MOBILVERSION
EfB henter tidligere OB-profil: Gustav Grubbe skriver under til 2030
EfB har sikret sig en markant forstærkning. Den tidligere OB-spiller Gustav Grubbe skifter til Esbjerg på en fireårig aftale.
EfB har sikret sig en markant forstærkning. Den tidligere OB-spiller Gustav Grubbe skifter til Esbjerg på en fireårig aftale.
Esbjerg fB fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson. Klubben har nu sikret sig underskriften fra den tidligere OB-spiller Gustav Grubbe, der kommer til Vestkysten med erfaring fra både Superligaen, ungdomslandsholdene og tysk topfodbold.
23-årige Gustav Grubbe er dermed ny mand i de blå-hvide striber.
Midtbanespilleren skifter fra OB til EfB og har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2030.
Dermed får Esbjerg fB tilført en spiller med betydelig erfaring trods sin unge alder. Grubbe står noteret for 51 Superliga-kampe for OB og har samtidig repræsenteret Danmark på samtlige ungdomslandshold.
I den seneste sæson spillede han 29 kampe for OB, der sikrede sig oprykning til Superligaen.
Før tiden i Odense var han en del af den tyske storklub RB Leipzig, hvor han blandt andet bar anførerbindet på klubbens U19-hold og optrådte i UEFA Youth League.
Har fulgt ham længe
EfB’s sportschef Sebastian Brydegaard lægger ikke skjul på sin begejstring over at have fået aftalen på plads.
– Gustav Grubbe er en hårdtarbejdende og ærlig midtbanespiller, som står for mange af de dyder, vi sætter stor pris på i Esbjerg. Han kommer med en god mentalitet, et stærkt mindset og en professionel tilgang, hvor han leverer varen på træningsbanen hver eneste dag.
Ifølge sportschefen har klubben haft Grubbe på radaren gennem længere tid.
– Han er en spiller, vi har haft en længerevarende dialog med, og derfor er vi også rigtig glade for, at vi nu er i mål og har fået aftalen på plads. Vi ser Gustav som en spiller, der både kan bidrage til vores kultur og vores sportslige miljø, og som samtidig har et spændende udviklingspotentiale.
Skal hjælpe EfB tilbage
Brydegaard ser samtidig tilgangen som en mulighed for både spilleren og klubben.
– Gustav får nu muligheden for at bygge videre på de erfaringer, han allerede har gjort sig og tage de næste skridt i sin udvikling. Han har prøvet meget i en ung alder, og vi tror på, at Gustav passer rigtig godt ind i det, vi er i gang med at bygge op i EfB.
For Gustav Grubbe selv var EfB’s ambitioner og projekt en vigtig del af beslutningen.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at spille for EfB. Det er en stor klub med et spændende projekt, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af både klubben og de mennesker, jeg har talt med.
Han beskriver skiftet som en ny begyndelse.
– For mig handler det også om en ny start, og jeg brænder for at komme i gang, vise mig frem og bidrage til holdet. Jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og trænere, og jeg kommer med en klar ambition om at være med til at spille EfB tilbage i Superligaen.
Grubbe har første træningsdag på Gl. Vardevej mandag den 22. juni, når EfB-truppen samles efter sommerpausen.



































