MOBILVERSION
EfB og KORN180 indgår samarbejde: Vil gøre en forskel for udsatte unge
EfB går sammen med KORN180 i nyt samarbejde: Pant, fællesskab og socialt ansvar skal hjælpe udsatte unge i Esbjerg.
EfB går sammen med KORN180 i nyt samarbejde: Pant, fællesskab og socialt ansvar skal hjælpe udsatte unge i Esbjerg.
Esbjerg fB vil mere end bare fodbold.
Klubben har indgået et nyt samarbejde med KORN180, der arbejder med unge mennesker, som kæmper med udfordringer i livet.
Samarbejdet skal sætte fokus på mennesker, miljø og fællesskab – og samtidig give en konkret håndsrækning til udsatte unge i lokalområdet.
Fokus på unge, der har det svært
Hos KORN180 er målet klart: At skabe et trygt sted for unge, der har brug for støtte.
– KORN180 er en socialøkonomisk virksomhed og et frivilligt være- og værksted for unge mennesker, der har det svært og bøvler med livet på flere måder, fortæller Ditte Nørup.
Hun glæder sig over samarbejdet med EfB.
– EfB vil gerne samarbejde med os om mennesker, miljø og fællesskaber, og derfor giver det rigtig meget mening at lave et samarbejde, og det sætter vi pris på.

EfB: Vi har et ansvar
Hos EfB ser man samarbejdet som en naturlig del af klubbens rolle i byen.
– Det er vigtigt for os, at vi tager et samfundsansvar. Særligt i den position vi har, hvor vi er i kontakt med rigtig mange esbjergensere, siger administrerende direktør Allan L. Agerholm.
– I dette samarbejde gør vi en forskel for udsatte unge, og det er vi glade for.
Pant med kant
Samarbejdet er ikke kun ord – det bliver også konkret i hverdagen.
En pantboks er nu blevet installeret i EfB’s administration, hvor medarbejderne kan donere deres flasker og dåser.
– Det giver mulighed for, at medarbejderne kan tage socialt ansvar og støtte projektet gennem deres pant, forklarer Theo Thomsen fra KORN180.
Alle virksomheder kan i princippet få en pantboks sat op, som KORN180 kommer og tømmer på aftalte tidspunkter. Efterhånden har rigtigt mange lokale virksomheder tilsluttet sig ordningen, som også er populær grundet det kunstneriske element: Alle pantboksene er nemlig individuelt dekorerede og pynter i enhver virksomhed.
Man kan læse mere HER.




















