MOBILVERSION
Ét point fra førstepladsen: Team Esbjerg kan sikre topplaceringen onsdag
Team Esbjerg er ét point fra førstepladsen i slutspillet. Onsdag kan det blive afgjort på hjemmebane mod SønderjyskE.
Team Esbjerg er ét point fra førstepladsen i slutspillet. Onsdag kan det blive afgjort på hjemmebane mod SønderjyskE.
Indtil videre er det blevet til lutter sejre for Team Esbjerg i Bambuni Kvindeligaens slutspil. Fire kampe – fire sejre. Det betyder, at holdet blot mangler ét point i de sidste to kampe for at sikre sig førstepladsen i puljen.
Den første mulighed kommer allerede onsdag aften mod SønderjyskE.
Imponerende stime
Der skal derfor ikke meget nyt til – bare mere af det samme.
Udover slutspillet har Team Esbjerg nemlig kun smidt point én gang i hele sæsonen. Det var i sæsonåbneren mod Silkeborg-Voel KFUM, hvor det blev til en uafgjort.
Siden er det blevet til hele 29 sejre i træk – en næsten uhørt præstation.
– Det må man sige på en måde. Der er mindre på spil i de sidste kampe i slutspillet, men vi skal stadig have det ene point. Det er også ved at være lidt tid siden, vi har tabt på hjemmebane, så det er noget, vi gerne vil bevare, siger cheftræner Tomas Axnér.
Det seneste nederlag på hjemmebane var finalen sidste år mod Odense – dermed nærmer holdet sig et helt år uden nederlag i Blue Water Dokken.
Fokus på belastning og bredde
SønderjyskE har udspillet sine chancer for at nå semifinalerne, men Axnér forventer ikke en modstander, der kommer for at lægge sig ned.
Alligevel tænker Team Esbjerg også langsigtet.
– Vi skal have fordelt spilletiden så meget som muligt, så belastningen ikke bliver for høj. Især dem med små skavanker kommer til at sidde lidt over, mens vi holder de andre i gang. Men det er stadig de to point, vi går efter, siger han.
Gulerod før semifinalerne
Hvis det lykkes at hente point onsdag, er førstepladsen sikret med en kamp tilbage.
– Det vil give os et mindre pres inden den sidste kamp, som så vil være uden betydning. Den slags kampe kan være lidt mærkelige, men det vil også give os mulighed for at forberede os mentalt til semifinalerne, siger Tomas Axnér.
Her venter enten Ikast Håndbold eller Odense Håndbold.
Mulig debut i Dokken
Onsdagens kamp kan også byde på hjemmebanedebut til Anna Steffensen, hvis hun får spilletid i målet.
Kampinformation:
Truppen mod SønderjyskE (onsdag kl. 18.30, Blue Water Dokken):
Målvogtere: Katharina Filter, Anna Steffensen
Venstre fløj: Elin Hansson, Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen, Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen, Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad

























