MOBILVERSION
Graviditeter og skader kostede på bundlinjen: Millionunderskud hos Team Esbjerg
Et dyrere omkostningsniveau og et usædvanligt spillerfravær satte sit præg på Team Esbjergs seneste regnskab – og får nu klubben til at skrue op for indsatsen over for sponsorer og fremtiden.
Et dyrere omkostningsniveau og et usædvanligt spillerfravær satte sit præg på Team Esbjergs seneste regnskab – og får nu klubben til at skrue op for indsatsen over for sponsorer og fremtiden.
Et dyrere omkostningsniveau og et usædvanligt spillerfravær satte sit præg på Team Esbjergs seneste regnskab – og får nu klubben til at skrue op for indsatsen over for sponsorer og fremtiden.
Team Esbjerg Elitehåndbold A/S realiserede i regnskabsåret 2024/2025 et underskud på 3,25 mio. kr. før skat mod et minus på 526.000 kr. året før.
Det ringere resultat skyldes dels generelle prisstigninger på varer og ydelser, dels at fire af Team Esbjergs spillere var ukampdygtige som følge af graviditeter, mens en femte blev ramt af en korsbåndsskade. Fraværet af i alt fem spillere betød, at klubben først i 2025 måtte supplere truppen med fem nye spillere.
– Det er blevet dyrere at drive en håndboldklub på vores niveau. Selv om vi fortsat nyder stor opbakning fra regionens erhvervsliv, har indtægtsgrundlaget i form af sponsorbidrag, reklamer, tv-penge og kampindtægter ikke kunnet følge med udgifterne. Vi reagerer offensivt ved målrettet at arbejde for at øge sponsorkredsen, samtidig med at vi hæver priserne på en række sponsorpakker, så de i højere grad afspejler prisudviklingen, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
En bred kreds af sponsorer har bakket op om de uundgåelige prisstigninger med virkning fra den kommende sæson. Klubben har fortsat formået at tiltrække og fastholde nogle af verdens bedste spillere med Henny Reistad i spidsen, selv om klubben på ingen måde er lønførende sammenlignet med topklubber i Østeuropa. Her spiller kultur, klubbens omdømme og de fortsat høje sportslige ambitioner om at høre til blandt toppen af europæisk kvindehåndbold en væsentlig rolle, hvilket også bidrager til et attraktivt sponsormiljø.
– Herfra skal lyde en opfordring til vores mange nuværende sponsorer – og til de mange i byen, som endnu ikke er en del af Team Esbjerg. Det er nu, vi alle skal bakke op om projektet, for det kan være definerende for klubbens fremtid. Der er ikke tale om, at man skal ind og dække underskud, men om at være med til at sikre fremtiden og gøre det muligt at indfri de store mål, vi har for klubben, og dermed også være med til at sætte vores by på landkortet i de kommende år, siger Bjarne Pedersen.
Team Esbjergs fire ejere er gået foran med rettidig omhu ved inden udgangen af regnskabsåret i juni 2025 at tilføre 3,0 mio. kr., så kapitalgrundlaget er intakt. Selskabets egenkapital udgjorde ved regnskabsårets afslutning 1,3 mio. kr.





















