikhuset. Traffic Jam og Esbjerg Pensionistorkester sørgede for det musikalske underlæg.






































