MOBILVERSION

22. december 2025

Esbjerg bliver værtsby nummer to for Kvindernes VM i ishockey

Når verdens 10 bedste kvindelige ishockeynationer samles i Danmark i november 2026, bliver det med Esbjerg som officiel værtsby side om side med Herning.

Når verdens 10 bedste kvindelige ishockeynationer samles i Danmark i november 2026, bliver det med Esbjerg som officiel værtsby side om side med Herning.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Når verdens 10 bedste kvindelige ishockeynationer samles i Danmark i november 2026, bliver det med Esbjerg som officiel værtsby side om side med Herning.

Det står nu klart, at Esbjerg bliver den anden værtsby for Kvindernes VM i ishockey, mens Herning er hovedvært for turneringen og huser medaljekampene.

Det skriver Danmarks ishockey Union i en pressemeddelelse i dag.

Det betyder, at Granly Hockey Arena for første gang siden indvielsen i 2019 skal lægge is til en stor international slutrunde. Arenaen bliver vært for én indledende pulje med 10 kampe samt to kvartfinaler.

Verdensklasseishockey i Esbjerg

VM afvikles i dagene 6.–16. november 2026, hvor finalen spilles i Herning. Dermed bliver Esbjerg centrum for ishockey i verdensklasse i godt en uge, når nogle af sportens allerstørste profiler gæster byen.

Det glæder borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

– Vi ser frem til at byde verdens bedste kvindelige ishockeyspillere og fans velkomne i Esbjerg ved verdensmesterskabet i ishockey i 2026. Her vil mesterskabet få gode rammer i Granly Hockey Arena, en af Danmarks største og mest moderne ishaller, siger borgmesteren.

Han peger samtidig på, at VM bliver en gevinst for hele byen.

– Det bliver en fest for kommunens borgere såvel som for gæster udefra, der under besøget kan tage del i energien og opleve noget af alt det, som Esbjerg har at byde på. Jeg er sikker på, at det bliver en begivenhed, som hele byen vil få glæde af, siger Jesper Frost Rasmussen.

Stor opbakning fra ishockeyen

Hos Danmarks Ishockey Union er der også stor begejstring for, at Esbjerg nu bliver en del af VM-værtskabet.

– Vi er meget glade for at kunne præsentere ishockey på ypperste internationale niveau i Esbjerg. Faciliteterne i og omkring Granly Hockey Arena er perfekte til formålet, og vi håber på stor opbakning fra det ishockeykyndige publikum i byen, siger direktør Peter Froulund.

Han minder samtidig om, at Danmark tidligere har vist sit værd som VM-vært.

– Vi var vært for kvindernes VM i 2022, og det var en stor succes og en sportslig oplevelse af højeste kaliber. Vi glæder os til igen at huse et af de store events i international ishockey.

National event med lokal gevinst

Også Sport Event Denmark, der støtter større sportsbegivenheder i Danmark, ser frem til VM i Herning og Esbjerg.

– VM-ishockey for herrer i maj var en fantastisk oplevelse og et godt bevis på, at Danmark kan levere ishockeyevents i verdensklasse. Nu er det kvindernes tur til at spille VM i Herning og Esbjerg, siger direktør Lars Lundov.

Med værtskabet cementerer Esbjerg sin position som en markant event- og sportsby – og Granly Hockey Arena får for alvor mulighed for at vise sig frem på den internationale ishockeyscene.

Del artiklen