Den store trappe ved Esbjerg Hovedbibliotek er blevet spærret af og skal nu renoveres. Biblioteket holder dog fortsat åbent under arbejdet.
Den store trappe ved Esbjerg Hovedbibliotek er blevet spærret af og skal nu renoveres. Biblioteket holder dog fortsat åbent under arbejdet.
Besøgende ved Hovedbiblioteket i Esbjerg mødes i den kommende uger af afspærringer omkring den markante og karakteristiske hovedtrappe op til bibliotekets hovedindgang. Trappen står nemlig over for en omfattende renovering.
Ifølge biblioteket er arbejdet sat i gang, fordi trappen “knager” og trænger til en opgradering, så gæster fremover kan komme sikkert og trygt ind på biblioteket.
Renoveringen løber fra uge 22 til og med uge 27, og i perioden vil der være afspærringer og byggerod omkring hovedindgangen.
Biblioteket holder fortsat åbent under hele arbejdet, og der vil det meste af tiden være adgang via rampen for gangbesværede og kørestolsbrugere.
Til gengæld må gæsterne undvære den nyåbnede Café K’s terrasse i perioden, da området omkring trappen er afspærret under renoveringen.
Biblioteket takker i et Facebook-opslag brugerne for forståelsen og ser frem til at tage den nyrenoverede hovedtrappe i brug senere på sommeren.
Bibliotekstrappen blev senest for alvor renoveret for over tyve år siden, hvor man blandt andet anlagde afsatsen med bogskulpturen på hjørnet.






















