MOBILVERSION

2. februar 2026

EfB sælger Tobias Stagaard til IK Brage

Tobias Stagaard skifter EfB ud med svensk fodbold. Forsvarsspilleren er solgt til IK Brage efter 70 kampe i blå-hvidt.

Tobias Stagaard skifter EfB ud med svensk fodbold. Forsvarsspilleren er solgt til IK Brage efter 70 kampe i blå-hvidt.

Esbjerg fB og IK Brage er blevet enige om betingelserne for et øjeblikkeligt klubskifte for Tobias Stagaard. Dermed slutter forsvarsspillerens ophold i den blå-hvide trøje efter i alt 70 førsteholdskampe.

Den 23-årige forsvarsspiller skifter nu EfB ud med grønne farver i Sverige, hvor IK Brage har købt ham fri.

Tobias Stagaard kom oprindeligt til EfB i 2015 fra samarbejdsklubben Varde IF. Siden tog han næste skridt i karrieren hos AC Horsens, inden han i sommeren 2023 vendte retur til Gl. Vardevej.

EfB’s sportschef Sebastian Brydegaard takker Stagaard for indsatsen og forklarer beslutningen om at imødekomme ønsket om et klubskifte:

– Tobias Stagaard har været en god og trofast EfB-spiller gennem mange år – både som ungdoms- og seniorspiller. Han vendte retur på et tidspunkt, hvor holdet skulle genopbygges og indfri målsætningen om oprykning og etablering i Betinia Ligaen, og her var Tobias en tydelig del af processen.

– Nu er tiden inde til et klubskifte efter Tobias’ eget ønske, og det har vi efter nøje overvejelser valgt at imødekomme. Vi siger derfor pænt tak for denne gang og ønsker ham alt det bedste i Sverige.

Også Tobias Stagaard selv ser positivt på skiftet, selv om EfB fortsat fylder meget:

– Jeg har været glad for min tid i EfB og for at have været med til både oprykningen fra 2. division og til at etablere klubben i Betinia Ligaen. Nu har jeg fået en spændende mulighed i udlandet, som jeg glæder mig til at gribe og udvikle mig yderligere i.

Han understreger samtidig, at det ikke er et farvel for altid:

– Jeg dukker helt sikkert op som gæst på Blue Water Arena, når muligheden byder sig, siger Tobias Stagaard.

Tobias Stagaard nåede i alt 70 kampe for EfB’s førstehold.

Det blev til 70 kampe på EfB's førstehold for Tobias Stagaard i denne omgang. Pressefoto: EfB.
Det blev til 70 kampe på EfB’s førstehold for Tobias Stagaard i denne omgang. Pressefoto: EfB.
Del artiklen