MOBILVERSION

29. april 2026

Hastighed nedsat på Tarphagebroen: Derfor arbejder Varde Kommune på løsninger

Hastigheden er sat ned på Tarphagebroen: Nu forklarer Varde Kommune hvorfor – og hvornår reparationerne forventes færdige.

Hastigheden er sat ned på Tarphagebroen: Nu forklarer Varde Kommune hvorfor – og hvornår reparationerne forventes færdige.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Mange bilister undrer sig i disse måneder over, at hastigheden på Tarphagebroen fortsat er sat ned til 50 km/t. Samtidig håber både pendlere og sommerhustrafik, at de nødvendige reparationer snart bliver gennemført.

Rute 463 – Vestkystvejen er en central forbindelse mellem motorvejsnettet og sommerhusområderne i Blåvand, Vejers og Henne. For mange lokale er strækningen samtidig en daglig livsnerve til og fra arbejdspladser i Esbjerg.

EsbjergLiv.dk har derfor stillet Varde Kommune en række spørgsmål om infrastrukturen og fremtiden for Tarphagebroen. Svarene er modtaget fra Vej & Park via konsulent Samir Mujkanovic.

Har Varde Kommune en plan for Sekundærrute 463 – og overvejes det at hæve vejen eller broen?

– Når Varde Å oversvømmer Tarphagevej, omlægges trafikken i dag via Varde. Selve broen ligger væsentligt højere end vejbanen, og der er ikke konstateret vandrelaterede problemer. Derfor er der ingen planer om at hæve broen. Broen vedligeholdes løbende og vurderes at være i god og forsvarlig stand.

– Varde Kommune er dog opmærksom på, at vandudfordringerne på selve Tarphagevej kræver nærmere undersøgelser. Det tidligere Plan- og Teknikudvalg har derfor afsat midler – finansieret af klimakontoen – til en forundersøgelse af, om en hævning af vejen kan sikre mobiliteten ved høj vandstand. Der arbejdes aktuelt med analyser af både hævning og alternative løsninger under forskellige klimascenarier.

Har Varde Kommune overvejet diger eller terrænregulering?

– Nej, der er på nuværende tidspunkt ingen planer om diger eller terrænregulering.

Hastighedsbegrænsning hen over Tarphagebroen. Foto: Johnny Tauman.
Hastighedsbegrænsning hen over Tarphagebroen. Foto: Johnny Tauman.

Findes der data, som viser, om Tarphagebroen har sat sig – og skyldes skaderne vandmasser fra Ho Bugt og stigende bagvand?

– Der er ingen indikationer på, at broen har sat sig. Reparation af fugerne er almindelig vedligeholdelse som følge af trafikbelastning – ikke et resultat af vandmasser eller øget nedbør.

Er Varde Kommune i dialog med Kystdirektoratet om løsninger?

– Nej, der er ingen kontakt, da der ikke er konstateret vandudfordringer på selve broen.

Hvordan ser strækningen ud om 10-20 år – og kan en større renovering kræve midlertidige løsninger som fx såkaldte militærbroer?

– Der er ingen indikationer på, at broen vil få vandproblemer – hverken på kort eller lang sigt. Derfor arbejdes der ikke med alternative løsninger til Tarphagebroen.

Skal Varde Kommune alene betale for fremtidssikring?

– Nej. Tarphagebroen er etableret og vedligeholdes i fællesskab af Esbjerg og Varde Kommuner, som også deler udgifterne til drift og vedligehold.

Ifølge konsulent Samir Mujkanovic bliver vejbanen på Tarphagebroen renoveret, og nødvendige reparationer gennemført inden sommerferien.

Tarphagebroen har flere gange været lukket – blandt andet i 2020, 2023 og 2025. Det skyldes ikke, at broen er i dårlig stand, men derimod høj vandstand i Varde Å. Mere præcist: Vandstanden bliver så høj, at det ikke er forsvarligt at holde broen åben for trafik.

Skiltning for omkørsel over Varde ved den nye rundkørsel på Vestkystvejen. Foto: Johnny Tauman.
Skiltning for omkørsel over Varde ved den nye rundkørsel på Vestkystvejen. Foto: Johnny Tauman.
Del artiklen