Den esbjergensiske virksomhed, Bambuni, har indgået en historisk hovedsponsoraftale, der dækker både Herreligaen, Kvindeligaen og Super Cup.
Det er første gang i dansk håndboldhistorie, at én partner går ind som hovedsponsor for begge ligaer samt den traditionsrige sæsonåbner. Aftalen gælder i første omgang for to år – med mulighed for forlængelse i yderligere to år – og sikrer et tocifret millionbeløb til dansk klubhåndbold
Hos Bambuni er det ikke nyt med sponsorater af de helt store sportsbegivenheder. Men at lægge navn til tre hele turneringer er noget nyt. Så her glæder man sig naturligvis også over det nye samarbejde:
– Det har faktisk været et mål i 3-4 år, at Bambuni skulle blive hovedsponsor for dansk håndbold. Dialogen begyndte allerede for to år siden, men dengang føltes tiden ikke rigtig. Det gør den nu – og det er vi både stolte og glade for. At vi får lov til at engagere os i både Herreligaen og Kvindeligaen samt Super Cup, gør det hele endnu mere meningsfuldt. Jeg er oprigtigt glad for, at vi ikke skulle ‘vælge’, men at vi bliver hovedsponsor for hele dansk klubhåndbold, der med værdier som professionalisme, hårdt arbejde og entusiasme matcher vores profil perfekt. Vi ser virkelig frem til de kommende år, siger direktør Asger Kragh.
Bambuni er en dansk virksomhed, der blev grundlagt i 2014 som et skoleprojekt i København. Siden 2017 har virksomheden haft base i Esbjerg og har udviklet sig fra at sælge bambusstrømper til at tilbyde et bredt sortiment af bambustøj, undertøj, strømper, dyner, sengetøj og meget mere. Med fokus på slow fashion skaber Bambuni tidløse basisprodukter af højeste bambuskvalitet, designet til at holde i mange år.
Virksomheden har de seneste år gennemgået markant vækst, blandt andet med en flytning til et større domicil i sommeren 2024, hvor de også opgraderede lageret med en moderne robotløsning for at optimere deres logistik. I år tog Bambuni endnu et skridt mod at skabe en tættere forbindelse til sine kunder med åbningen af deres første fysiske butik i Esbjerg – en milepæl, der markerer starten på en ambitiøs ekspansionsrejse med planer om flere butikker i de kommende år.
Direktør i Tophåndbold, Thomas Christensen, udtaler i en pressemeddelelse:
– Vi er meget glade for, at vi nu har indgået en aftale med Bambuni, og naturligvis også over, at aftalen dækker både Herreligaen, Kvindeligaen og Super Cup. Ingen andre partnere har tidligere sat sig så bredt på dansk klubhåndbold, og det gør denne aftale historisk stor. Den bringer et tocifret millionbeløb med sig, hvilket også er med til, at vi kan fortsætte den stærke udvikling af vores sport. Vi ser rigtig meget frem til at komme i gang med samarbejdet med Bambuni.
Bambuni blev i januar i øvrigt kåret til Årets Nye Erhvervsnavn i Esbjerg Kommune.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

