Det mangeårige byrådsmedlem Hans Erik Møller melder sig ud af Socialdemokratiet og fortsætter sin politiske karriere i et andet parti.
Beskeden kommer mindre end et døgn efter et dramatisk forløb i Socialdemokratiets byrådsgruppe.
Hans Erik Møller, 67, blev genvalgt til byrådet ved kommunalvalget, men fremover vil han være en del af SF’s gruppe, der dermed vokser fra to til tre medlemmer. Til gengæld skrumper S fra syv til seks.
I en pressemeddelelse skriver han, at beslutningen ikke er truffet let:
– Jeg har i dag truffet beslutningen om at forlade Socialdemokratiet i Esbjerg. Fremover vil jeg indgå i den store valggruppe i Esbjerg Byråd sammen med SF. Beslutningen er ikke truffet let. Men udviklingen internt i Socialdemokratiets byrådsgruppe efter kommunalvalget har gjort det klart for mig, at jeg hverken kan stå inde for processerne, prioriteringerne eller den politiske retning, partiet nu bevæger sig i.
Brudte aftaler og intern splittelse
Udmeldelsen kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiet søndag trak sig fra en mundtlig aftale med SF og Enhedslisten. I stedet valgte Socialdemokratiet at indgå et samarbejde med Dansk Folkeparti, hvilket har skabt stor intern uro.

Ifølge Hans Erik Møller blev der på valgnatten indgået en aftale mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om det kommende samarbejde. Denne aftale blev efterfølgende annulleret af en gruppe i Socialdemokratiets byrådsgruppe.
Han beskriver, hvordan denne gruppe – ifølge hans opfattelse – har modarbejdet Socialdemokratiets demokratisk valgte spidskandidat – valgt af 66 procent af medlemmerne – og prioriteret egne poster over medlemsdemokratiet.
“Jeg kan ikke se vælgerne i øjnene”
En central årsag til skiftet er samarbejdet med Dansk Folkeparti, som Hans Erik Møller ikke ønsker at være en del af.
– Jeg kan ikke se mig selv i Socialdemokratiets byrådsgruppe længere, og jeg kan ikke se vælgerne i øjnene, hvis jeg bliver siddende og accepterer en udvikling, jeg grundlæggende mener er forkert, skriver han i pressemeddelelsen.
Med skiftet ændrer styrkeforholdet i byrådet sig igen – og dramaet i kølvandet på valget fortsætter.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

