Africano, Varde Bank-krakket, Vesterhavsdrengene og olie-eventyret i Nordsøen. Vi kommer vidt omkring i journalist og musiker Poul Bjelke Laursens selvbiografi, der udkommer onsdag.
Mælkepoppen, Africano og etableringen af Esbjergs nye hippe modebutik, Club B, som forøvrigt stadig trives i bedste velgående, er en epoke, som jeg husker tydeligt ligesom tidens rock og blues-musik, som kom fra det store udland. Hver gang en ny plade blev udsendt, måtte man en tur til Radio Holm for at erhverve den.
En af de lokale musikere var Poul Bjelke Laursen, kaldet ‘Pøl’, forfatter af et stykke anderledes lokalhistorie – Rock’n’Roll, Hofdogs & Congobajere – som præsenteres onsdag den 2. juli fra klokken 15 til 17 på Esbjerg Byhistoriske Arkiv i Torvegade, hvor alle interesserede er velkomne og hvor man for øvrigt også kan købe bogen.
Undertegnede har kendt Poul Bjelke i årtier og fulgt ham på sidelinjen, lige fra dengang purunge Tromme-Poul var den smarte trommeslager i et lokalt poporkester, der spillede til skolebal på Jerne Skole. En veninde var så betaget af Tromme-Poul, at en skolekammerat forbarmede sig og tilbød Poul en cigaret for at danse med veninden. Poul tog imod både udfordring og cigaret – og veninden fik en stor oplevelse.
Siden da har vores veje igen krydset hinanden. Poul Bjelke blev journalist på lokalavisen Vestkysten, hvor jeg også arbejdede og igen, da vi begge arbejdede på Ugeavisen Esbjerg. Siden kom han til Børsen, hvor hans velskrivende pen og store lokale kendskab kom læserne til gode. Forfatteren besidder en helt særlig evne til at få folk til at åbne sig og berette om de ting, som en nysgerrig journalist gerne vil viderebringe til læserne.
Han har samtidig en formidabel hukommelse, og i bogen tegner han et spændende tidsbillede af sin opvækst i efterkrigstidens Esbjerg, om sin musikalske opdragelse i skoleorkestret Vesterhavsdrengene, om nybruddet i ungdomskulturen, ligesom han også beretter om byens udvikling på mange fronter og om forandringerne i tidsånden.
Alt dette og meget mere kan man læse om i den nye bog og Poul Bjelke Laursen glæder sig til at præsentere sit nyeste bogværk for alle interesserede til receptionen på onsdag.

Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print